BTs Andreas Karker lavede det sidste interview med den kontroversielle tidligere Farum-borgmester for to måneder siden.

Peter Brixtofte regnede med at blive lige så gammel som sin mor, som er 95.

Det fortalte han mig, da jeg lavede det sidste interview, nogen journalist har lavet med ham, for godt to måneder siden.

Han blev kun 66.

Vi talte om alt mellem himmel og jord, mens vi sad i solen i Farum skulpturpark. Også døden.

Brixtoftes far døde af kræft, men hans mor lever i bedste velgående.

Han fortalte, at han fik jævnlige lægetjek for at se, om der skulle være tegn på den kræftsygdom, hans far døde af, tarmkræft. Og det var der slet ingen spor af.

»Jeg har tænkt mig at blive gammel. Jeg har arvet min mors gener, og hun bliver 95,« sagde Peter Brixtofte på sin sædvanlige indtrængende og overbevisende måde, så man lod sig rive lidt med af det, og næsten troede på det. Han virkede lidt slidt, men ellers i god form.

LOG IND PÅ BT PLUS og læs om Peter Brixtoftes sidste interview med BT. Læs også Flemming Østergaards kommentar på hans død. Hans mangeårige ven, fortæller at Brixtofte altid var positiv, men aldrig lykkelig.

Det får du:

  • Artiklen 'Han regnede med at blive 95'
  • Peter Brixtoftes liv i billeder
  • Artiklen ' Altid positiv - men aldrig lykkelig'
  • Mindeord for Peter Brixtofte

BTs Andreas Karker lavede det sidste interview med den kontroversielle tidligere Farum-borgmester for to måneder siden.

Peter Brixtofte regnede med at blive lige så gammel som sin mor, som er 95.

Det fortalte han mig, da jeg lavede det sidste interview, nogen journalist har lavet med ham, for godt to måneder siden.

Han blev kun 66.

Vi talte om alt mellem himmel og jord, mens vi sad i solen i Farum skulpturpark. Også døden.

Brixtoftes far døde af kræft, men hans mor lever i bedste velgående.

Han fortalte, at han fik jævnlige lægetjek for at se, om der skulle være tegn på den kræftsygdom, hans far døde af, tarmkræft. Og det var der slet ingen spor af.

»Jeg har tænkt mig at blive gammel. Jeg har arvet min mors gener, og hun bliver 95,« sagde Peter Brixtofte på sin sædvanlige indtrængende og overbevisende måde, så man lod sig rive lidt med af det, og næsten troede på det. Han virkede lidt slidt, men ellers i god form.

Grunden til, at vi sad der i skulpturparken, som også er noget, Brixtofte fandt på, ligesom så mange andre ting i Farum, var særpræget.

BT fyldte 100 år 31. august, og mine chefer var fulde af gode ideer.

»Kan du ikke lave et interview med Peter Brixtofte til avisen på fødselsdagen? Du har jo et godt forhold til ham,« lød det fra en af dem.

Jo tak, det havde jeg måske nok. Men det var altså også BT, der eksekverede hans politiske endeligt. Det var to af mine kolleger på avisen, der skrev den artikelserie, der indbragte journalisterne Cavling-prisen, BT stor ære og hæder og Peter Brixtofte i alt fire års ubetinget fængsel, hvoraf han afsonede de to.

Man ville godt kunne forstå, hvis Peter Brixtofte ikke gad medvirke til at fejre avisens runde fødselsdag.

Men sådan var han ikke. Jeg fik en mail tilbage to timer efter, at jeg havde skrevet til ham. Det ville han gerne.

Måske ville han gerne vise, at han var ovenpå igen, og at avisens afsløringer tilbage i 2002 og fængselsopholdet ikke havde knækket ham. Måske var hans trang til at komme i avisen med holdninger til alt fra landets økonomi til udlændingepolitikken større end hans vrede over, at et par journalister på en formiddagsavis kunne vælte hele det korthus, han havde bygget op i Farum under indtagelse af store mængder dyr rødvin. Alt for store mængder.

