Ansat i SAS har sandsynligvis også i 2014 lækket oplysninger til ugebladet

Se og Hør har formentlig i to tilfælde i 2014 - under ledelse af bladets nuværende chefredaktør Niels Pinborg - modtaget fortrolige oplysninger fra en kilde i SAS om kendte popstjerners USA-rejser. I begge tilfælde er oplysningerne brugt til artikler i bladet.

Det forventes at fremgå af den uvildige advokatundersøgelse af forholdene på ugebladet, der færdiggøres i næste uge og afleveres til Se og Hørs udgivere, medievirksomheden Aller, erfarer BT.

Se og Hør beskrev 2. januar 2014, at popstjernen Medina få dage før, 27. december 2013, fløj til Los Angeles med SAS via San Francisco.

Ved ankomsten til Los Angeles blev hun modtaget af en fotograf fra Se og Hør, der i hemmelighed fulgte hende og senere i bladet skrev, at hun ‘blev hentet af en veninde og kørt til West Hollywood, hvor hun lånte en vens lejlighed. Kort efter tog hun på den celebre og lækre Caffé Urth på Melrose Avenue og spiste aftensmad - stadig iført hættetrøje, men i Los Angeles turde hun trods alt smide solbrillerne.’

Se og Hør havde forinden - via en mellemmand - formentlig opfordret en kilde i SAS til at lække Medinas rejseplaner, og derfor var det muligt at fotografere Medina ved afrejsen fra Københavns Lufthavn og igen ved ankomsten til USA. I bladet er hun fotograferet iført solbriller og hættetrøje, da hun tjeckede ind i lufthavnen i København.

Næste tip var om Christopher

I februar 2014 opfordrede Se og Hør atter kilden til at udlevere rejseoplysninger, nu om Medinas tidligere kæreste, popstjernen Christopher, der ligeledes skulle til USA.

Derfor kunne ugebladet 13. februar 2014 skrive, at Christopher var fløjet fra København til Los Angeles. En journalist og en fotograf fra bladet modtog ham i lufthavnen, fotograferede og forfulgte ham: ‘Da Christopher endelig fik sin bagage, løb han ud i en bus, der kørte ham over til lufthavnens Avis-udlejning, hvor han måtte stå i kø i en over en time for at få sin udlejningsbil: En lyseblå Ford Mustang, der mere signalerer drengerøvsturist end stil,’ hed det.

Kilden har, efter det oplyste, ikke modtaget betaling for sin hjælp. Selv om det på de fleste journalistiske redaktioner ofte sker, at journalister forsøger og har held til at lokke - også tavshedsbelagte - oplysninger ud af kilder, ser advokat Henrik Stagetorn, der gennemfører den uvildige undersøgelse af forholdene på Se og Hør, angiveligt alvorligt på sagen. Årsagen er, at Se og Hør i begge tilfælde ikke blot har modtaget oplysninger, men direkte opfordret en kilde til at udlevere dem, hvilket angiveligt kan være ulovligt.

Chefredaktør på Se og Hør Niels Pinborg vil ikke bekræfte BTs oplysninger, men siger, at ‘kilder er en forudsætning for alle medier. Hvis det er problematisk, at man søger oplysninger, hvor de ikke umiddelbart er tilgængelige, så bliver det vanskeligt at drive medievirksomhed’.

- Vores mere end en halv million ugentlige læsere har præcis samme forventning som morgenavislæserne: At få det stof, vi leverer, i ordentlig kvalitet. Det betyder noget for vores læsere. Derfor er kilder vigtige, Også kilder, der leverer noget ikke umiddelbart tilgængeligt, siger Niels Pinborg.

Advokat Henrik Stagetorn har ikke fundet dokumenter eller mail, der dokumenterer, at Se og Hør i øvrigt har brugt eller betalt kilder, for eksempel i SAS eller på hospitaler, bortset fra den nu kendte person, der kunne levere kreditkortoplysninger. BT har dog ikke fået disse oplysninger bekræftet fra anden side.

Freelance-fotograf bekæfter

Det står imidlertid klart, at Se og Hør også tidligere - samtidig med at ugebladet lønnede en it-specialist for at levere kreditkortoplysninger på kendte og kongelige - havde én eller flere kilder med adgang til SAS’ bookingsystemer, der kunne levere oplysninger om kendtes flyrejser. Det har blandt andet gjort det muligt at følge prins Joachim og prinsesse Maries rejser med flyselskabet.

Det var også en kilde, der gjorde det muligt for Se og Hør at være med på et SAS-fly fra København til Nice 27. december 2008, hvor ugebladet fotograferede Anette Uttenthal, samlever med Stein Bagger, samt Baggers ni-årige datter om bord på flyet. Kilden leverede også oplysninger om Janni Spies’ flyrejse til Genève, bekræfter tidligere freelancefotograf på bladet Michael Medgyesi.

- Jeg ved ikke, om kilden sad i SAS eller i Star Alliance (den alliance, SAS er en del af, red), men jeg har selv kendskab til to tilfælde, hvor bladet fik oplysninger om folks flyrejser. Det var derfor, jeg var om bord på SAS-flyet og kunne tage billeder af Anette Uttenthal, siger fotografen.

Kilder er nødvendige

Lars Werge, mangeårig journalist og næstformand i Dansk Journalistforbund, der organiserer stort set alle danske journalister, siger:

- Journalister skaffer sig kilder for at få oplysninger. Nogle journalister, der for eksempel skriver til Se og Hør, skal bruge kilder, der fortæller dem om Medina og Christopher, andre skal bruge oplysninger om Lars Løkke Rasmussen og Venstres hovedbestyrelse. Det er i princippet ligegyldigt. Kilderne er nødvendige for at løse den journalistiske opgave, man har, og efter min opfattelse er det helt indenfor fagets normer, hvis Se og Hør bruger en kilde i et flyselskab til at få oplysninger om kendtes rejser. Det kan ikke forarge mig.

Hos SAS beklager man sagen: -Det er desværre som at finde en nål i en høstak, og derfor kan vi ikke gøre så meget andet end at samarbejde med politiet. Men jeg vil godt sige, at det er totalt uacceptabelt, hvad der er foregået, og vi tager på det skarpeste afstand fra det, lyder det fra pressechef Trine Kromann-Mikkelsen.