Næsten halvdelen af alle mænd har angiveligt haft sådan en affære, mens de har været i et fast forhold.

Normalt anser vi utroskab for at være noget, som sker i en kæmpe brandert på et toilet på en natklub - eller i et telt i Roskilde.

Eller i nogle tilfælde noget mere udspekuleret, hvor den seksuelle tiltrækning til en anden person får os til at mødes og være utro flere gange.

Men det langt mest normale er faktisk en helt anden form for utroskab.

Det skriver Indy100.com.

Det mest udbredte er nemlig følelsesmæssig utroskab. Det er en affære med en anden person, hvor man ikke nødvendigvis er fysiske sammen, men knytter et tæt, mentalt bånd til hinanden.

45 procent af mænd og 35 procent af kvinder erkender at have dyrket den form for utroskab, skriver Indy100.com.

Mange ser tilsyneladende slet ikke en følelsesmæssig affære som utroskab, men der er god grund til at blive nervøs, hvis en partner har gang i en, siger en ekspert.

Det er nemlig et tegn på, at der mangler nærhed i jeres forhold, og kan desuden nemt føre til fysisk utroskab.

»En afbrudt, emotionel kontakt er yngleplads for affærer. I vore dage er det så nemt at miste kontakten til hinanden ... De fleste af os tjekker telefonen, før vi siger godmorgen til personen, der sover ved siden af os. Det, at være langt væk fra hinanden, selv om man er tæt på, giver os mulighed for at have hemmeligheder for dem vi elsker og skjule ting,« siger psykolog Vijayeta Sinh til Insider.

60 procent af alle følelsesmæssige affærer starter ifølge Indy100.com på arbejdspladsen.