De har spist sammen, skålet med hinanden, fejret fodboldsejre og nederlag samt givet håndslag efter adskillige forretninger. Nu bliver venskaberne sat på den ultimative prøve.

Fredag kom det frem i Københavns Byret, at en lang række af Flemming Østergaards nuværende gode venner snart skal vidne mod ham i den såkaldte ’Parken-sag’.

Her står Flemming Østergaard, også kendt som ’Don Ø’, og flere andre fra Parken Sport & Entertainments tidligere ledelse, anklaget for kursmanipulation. Foruden Don Ø er også Jørgen Glistrup, tidligere Parken-direktør, på anklagebænken.

Personlig gevinst

Ifølge anklagen købte Parken Sport & Entertainment i 2007 og 2008 egne aktier til overpris, hvilket sendte kursen op. Det betød, at blandt andre Flemming Østergaard kunne indkassere en stor, personlig gevinst på sine aktieoptioner.

På vidnelisten står blandt andre Aldo Petersen, der har været blandt Flemming Østergaards personlige venner i næsten 20 år, samt den tidligere topbokser Hans Henrik Palm. Han har kendt Flemming Østergaard siden 1999 og regner i dag, på trods af Bagmandspolitiets anklager, stadig Don Ø som en af sine gode venner.

»Med årene er vi måske endda blevet endnu bedre venner, og jeg har lært ham bedre at kende nu,« siger forretningsmanden Hans Henrik Palm, der endnu ikke officielt er blevet indkaldt af anklagemyndigheden.

Er ikke dømt for noget

Det kommer dog ikke bag på Palm, at han som tidligere medlem af Parkens bestyrelse optræder på anklagerens vidneliste.

»Jeg er jo hverken dum eller blind, så vi kan godt blive enige om, at Flemming Østergaard er en kontroversiel person. Men mit personlige forhold til ham har ikke ændret sig i løbet af årene. Vi må også være enige om, at han på nuværende tidspunkt ikke er dømt for noget,« siger Hans Henrik Palm.

Udover at være ven med Flemming Østergaard stod Aldo Petersen i spidsen for et omfattende feriehusprojekt i Italien, der blev betalt med Parken-aktier. Han har kun hørt om sin rolle i retssagen fra medierne:

»Teknisk set er jeg ikke blevet indkaldt som vidne, men det kan være, jeg bliver det. Jeg ved det kun fra jer journalister,« siger Aldo Petersen, som derudover ikke har nogen kommentarer.

Nægter sig skyldig

Flemming Østergaards advokat frygter ikke vidnelisten, som de oven i købet har set og godkendt, før den blev læst op i retten i går. Ifølge hende består den af ’relevante personer fra bestyrelsen, storaktionærer og forretningsforbindelser’.

»Flemming Østergaard nægter sig skyldig. Der er foretaget nogle aktiehandler, og så er der uenighed om, hvorvidt de er lovlige,« siger Sysette Vinding Kruse.

Det er Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet (SØIK), også kendt som Bagmandspolitiet, der nu indkalder flere af den tidligere Parken-bestyrelsesformands venner i sagen.

De tiltalte i sagen risikerer ifølge Bagmandspolitiets anklage ubetinget fængsel samt bøder på mellem 2,2 og 15,5 mio. kr.

DE SKAL VIDNE

FCK-FORBINDELSERNE:

Michael Kjær
Tidligere medlem af bestyrelsen i Parken. Sad i bestyrelsen, da et omstridt feriehusprojekt blev besluttet. Projektet blev betalt med Parken-aktier. Adm. direktør i F Group, der ejer Fona og Elektronik-Centret.

Hans Henrik Palm
Mangeårig ven med Don Ø. Tidligere topbokser og bestyrelsesmedlem i Parken. Solgte fitness.dk til Parken i 2005. Solgte Parken-aktier for op imod 100 mio. kr. sammen med Don Ø.

Aldo Petersen
Mangeårig ven med Flemming Østergaard. Stod i spidsen for et italiensk feriehus-projekt, der blev betalt med Parken-aktier.

Dan Hammer
Bestred i mange år forskellige topposter i Parken. Blandt andet som direktør og koncern-chef.

Peter Norvig
Berømt ejendomsmægler fra Nybolig. Fungerede som formand for Parken, mens Flemming Østergaard var administrerende direktør. Var også storsponsor for klubben.

Flemming Lindeløv
Tidligere medlem af Parkens bestyrelse og direktør hos Carlsberg, der var sponsor for FCK.

Henrik Lund Dal
Adm. direktør i rederiet Clipper. Rederiet købte for 60 mio. kr. Parken-aktier i 2008. Aktiehandel med Clipper indgår i anklagerens sag.

Per Østergaard
Tidligere chef i FIH Erhvervsbank, der også er anklaget i sagen.

Tommy Thomsen
Tidligere direktør i rederiet Clipper, der købte Parken-aktier for 60 mio. kr. Har i mange år arbejdet som reder for Mærsk.

Steen Patrick Vela
Kom ind som storaktionær i Parken, da han i 2005 købte 498.739 Parken-aktier, svarende til 20,2 procent, hvilket fik kursen til at stige voldsomt. I 2010 gik han personligt konkurs og gemte sig for sine kreditorer.

FORRETNINGSFORBINDELSERNE:

Henrik Lund Dal
Adm. direktør i rederiet Clipper. Rederiet købte for 60 mio. kr. Parken-aktier i 2008. Aktiehandel med Clipper indgår i anklagerens sag.

Per Østergaard
Tidligere chef i FIH Erhvervsbank, der også er anklaget i sagen.

Tommy Thomsen
Tidligere direktør i rederiet Clipper, der købte Parken-aktier for 60 mio. kr. Har i mange år arbejdet som reder for Mærsk.

Steen Patrick Vela
Kom ind som storaktionær i Parken, da han i 2005 købte 498.739 Parken-aktier, svarende til 20,2 procent, hvilket fik kursen til at stige voldsomt. I 2010 gik han personligt konkurs og gemte sig for sine kreditorer.

Carsten Dreiland
Tidligere aktiechef i FIH Erhvervsbank, skal også vidne.

Herudover bliver også to medarbejdere fra Finanstilsynet, en medarbejder fra Nasdaq, en tidligere medarbejder i FIH Erhvervsbank og en revisor indkaldt som vidner.