Engang var Klitmøller et stille fiskerleje, hvor tilflyttere var et sjældent syn. Men så kom surfere, på jagt efter gode bølger, og siden er det iværksættere og kreative storbymennesker, der har slået rod mellem klitterne og pustet nyt liv i den lille by på kanten af Vesterhavet.
Havet ved Klitmøller havde altid tilhørt fiskerne, men efter at den store industrihavn i 1967 åbnede i Hanstholm, var der kun fritidsfiskerne tilbage. Da surferne kom til byen i gamle kassevogne, folkevognsrugbrød og autocampere, kastede de sig ud på havet i bølger, som selv de mest garvede fiskere ville holde sig fra, så mange lokale hovedrystende til.
Surferne, Simon Kvamm og hans familie er langt fra de eneste tilflyttere. Siden 1980erne har vesterhavsbyen tiltrukket mennesker fra nær og fjern, der gør Klitmøller til deres hjem.
»Det er et miks af mennesker, der bor her. Der er dem, der oprindeligt kommer her fra byen, og der er tilflyttere fra hele verden. Det er ’multikulti’, og det gør noget ved livet i byen,« siger han.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om hvad det nye liv ved Vesterhavsbyen Klitmøller har gjort for indbygger, kultur og liv i den lille kystby.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
Engang var Klitmøller et stille fiskerleje, hvor tilflyttere var et sjældent syn. Men så kom surfere, på jagt efter gode bølger, og siden er det iværksættere og kreative storbymennesker, der har slået rod mellem klitterne og pustet nyt liv i den lille by på kanten af Vesterhavet.
Han har spillet for tusindvis af mennesker på Roskilde Festivals Orange Scene og trukket fulde huse, når han sammen med bandet Nephew og som en del af duoen De Eneste To optrådte på store koncertsteder over hele landet.
Denne onsdag aften i januar spiller Simon Kvamm solo på sin nye hjemmebane i Klitmøller, hvor folk fra nær og fjern vil fylde hver eneste kvadratmeter af Café Stalden. Da en del af billetterne blev sat til salg hos den lokale Spar-købmand, var der kø langt ned ad gaden, fortæller butikkens førstemand Thomas Holler, der er født og opvokset i Klitmøller.
»Vi har aldrig oplevet noget lignende, alle ville jo have fat i en billet,« siger han, som selv har sikret sig en billet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Det er ikke noget tilfælde, at Simon Kvamm lagde vejen forbi Klitmøller, da han fra midten af januar skulle ud at teste nyt materiale på otte små spillesteder. For i sommer skiftede han sammen med sin familie København ud med Klitmøller. Lysten til at prøve noget nyt fik familien til at rykke mod vest, selvom de ikke kom så langt vestpå, som tankerne først gik på.
»Vi havde snakket om at tage til San Francisco, men så endte vi her. Vi fandt ud af, at vi gerne ville prøve noget andet end at bo i en storby. Vi ville ud i den rå natur, og Vesterhavet har altid haft en plads i mit hjerte,« fortæller Simon Kvamm, et par timer før han skal på scenen.
Himmel og horisont
Det var et besøg i Klitmøller i foråret 2015, som overbeviste Kvamm og familie om, at byen skulle danne de ydre rammer om deres hjem. Der var noget ved den lille by, der trak i dem. Stemningen, naturen og havet.
»Plads er nøgleordet. Der er meget himmel, og der er meget horisont. Det giver noget mentalt, at man kan se horisonten. Før jeg flyttede herud, havde jeg aldrig tænkt på, hvor lidt horisont man kan se i byen,« fortæller Simon Kvamm.
Simon Kvamm og familie er langt fra de eneste tilflyttere. Siden 1980erne har vesterhavsbyen tiltrukket mennesker fra nær og fjern, der gør Klitmøller til deres hjem.
»Det er et miks af mennesker, der bor her. Der er dem, der oprindeligt kommer her fra byen, og der er tilflyttere fra hele verden. Det er ’multikulti’, og det gør noget ved livet i byen,« siger han.