Peter Brixtoftes refleksioner omkring Brixtofte-sagen i forbindelse med BT's 100 års fødselsdag. Peter Brixtofte (tidligere V) var anklaget for i en årrække at have misbrugt kommunale midler og gennemført forskellige ulovlige tiltag. I 2002 kom Brixtofte-sagen første gang frem i offentligheden som en artikelserie i BT.

Vis mere

Styr på alkoholen

Da jeg talte med ham for ni uger siden, forklarede han, at han havde styr på sit alkoholindtag. Han var ikke holdt op med at drikke, han drak sjældent, men så til gengæld store mængder.

»En gang imellem drikker jeg meget, og så tager jeg nogle lange pauser, så gennemsnittet er i orden i forhold til Sundhedsstyrelsens anbefalinger. Man skal også passe mere på, når man bliver ældre, det er jeg fuldt opmærksom på,« sagde han.

Jeg har kendt Peter Brixtofte i mere end 20 år, og før det hele ramlede, skrev jeg en del artikler om, hvor godt det gik i Farum og om borgmesterens spændende ideer. Når man skulle interviewe ham, blev der også dækket op, og han kunne finde på at sende kommunens embedsmænd ud efter mere rødvin til sig selv og journalisten. Jeg burde have sagt nej tak, men det var andre tider dengang, og alkohol og smøger var en del af hverdagen for mange politikere og journalister. Brixtofte var desuden noget særligt, og så længe det gik godt, var der ikke nogen, der tog notits af det.

’Venstres kronjuvel’

Før det ramlede, var Peter Brixtofte en politikkens gulddreng. Det meste, han rørte ved, blev en succes. Han var den yngste cand. polit. nogensinde. Han var 22 år, da han var færdiguddannet, og året efter blev han medlem af Folketinget, hvor han inden længe blev en konkurrent til Anders Fogh Rasmussen om rollen som kronprins i Venstre.

I basen Farum opbyggede han en liberal mønsterkommune, som Lars Løkke Rasmussen kaldte ’Venstres kronjuvel’. Han havde ingen arbejdsløshed, alle udlændinge var i arbejde, og Venstre pralede af ’Farum-modellen’.

Han nåede at efterfølge Anders Fogh som skatteminister i Schlüters sidste regering, og da Anders Fogh blev formand i 1998, stillede han op til næstformandsposten, men tabte til Lars Løkke. Kilder i Venstre siger, at Anders Fogh dengang var fuldstændig optaget af én ting: Brixtofte måtte under ingen omstændigheder blive næstformand. Hvis han blev det, ville Anders Fogh simpelthen ikke være formand, fortalte han angiveligt andre i Venstre-toppen dengang. Så alvorligt var det.

Anders Fogh blev statsminister i 2001, men Peter Brixtofte fik ikke en eneste ordførerpost eller udvalgsformandspost, og året efter ramte skandalen.

Fældet af BT-afsløring

’Drak for 150.000 på et døgn’ stod der på forsiden af BT 6. februar 2002 ved siden af et stort billede af Peter Brixtofte. ’Købte vin til 8.750 kr. pr. flaske,’ stod der med mindre bogstaver.

De vanvittige vinregninger var kun indgangen til et endnu større helvede, avisen afdækkede langsomt og ubønhørligt, som når man trækker et plaster af millimeter for millimeter: Returkommission, ulovlige millionlån, ulovlig sponsorstøtte, overskridelse af repræsentationskontoen. Både ved byretten og landsretten blev Brixtofte idømt i alt fire års fængsel for groft mandatsvig, to år for hver sag.

Men han gav sig til at skrive bøger. Han skrev om fængslet, han sad i, ’Mit Horserød’ og om den Venstre-formand han beundrede mest, Poul Hartling, i ’Hartlings arv’.

Peter Brixtofte lod sig interviewe af journalist Andreas Karker i anledning af BTs 100 års fødselsdag, selv om avisen år forinden havde eksekveret hans politiske endeligt. Fotos: Ida Guldbæk Arentsen

’Jeg fortryder ikke en skid’

Han fik en ny kæreste, efter at være blevet skilt fra døtrenes mor, den muslimske Nadja Alim fra Egypten, med job på Kuwaits konsulat. Og de holdt sammen til det sidste.

