Selv det svenske politi rystede på hovet og greb ind, da en P-vagt på bare 10 minutter udskrev fire bøder til samme person i en grotesk sag.

Det er svenske Expressen og Aftonbladet der beskriver den groteske sag. Den 56-årige Jaakko Leppänen og hans 54-årige kone stoppede udenfor Systembolagets forretning i Lilla Edet, da de skulle købe en flaske vin til deres datter.

Mens manden hastede ind i forretningen blev fruen, Sirkka, pænt siddende udenfor i bilen.

Pludselig opdagede hun en uniformeret P-vagt, som var ved at udskrive en bøde. Hun kaldte derfor straks på sin mand.

Han fik forklaret af P-vagten, at han holdt på en handicap-plads. Det undrede den 56-årige ikke så lidt eftersom der ikke var noget skilt, der fortalte om det.

Men for ikke at spilde tiden, familien havde travlt med at komme ud til datteren, kørte han bilen nogle meter frem – til en ledig plads.

Så fik han sin anden bøde. For ifølge P-vagten, var der stopforbud her! Ægteparret begyndte hovedrystende at køre langsomt videre – hvorefter Jaakko begyndte at tage fotos af stedet.

Så kom P-vagten hen til dem igen. Bad dem om at stoppe – og satte bødekravene på vognen – og for resten et tredje, for de holdt jo igen, hvor der var stopforbud.

Det til trods for, at han selv havde bedt dem om at standse!

Den sidste bøde fik de, da P-vagten umiddelbart efter fortalte, at de havde standset og parkeres deres bil mindre end 10 meter fra et fodgængerfelt.

Denne bøde blev faktisk sat bag ruden uden at bilen på noget tidspunkt holdt stille, men trillede langsomt frem!

Så havde ægteparret fået nok af den emsige P-vagt, og kørte direkte til politistationen i Trollhättan.

Da politiet havde hørt deres forklaring, rystede de på hovedet og rev de tre p-bøder i stykker, mens de fortalte ægteparret at de skulle indgive en klage over den fjerde.

-Det har her givet os utrolig meget arbejde og ubehag. Jeg får næsten ondt i hovedet bare ved at fortælle om den groteske sag, siger Jaakko Leppänen til Expressen.

Den groteske dag bliver formentlig kun overgået af den, som vi kunne se på dansk TV forleden, hvor en mand i det jyske havde fået en P-bøde i København.

Det til trods for, at han slet ikke havde været i Hovedstaden. Og samme dag han fik P-bøde – var hans bil blevet påkørt – i Jylland!!!