Det er en onsdag i januar. I morges tittede solen og den blå himmel frem, men er nu skjult bag grå skyer, der går i ét med det blågrå hav og kun brydes af hvide skumtoppe, der piskes op af den friske vind.
Havet tilhørte fiskerne
Denne dag er der er koldt i ’Cold Hawaii’, som surferne har døbt Klitmøller. De – surferne – fik i 1980erne øjnene op for byen, men der skulle slibes nogle kanter, før klitboerne og surferne for alvor lærte at leve sammen.
Havet ved Klitmøller havde altid tilhørt fiskerne, men efter at den store industrihavn i 1967 åbnede i Hanstholm, var der kun fritidsfiskerne tilbage. Da surferne kom til byen i gamle kassevogne, folkevognsrugbrød og autocampere og kastede sig ud på havet i bølger, som selv de mest garvede fiskere ville holde sig fra, så mange lokale hovedrystende til.
Surferne parkerede på kryds og tværs i byen, og de svinede mere, end klitboerne brød sig om. I nogle år var forholdet anstrengt, men i takt med at de udefrakommende surfere flyttede ind i byens tomme huse og for alvor slog sig ned, fandt de og klitboerne sammen i et fællesskab, der siden har været kendetegnende for Klitmøller.
Netop fællesskabsfølelsen er noget af det, Lars Riis er faldet for ved Klitmøller. Han har boet i Aarhus, Düsseldorf og London, men droppede for halvandet år siden drømmejobbet i den engelske hovedstad for at skabe det, han selv kalder et drømmeliv, i Klitmøller med kæresten Lykke Katholm Frost.
»Der er en nærhed i Klitmøller, som jeg ikke har oplevet andre steder, og det er nogle helt andre værdier, der er i spil. Her er der ikke nogen, der spørger dig, hvad du laver. De spørger, hvem du er,« fortæller han.
Smukt i al slags vejr
Regnen pisker mod ruden, da Lars Riis styrer sin bil ned mod stranden og går hjemmevant ned mod havet, hvor tyske bunkere fra Anden Verdenskrig ligger som store, grå sten i det gule sand.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Et øjeblik står han stille og ser ud over havet og bølgerne, der slår ind mod stranden.
»Selv på dage som denne er der noget meditativt ved at være nede ved stranden, hvor man kan mærke naturen og se horisonten. Det er noget af det, jeg elsker allermest ved Klitmøller. Der er smukt, uanset hvordan vejret er,« fortæller han.
Iværksætter i Klitmøller
Netop naturen er en stor inspirationskilde for Lars Riis og hans forretningspartner Lukas L. Leszczynski. Da Lars Riis sagde farvel til drømmejobbet i London og goddaw til drømmelivet i Klitmøller, blev han samtidig en del af det spirende iværksættermiljø i byen. Sammen med Lukas L. Leszczynski, som han kender fra handelsskolen, skabte han virksomheden Elsk, som designer og sælger tøj med et budskab om kvalitet og bæredygtighed.
»Det er spændende at være iværksætter i Klitmøller, for der er et godt iværksættermiljø herude. Selvom vi ikke er de eneste i byen, der laver tøj, så modarbejder man ikke hinanden. Tværtimod,« siger Lars Riis.
Det var drømmen om at skabe et hjem og en familie, der fik Lars Riis og Lykke Katholm Frost til at flytte til Klitmøller. I mange år havde de boet hver for sig. Hun i Aarhus, hvor hun læste jura, og han i London, hvor han arbejdede i tøjbranchen.
Da Lykke Katholm Frost fik job som advokat i Thisted, rykkede hun mod nord, mens Lars Riis blev i London. Da de sammen skulle finde det sted, hvor de ville skabe en familie, faldt valget på Klitmøller, hvor de fandt et hus på Vinkelsti.
Tabte deres hjerter
De tabte deres hjerter til stedet, som hun forklarer, da hun om eftermiddagen er kommet hjem fra advokatkontoret i Thisted.
»Herude gemmer man sig ikke bag ligusterhækken, man kommer hinanden ved. Jeg skulle nok lige have lidt tid til at vænne mig til tanken om at bo herude, men jeg har ikke fortrudt det et øjeblik. Alle har taget så godt imod os fra første øjeblik, vi kom til byen,« siger Lykke Katholm Frost.