»Jeg fortryder ikke en skid. Som helhed er jeg enormt stolt af de 20 år i Folketinget og som borgmester. Jeg har god samvittighed, jeg har tre velfungerende børn, tre svigersønner, syv børnebørn og en dejlig kæreste, jeg har været sammen med i 11 år, så hvad kan jeg forlange mere,« sagde Peter Brixtofte i interviewet med BT.

Peter Brixtofte var altid godt og spændende selskab, og et par timer med ham på Tante Maren ved Farum Hovedgade fløj af sted, også selv om både eks-politikeren og journalisten nu holdt sig til danskvand. Et lille irritationsmoment var, at når man mødtes med Peter Brixtofte, skulle man altid høre på lange forklaringer om hans uskyld:

»Retssagen var en parodi, og jeg bliver aldrig enig i den dom eller den journalistik, der blev bedrevet. Det er noget underligt noget at blive spærret inde. Men jeg måtte jo indrette mig efter det. Og jeg er blevet behandlet utrolig godt af både indsatte og ansatte. Jeg har aldrig haft en konflikt med nogen. Kommissionens rapport er strålende. Den har kostet 59 mio., og ingen gider læse den. Var den kommet først, var der aldrig kommet nogen retssag. Der står ordret i beretningen, at ’efter afhøring af 222 vidner står det uomtvisteligt klart, at borgmesterens alkoholforbrug ikke har påvirket hans virke som borgmester.’ Når jeg har det godt i dag, og har haft det godt i mange år, så er det fordi, jeg har god samvittighed,« sagde han.

Uanset dødsårsag er der ingen tvivl om, at mange års overforbrug af alkohol tager hårdt på mange af kroppens vitale organer, selv om man ikke kunne se noget på Peter Brixtofte, og han virkede fuldstændig frisk i august. Man kan glæde sig over, at han fik nogle gode år, efter at fængselsdommene var afsonet, sammen med Nadja og i kontakt med børn og børnebørn. Men mange, der har kendt ham enten privat eller professionelt, vil savne ham. Det vil jeg også.

Andreas Karker - karker@bt.dk

Peter Brixtoftes liv i billeder

1980. Peter Brixtofte blev valgt ind i Folketinget for Venstre første gang i 1973. Han sad som MFer frem til 1977, igen fra 1979 til 1981 og endelig i 1990-2005. Her ses han på talerstolen i 1980. Arkivfoto: MOGENS LADEGAARD

1985. Brixtofte var borgmester i Farum fra 1985 til 2002. Kommunen som Lars Løkke Rasmussen kaldte ’Venstres kronjuvel’. Arkivfoto: Svend aage Mortensen
1985. Brixtofte var borgmester i Farum fra 1985 til 2002. Kommunen som Lars Løkke Rasmussen kaldte ’Venstres kronjuvel’. Arkivfoto: Svend aage Mortensen
Vis mere

1992. Peter Brixtofte efterfulgte Anders Fogh Rasmussen som skatteminister, da sidstnævnte i 1992 trådte tilbage efter en sag om kreativ bogføring. Brixtofte var dog kun minister i et par måneder. Arkivfoto: KELD NAVNTOFT

2002. BT afslørede Brixtofte i at købe dyr vin mm. for skatteydernes penge.
2002. BT afslørede Brixtofte i at købe dyr vin mm. for skatteydernes penge.
Vis mere

2006. Peter Brixtofte blev i 2006 fundet skyldig i groft mandatsvig. Dommen ankede han på stedet. Her ses han i 2007, efter at Østre Landsret har stadfæstet de to års ubetinget fængsel i sagen. Arkivfoto: Bjarke Ørsted

2016. BTs interview med Peter Brixtofte den 31 august 2016 i anledning af BTs 100 års fødselsdag.
2016. BTs interview med Peter Brixtofte den 31 august 2016 i anledning af BTs 100 års fødselsdag.
Vis mere

’Altid positiv – men aldrig lykkelig’

Erhvervsmanden Flemming Østergaard har kendt Peter Brixtofte i mange år og er meget trist over hans bortgang.

