På ti år er fattigdommen i Danmark fordoblet, sådan at 40.000 mennesker nu lever i langvarig fattigdom.

Og de bliver flere og flere.

Flere tusinde familier vil til oktober mærke, at regeringen har genindført et loft over kontanthjælpen. For mange vil det betyde et tab på 2-3.000 kr. om måneden, og det går især ud over børnene. 34.000 børn rammes af de nye regler, vurderer Beskæftigelsesministeriet.

BT udfordrer debattøren Lisbeth Zornig Andersen. Flere og flere danskere lever i langvarig fattigdom. Lukker vi bare øjnene? LOG IND PÅ BT PLUS og læs hendes tankevækkende svar.


BT udfordrer debattøren Lisbeth Zornig Andersen. Flere og flere danskere lever i langvarig fattigdom. Lukker vi bare øjnene? Læs hendes tankevækkende svar.

På ti år er fattigdommen i Danmark fordoblet, sådan at 40.000 mennesker nu lever i langvarig fattigdom.

Og de bliver flere og flere.

Flere tusinde familier vil til oktober mærke, at regeringen har genindført et loft over kontanthjælpen. For mange vil det betyde et tab på 2-3.000 kr. om måneden, og det går især ud over børnene. 34.000 børn rammes af de nye regler, vurderer Beskæftigelsesministeriet.

Lukker vi øjnene og lader folk synke til bunds, Lisbeth Zornig Andersen?

»Jeg tror ikke, man lukker øjnene. Det handler om, hvad man tror vil virke. Om man tror, mennesker fungerer ved belønninger, eller om man tror, mennesker kommer i arbejde ved, at man sætter deres ydelser ned,« siger hun.

Den 48-årige tidligere formand for Børnerådet har haft en hård barndom med misbrug, vold og seksuelle overgreb. Hun har beskrevet sin opvækst i det lollandske ’underdanmark’ i bogen ’Zornig – vrede er mit mellemnavn’.

Få kender vilkårene for udsatte mennesker i det engang så fintmaskede danske velfærdssamfund bedre end hende.

Men der er også håb forude, selvom nogle ting går den forkerte vej.

Vi kan vende udviklingen

Allerede om fem-ti år vil vi begynde at se resultatet af det gode sociale arbejde, der udføres ude i kommunerne.

»Vi kan vende udviklingen, hvis vi får overbevist beslutningstagerne om, at det kan betale sig at investere rigeligt i begyndelsen af et menneskes liv. Og lige der, hvor det begynder at gå galt,« siger hun.

Det har svenskerne gjort, og erfaringerne med den såkaldte Skandia-model viser, at der kan spares mange penge ved at sætte tidligt ind med en forebyggende social indsats overfor udsatte børn og unge.

For Lisbeth Zornig handler det om at bruge pengene klogt.

»Jeg har stor respekt for de mennesker, der kun tænker med hjertet. Men mit hjerte har to kamre. Jeg er både økonom og hjerte, og vi bliver nødt til at acceptere de rammer, som den økonomiske virkelighed er skabt ud fra. Det står og falder med, hvilket skattetryk vi vil acceptere. Derfor skal vi investere fornuftigt i folk. Ikke slå dem oven i hovedet,« siger hun.

Men selvom det godt kan betale sig at gribe ind i tide med massiv støtte til et ungt menneske, skal man huske, at mange fra de tabte ungdomsårgange i 1970’erne og 1980’erne, der blev pacificeret med kontanthjælp, også har krav på et respektfuldt liv.

Tonny er under administration

»I den tid de har tilbage,« siger hun og fortæller om sin bror Tonny.

»Han har haft den samme socialrådgiver i 18 år. Hun har sat ham under administration. Det er han gået med til frivilligt. Siden hun har gjort det, har han ikke begået kriminalitet. Han er ikke blevet smidt ud af sin lejlighed. Hun har sørget for, at han betalte alt, så han ikke kom bagud. Hun har sørget for, at han har en opsparing og lidt penge hver dag. 200 kr. Hun har sørget for, at der er mad i hans køleskab. Det gør, at hans hiv, som ellers på et tidspunkt blev til aids i udbrud, er fuldstændig stabilt nu. Hans leverbetændelse er stabil. Han trives. Han har nok aldrig haft det bedre, selv om han er så syg, som han er. Okay, hvorfor skal man investere i ham, når det ikke giver et afkast i den anden ende? Men det gør det. Hver gang en person bliver smidt ud af sin lejlighed, hver gang en person begår kriminalitet, hver gang en person rammes af sygdom, koster det samfundet penge. Derfor giver det mening. Vi skal ikke blive købmænd uden at have etikken med. Det duer ikke. Så får vi et amerikansk samfund. Vi skal holde fast i den sammenhængskraft og i det fællesskab, man som dansker altid har følt har været her,« siger Lisbeth Zornig.

Hun ser klare tegn på, at vi har lullet os i søvn med en forestilling om, at vores velfærdssamfund er så fintmasket, at ingen falder igennem.

Men det gør 120.000 børn, der lever i familier med alkoholproblemer. Og de 80.000 børn, der lever i familier med psykiske lidelser.

»Det er næsten hvert 10. barn i Danmark, som lever med en far, der har ADHD. Eller en mor, der har angst eller depression. Hvert 6. barn oplever vold i hjemmet. Det er især et problem i skilsmissefamlilier,« siger hun.

Middelklassen er god nok

Vi håber, at det er noget, kommunen tager sig af.

»Middelklassen mangler ikke empati. Den har bare ikke forstået problemet. Vi skal glæde os over, at flertallet i Danmark klarer sig godt. Men det giver også en social blindhed, fordi vi tror, at myndighederne ordner det. Du kan gå rundt i Solrød eller i en hvilken som helst anden by og tænke, at her er ikke krise. Hvis du bor et almindeligt sted og har et almindeligt arbejde, er der kun ét sted, du møder de udsatte, og det er i medierne,« siger hun.

Det chok, alle blev ramt af, da man for fem år siden hørte om Brønders­lev-familien, er et godt eksempel.

»Folk troede, det var løgn. Vi tror ikke, sådanne familier findes, fordi vi er blevet socialt blinde. Men den sag og mange andre gør, at kommunerne er blevet meget dygtigere til at gribe ind.

Det er vigtigt for mig at sige, at det ikke handler om, at middelklassen er blevet afstumpet. Hvor pokker skal man vide det fra, at folk lever på den måde, når man aldrig møder dem. Vi lever jo i vores egne ghettoer. Ikke dør om dør med dem,« siger Lisbeth Zornig Andersen.