Mens utallige forkullede lig stadig venter på at blive identificeret i Madrid efter den grusomme flyulykke i sidste uge, så raser de spanske piloter over alvorlige huller i sikkerheden i det SAS-ejede Spanair. Huller som også gaber højt i den hårdt pressede danske flytrafik.
Over en årelang periode er danske flyselskaber, som SAS og Sterling, blevet klemt så hårdt på pengepungen, at der også er blevet færre penge til flysikkerhed.
Nedskæringerne har blandt andet ramt flymekanikerne, som tidligere stod for at tjekke flyet grundigt, inden det blev sendt på vingerne. I dag er store dele af det såkaldte preflight tjek overtaget af piloten selv.
Scroll ned og læs mere
Fyret for at insistere på sikkerhed
I det hele taget er der skåret ned på forberedelsestiden.
- Piloterne må ikke møde mere end en time før afgang. På den time skal man nå at briefe kabinepersonalet, lave brændstofberegninger, tjekke vejrmeldinger, transportere sig ud til flyet, lave en 'walk around' (tjekke flyet udvendigt inden afgang, red.) osv. Det kan man ikke nå, og det er et problem, siger Jørn Heilberg, tidligere pilot i Sterling.
Han blev afskediget, da han insisterede på, at der var brug for mere forberedelsestid.
Han har ofte følt sig hårdt presset, når han skulle lave sikkerhedstjek, inden flyet kom på vingerne. Tiden var for knap til at gennemføre de vitale opgaver, der skulle til.
Barberet til et minimum
- Flyselskaberne får hvert år mange forslag til hvordan de kan forbedre sikkerheden, men de undlader at tage aktion, fordi det koster penge. Men det får man aldrig selskaberne til at indrømme. Og hvis man samtidig offentligt påstår, at man gør alt for sikkerheden, så forekommer det hyklerisk.
Jørn Heilberg mener, at sikkerheden tilsidesættes på grund af de voldsomme sparekrav. Både SAS og Sterling har fyret hundredevis af medarbejdere over de sidste år.
- Der er skåret ned til et minimum, siger Henrik Nipper, formand for de danske flymekanikere hos Dansk Metal.
Han bekræfter, at sparekravene har ramt hensynet til passagerernes sikkerhed , da piloterne har overtaget mange af de sikkerhedstjek, som tidligere lå hos flymekanikerne.
- Vi mener, at de faguddannede er bedre end piloterne. Det svarer til at sætte en chauffør til at kigge en bil efter i stedet for en mekaniker, siger han.
Også Mogens Holgaard, der er tillidsmand for de danske SAS-piloter, beklager udviklingen og bekræfter at forholdene skyldes sparehensyn.
Dog understreger både Henrik Nipper og Mogens Holgaard, at man ikke skal frygte at sætte sig i et dansk passagerfly.
Flere fejl i sikkerhedstjek
Statens Luftfartsvæsen tog sidste år fat i de danske flyselskaber, fordi der blev indrapporteret en stigning i fejl og mangler med sikkerhedstjek, når et passagerfly var på vingerne.
- Der var en klar tendens til , at piloterne i højere grad ikke fik tjekket nogle sikkerhedsprocedurer i luften, som at tjekke landingsudstyret eller flaps på vingerne. Det indskærpede vi overfor selskaberne, siger Thorbjørn Ancker, kommunikationschef hos Statens Luftfartsvæsen.
Han forklarer, at de dog ikke har noget indtryk af, at der er et sikkerhedsproblem på jorden endnu.






