Mens andre byer i området stille svinder ind, har Klitmøller vokseværk. De seneste år er indbyggertallet steget støt, i takt med at tilflytterne slår sig ned og bringer nye klitboer til verden.
Da vi kører en tur ned ad hovedgaden, kommer to unge kvinder gående med næste generation liggende trygt i de varme barnevogne, mens regnen siler ned. Flere fortæller, at der i 2015 blev født rigtig mange børn i Klitmøller. Om det er 12 eller 14, er der lidt uenighed om, men det er i hvert fald mere end ti, er de enige om.
Når det bliver forår, bidrager Lykke Katholm Frost og Lars Riis også til statistikken, når deres førstefødte kommer til verden.
»Vi ved jo ikke, hvad fremtiden bringer, og om vi altid skal bo her. Men jeg kan ikke forestille mig et bedre sted at lade vores børn vokse op,« siger Lars Riis.
Ved Spar-købmanden pisker flaget, som vinden har revet i stykker, mod flagstangen. Regnen har igen åbnet sluserne og efterladt hovedgaden i Klitmøller stort set mennesketom.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Inde i købmandsbutikken fylder kunder varer i de farverige kurve, de trækker efter sig, mens personalet ved kassen scanner ind, tager mod betaling og sender kunderne af sted med ønsket om en god dag.
Købmanden selv er rejst på ferie under sydligere himmelstrøg, så det er førstemand Thomas Holler, der er ansvarlig for, at der er varer på hylderne.
Født og opvokset
Han er født og opvokset i Klitmøller. Med sine 33 år kom han til verden omkring det tidspunkt, hvor surferne kom til byen som den første store gruppe tilflyttere. Selv har han aldrig haft den udlængsel, der har fået folk fra hele verden til at bosætte sig i Klitmøller.
»Jeg synes, det er spændende, at der kommer så mange mennesker til byen, og at der er så meget liv her. Det er nok også en af grundene til, at jeg er blevet hængende,« forklarer Thomas Holler.
Han hilser høfligt på alle kunderne, der kommer ind i butikken, og mange af dem er han på fornavn med. Når nye tilflyttere kommer til byen, går der ikke lang tid, før personalet i byens eneste købmandsforretning ved, hvem de er. Det er netop noget af det, Thomas Holler holder mest af ved Klitmøller. Det er en by, hvor alle kender hinanden, hvor man hilser pænt og mødes i sociale sammenhænge – som eksempelvis Simon Kvamm-koncerten på Stalden.
Og det er netop, hvad der trækker så mange mennesker til byen, mener han.
»Det er en sneboldeffekt, tror jeg. Mange af dem, der flytter hertil, kender nogen, der allerede bor her, og de har mærket den gode stemning. Det er kendetegnende for alle, der flytter hertil, at de vil byen. Det betyder rigtig meget. De vil fællesskabet, og de engagerer sig i de ting, der sker i byen. Det er derfor, det fungerer så godt,« siger Thomas Holler.
I Spar i Klitmøller har de varer på hylderne, der normalt ikke er at finde i lignende butikker andre steder i landet. Denne onsdag spørger en kunde med stort fuldskæg og en sort strikhue trukket ned i panden efter et magasin om surfing. Han hedder Christian Gøbel.
I slutningen af 1990erne slog den nu 46-årige mand sig ned i Klitmøller. Det var bølgerne, der trak. Christian Gøbel er surfer. En passion, som hans hjem – et parcelhus i brune mursten – bærer tydeligt præg af. Der er surfboards alle vegne. Der er gule, grønne, blå og røde, og der er så mange, at han har opgivet at holde tal på dem.
I spisestuen er spisebordet skubbet til side, og lamperne over det er trukket længere op mod loftet, hvor ledningerne er samlet med en tøjklemme. I stedet er det et enormt, rødt surfboard, der dominerer i stuen. 530 centimeter langt er det i al sin pragt klodset op, mens Christian Gøbel gør det klart til en tur på bølgerne.
