Polen er i oprør efter den brutale halshugning af en polsk ingeniør, der blev holdt som gidsel af Taliban i Pakistan.

Den polske befolkning forsøgte i dag at komme sig over chokket efter en makaber henrettelse af en bortført polsk ingeniør i Pakistan.

Samtidig erklærede Polens udenrigsminister, at regeringen vil gøre alt for at finde frem til de skyldige og få dem stillet for en domstol.

- Vi kan ikke længere redde vor landsmand, men vi kan forsøge at straffe hans drabsmænd, sagde udenrigsminister Radoslaw Sikorski efter at have bekræftet, at optagelser af halshugningen var autentiske.

Talibanbevægelsen i Pakistan udsendte i går en video, der i detaljer viser, hvordan den 42-årige Piotr Stanczak får hovedet hugget af. Det skete ifølge hans fangevogtere, fordi de pakistanske myndigheder har afvist at løslade fængslede islamistiske oprørere.

Stanczak blev bortført den 28. september, da han besøgte et område nær byen Attock 65 kilometer vest for hovedstaden, Islamabad. Hans chauffør, livvagt og tolk blev dræbt.

/ritzau/AFP