»Peter var vennernes ven, utrolig hjertelig og meget omfavnende, men han kunne også være en hård banan.«

Sådan lyder dommen over Peter Brixtofte fra hans mangeårige ven, erhvervsmanden Flemming Østergaard, som BT fanger på telefonen tirsdag aften kort efter han har fået nyheden om hans død.

Østergaard, der lærte Brixtofte at kende, da han blev borgmester i Farum, kalder hans tidlige død for ’meget tragisk – ikke mindst for hans tre søde døtre’.

»Det er en af de største politiske begavelser, der har – i gåseøjne – forspildt sit liv. Dét, han præsterede til en vis grad i Farum... Det var jo ikke for ingenting, at Anders Fogh kaldte det en mønsterkommune. Men hvad der så sker efterfølgende, ved vi jo alle sammen. Den meget tragiske retssag og hvad det kostede ham og familien – det har været stenhårdt,« fortæller en trist Østergaard.

Som entreprenant borgmester ringede Brixtofte ofte til Østergaard for at få gode råd – blandt andet om stadionbyggeri – men den 73-årige erhvervsmand understreger, at selvom han betragtede den tidligere borgmester som en god ven, så var de ikke nære venner.

Ofte gæst i Parken

»Vi sås ved forskellige begivenheder, og han var ofte gæst i Parken, men vi sås ikke privat,« slår han fast.

Sidste gang Flemming Østergaard så Brixtofte, var da FC Nordsjælland spillede i Parken den 30. juli i år.

»Peter var udadtil meget glad til det sidste, og guderne være lovet, at han havde sine tre døtre, men han var ikke en lykkelig mand.«

»Han var som sædvanlig – meget positiv, men jeg kan også godt kigge i folks øjne. Og der så jeg en trist mand,« fortæller Flemming Østergaard om sidst han så sin nu afdøde ven Peter Brixtofte. Arkivfoto: CLAUS BJØRN LARSEN

Hvordan havde han det, da du mødte ham?

»Han var som sædvanlig – meget positiv, men jeg kan også godt kigge i folks øjne. Og der så jeg en trist mand,« konkluderer Don Ø.

Minnesotabehandling i USA

Det er ingen hemmelighed, at Peter Brixtofte i perioder kæmpede med et for stort alkoholforbrug, og i kølvandet på Brixtofte-skandalen samlede en gruppe af hans nære venner ind til et afvænningsophold – en Minnesota-kur – i USA.

Vennerne bad Flemming Østergaard om at hjælpe dem med at overtale ham til at tage af sted.

»Jeg tror, de bad mig om det, fordi vi havde en gensidig respekt. Han var vant til at være omgivet af folk, der altid gav ham ret, men det gjorde jeg ikke, så han respekterede mit råd,« fortæller Østergaard.

Samme dag blev Brixtofte kørt til Hamborg og fløj derfra videre til USA.

»Desværre for Peter - og vennerne, der havde sparet sammen til det – afbrød han forløbet,« siger erhvervsmanden, der i de efterfølgende år så mindre til vennen.

»Han var altid på gæstelisten, men jeg sagde, at han skulle blive væk, hvis han blev ved med at drikke. Han havde svært ved at erkende sit misbrug. Hans død er tragisk for hans søde døtre, som jeg kendte lidt til,« afslutter han.

Julie Kragh - jukr@bt.dk

Mindeord for Peter Brixtofte på twitter

Kristian Jensen @Kristian_Jensen

' Det er trist, at Peter Brixtofte er borte nu. Han bør huskes for mere end lovbruddene. Der var også nyskabende forslag og gode ideer.'

Andreas Kraul @KraulDR

'Interviewede for omkring 15 år siden en beruset Peter Brixtofte, der sagde, at Farum Boldklub skulle i CL (Champions League, red.). Han fik ret... Hvil i Fred.'

David Trads ‏@DavidTrads

'Peter Brixtofte var en ener. På godt (utrolig visionær) og ondt (brød loven). Jeg vil huske ham for begge dele. Hvil i fred.'