»Der er mange, der opfatter Klitmøller som et hul i jorden, men jeg har altid elsket det her område. Området, naturen og følelsen af, at jeg nogle gange er helt alene i verden. Og vandet. Det er noget helt specielt at være i vandet, hvor man mærker klodens puls,« fortæller han.
Centrum af verden
Det brune parcelhus er gemt væk fra hovedgaden, der om sommeren summer af turister, som får befolkningstallet i byen til at stige eksplosivt. I nogle uger er strandene som fluepapir, når vejret er godt, og turisterne samles om vandhullerne, hvor de spiser is og fiskefilet med pomfritter.
I de perioder nyder Christian Gøbel at være lidt væk fra det hele. Han længes ikke efter at mærke storbyens puls og bliver aldrig træt af naturen. Til gengæld har han fået nok af al den snak om udkantsdanmark, som Klitmøller ifølge den gængse opfattelse er en del af.
»Hele debatten om udkantsdanmark er helt vildt arrogant. For udkanten er defineret af, hvor man er. Centrum af verden er dér, hvor man befinder sig. Klitmøller er mit centrum, og København er udkanten. Det er langt mere inspirerende at være her, hvor man kan se horisonten, end at være i København,« siger Christian Gøbel.
Kærligheden til Klitmøller er så stærk, at han siger, at han aldrig kommer derfra.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Lydprøve
Der er lydprøve på Café Stalden. Sammen med ’ham fra Aalborg’, guitaristen Felix Diarra, og ’ham fra Silkeborg’, trommeslager og perkussionist Jakob Meyland, skal Simon Kvamm om et par timer teste sit nye materiale som soloartist på det lokale publikum.
Samme formiddag var Kvamm og Meyland en tur i Vesterhavets kolde, gråblå vand sammen med tourmanager Morten Manaa. For lige at blive frisket op, som de forklarede. Nu står de på den lille scene op ad Café Staldens træbeklædte bar. Mens tonerne af Simon Kvamms nye materiale flyder ud af højttalerne, står Anja Nijland bag baren og ser til, mens Anne Mette Jensen tapper rytmen mod bardisken med en finger.
Over et glas vin forklarer hun, som selv har boet i Klitmøller stort set hele sit liv, hvad tilflytterne betyder for byen.
»Det er vor tids hippier. De skaber liv i byen og bringer nye input med sig. Det holder Klitmøller i live, at der er en masse unge mennesker, som bosætter sig her og får børn,« siger Anne Mette Jensen.
Den lange kø uden for Café Stalden er langsomt forsvundet i takt med, at koncertgængerne har fremvist billetter og er blevet lukket ind i varmen. Der er godt fyldt i båsene ned langs siderne, og pladserne på stolerækkerne er også væk.
(Artiklen fortsætter under billedet)
En times tid forinden sad Simon Kvamm selv i en af båsene og fortalte, hvordan det er at tage skridtet og rykke til Klitmøller. Om at flytte fra hovedstaden til en landsby, hvor indbyggertallet med hastige skridt nærmer sig 900. Om at blive en del af et landsbysamfund, hvor alle kender alle, og man interesserer sig for hinanden:
»Det kom faktisk bag på mig, hvor meget man kommer hinanden ved herude. Jeg har sjældent festet så meget, som jeg har gjort, siden vi flyttede til Klitmøller. Der er en meget social kultur.«
’Det er her, vi er lige nu’
De tager imod ham med klapsalver, der kommer fra hjertet.
Når han undervejs fortæller anekdoter om livet i Klitmøller, giver salver af grin genlyd mod murene.
Som en blandt publikum siger i pausen, er der ikke noget bedre, end ’når man kan grine lidt ad sig selv’.
Selvom Simon Kvamm ikke har boet i byen i et år, er han allerede en af deres egne. Klitbo bliver man dog først efter at have boet i byen i flere generationer. Om familien Kvamm bliver hængende så længe, vil Simon Kvamm ikke spå om.
»Vi er alle glade for at være her. Om vi bliver her for altid, det ved jeg ikke, men det er her, vi er lige nu.«
