Den svenske politimand bag en Facebook-opdatering, som bliver delt tusindvis af gange i Danmark, Norge og Sverige mener ikke selv, han er for politisk.

Da politiinspektøren »Tobbe« afsluttede en nattevagt i morges, satte han sig ved computeren og loggede ind på Lund Politis Facebook-konto. Han havde brug for at fælde nogle tanker ned, efter han om natten blev kaldt ud til et selvmordsforsøg.

En 16-årig dreng havde forsøgt at hænge sig selv og »Tobbe« hjalp med at fragte ham til det nærmeste hospital. Undervejs i ambulancen fik drengen adskillige angstanfald. Han var flygtning og er en af de mange tusinde uledsagede flygtningebørn, der i år kommer til Sverige.

Episoden har fået »Tobbe« til at spørge: »HVAD FANDEN HAR VI GANG I?!«. Udover den rørende beretning indeholder opdateringen nemlig også en bredside mod de svenskere, som er kritiske over for det drastisk voksende antal uledsagede flygtningebørn i Sverige.

»Til alle dem med fordomme om uledsagede børn: Tænk, hvis I kunne følge mig på en vagt i politibilen og se, hvad jeg har set.  Opleve, hvad jeg har oplevet og følt, hvad jeg har følt. Så tror jeg, at du havde ændret holdning og skammet dig betydeligt.« skriver »Tobbe«.

Berlingske har talt med »Tobbe« fra politiet i Lund, der gerne vil beholde sin hemmelige identitet. Han synes, det er »rigtig sejt«, at hans Facebook-opslag når så vidt omkring. Men nogle vil måske mene, at opdateringen er for politisk til en politimand, men det synes han ikke.

»Jeg synes ikke, det er så politisk. Jeg skriver om, hvad jeg ser, der foregår i samfundet, og hvad jeg mener om det. Jeg spørger, hvad det egentlig er, vi har gang i, i hele verden, og det er ikke politisk i mine øjne,« siger han.

Han er dog klar over den heftige debat om de uledsagede flygtningebørn.

»Der findes mange folk, som ikke ved, hvad de snakker om. De kender ikke fakta, men bygger deres holdninger på, hvad de læser på nettet. Det er nok det, der afspejles i teksten. Jeg håber, at mit opslag kan få folks øjne op for, hvordan det her virkelig er og ikke bare tror noget om det,« siger han.

Hvordan har drengen det nu?

»Det aner jeg ikke, og det er hele pointen. Efter drengen kom på sygehuset, tog jeg videre til den næste sag. Derfor havde jeg brug for at skrive mine tanker ned,« siger »Tobbe«.

Opdateringen har i skrivende stund over 100.000 likes og 40.000 delinger. Lund Politi er kendt for at være aktive på de sociale medier, hvor de ansatte, som har lyst, må bidrage med stort og småt.