Maj måneds dejlige vejr har lokket hobevis af solglade danskere til grillen. Men du skal være varsom, når du kaster dig over kul og tændvæske. Hyggestunden kan nemlig nemt udvikle sig til et mareridt, hvis man ikke er påpasselig, når grillen skal antændes.
I forbindelse med, at grillsæsonen for alvor er skudt igang, har Beredskabs-forbundet udsendt en række simple råd, der sikrer dig en hyggelig aften blandt grillpølser, koteletter og mors hjemmelavede kartoffelsalat. De 11 gode råd kan du læse nederst i artiklen.
Hvis uheldet alligevel skulle ske, skal brandsåret øjeblikkeligt behandles med koldt vand (15-20 grader, så det stadig føles behageligt). Det kølige vand skal holdes på det forbrændte område, indtil smerterne ophører.
Forholdsreglerne
1. Stil aldrig grillen på brændbart underlag.
2. Stil grillen på hårdt og jævnt underlag.
3. Grillen skal placeres i det fri. Varmen og os skal frit kunne stige op
4. Hav en spand vand stående eller haveslangen liggende inden for rækkevidde.
5.Undgå løsthængende tøj, som nemt kan antændes.
6. Brug ALDRIG sprit, benzin, dieselolie eller lignende til at tænde grillen med. Det kan give en eksplosionsagtig ild. Anvend i stedet tændvæske eller sprittabletter.
7. Hæld kun så meget tændvæske på briketterne, at de lige akkurat er våde. Lad dem stå i et par minutter, før du sætter ild til dem, ellers når tændvæsken ikke at trænge ind i briketterne, men ligger kun på overfladen.
8. Brug en pejsetændstik og hold den hen til briketterne. Risikoen for at brænde fingrene øges ved brug af en lighter eller af en almindelig tændstik.
9. Hvis briketterne er ved at gå ud, så må der ikke hældes mere tændvæske på. Briketterne skal være kølet helt af, før der kan optændes på ny.
10. Den tændte grill skal være under konstant opsyn. Lad ikke børn nærme sig grillen.
11. Undgå at efterlade gløder eller varmt sand, hvis du griller eller anvender engangsgrill på stranden.
Kilde: Beredskabsforbundet



