Det forslår som en skrædder i helvede, hvis man kasserer sin Colgate Total-tandpasta for at undgå det bakteriedræbende middel Triclosan, som ifølge eksperter kan gøre sygdomsbakterier modstandsdygtige overfor antibiotika.

Triclosan findes nemlig i masser af kosmetik, cremer og rengøringsmidler, som mange bruger lige så flittigt som tandbørsten.

"Selv om kosmetiklovens regler om maksimum 0,03 pct. triclosan i hvert produkt er overholdt, kan det samlede forbrug blive et problem for forbrugerne", oplyser kontorchef i Kemikontoret under Miljøstyrelsen, Lisbeth Seedorf, der nu vil undersøge omfanget af bakteriedræbere.

"Der er en tendens til at ville desinficere os ud af alle problemer. Det hele skal være så rent og sterilt, men vi skal have kigget på, om vi samtidig får opbygget en resistens også overfor de gavnlige bakterier, som kroppen har brug for.

Derfor vil vi nu gå i gang med at undersøge, om vi er ved at udsætte os for så store mængder bakteriedræbende midler samlet set, at det kan give skader på længere sigt," siger Lisbeth Seedorf.

Hun oplyser at Miljøstyrelsen i første omgang vil undersøge, hvad der ligger til grund for at de svenske sundhedsmyndigheder i weekenden krævede tandpasta med det bakteriedræbende middel Triclosan fjernet fra hylderne.

Samtidig bad EU om at slette Triclosan fra listen over godkendte stoffer i kosmetiske produkter.

Er der fremkommet nye oplysninger vil Miljøstyrelsen drøfte det med Kosmetikrådet på rådets næste møde i september.

"Er der grund til at stramme reglerne vil vi rejse problemet overfor EU," lover Lisbeth Seedorf fra Kemikontoret.

I tandpasta dræber Triclosan de bakterier, der er naturlige i mundhulen og skaber derved grobund for skadelige bakterier, og stoffet bekymrer også tandlæge og mikrobiolog på Tandlægehøjskolen i Århus, lektor Else Theilade.

"Jeg mener ikke, triclosan er noget man bare skal bruge," siger Else Theilade, der dog tvivler på, at der er tilstrækkelig dokumentation for skadevirkninger, til at forbyde tandpasta med stoffet.

"Men jeg synes, det er et forkert princip at sælge det til folk, og som forbruger ville jeg lade være med at købe det," siger hun.

Colgate-Palmolive, der sælger triclosan-tandpastaen Colgate Total afviser, at den er sundhedsfarlig. Siden 1998 har forskning vist, at bakterier kan udvikle resistens over for triclosan.

Senest er det kommet frem, at det kan gøre baterierne modstandsdygtige overfor andre stoffer.

Colgate-Palmolive afviser kritikken med, at der er tale om laboratorieforsøg og oplyser at tandpastaen har været brugt i 10 år af flere hundrede millioner mennesker verden over.