Kl. 19.15 opgav redningsfolkene at finde den 5-årige dreng i live, efter han forsvandt i vandet ud for Næsby Strand på Vestsjælland.

Hele dagen har helikoptere, redningsbåde og civile både ledt efter drengen, der drev til havs på sit badedyr, men kl. 19.15 blev den store eftersøgning indstillet.

- Efter syv timer mener redningsfolkene ikke længere, at der er håb for at finde drengen i live, siger vagtchefen ved Sydsjællands Politi til bt.dk.

Den 5-årige dreng var på stranden i det gode vejr sammen med sin plejemor. Drengen badede i havet på sit badedyr på Næsby Strand på Vestsjælland, men forsvandt pludselig væk fra kysten.

- Vi må antage, at østenvinden har drevet ham ud på badedyret og væk fra kysten. Da han er omkring 200-300 meter ude, bliver man opmærksom på faren. Om han selv vipper sig i vandet, eller om han bliver kastet i vandet, ved vi ikke, siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands Politi.

Plejemoren alarmerede politiet kl. 11.51, og en civil båd sejlede straks ud for at lede efter drengen. Men de fandt kun badedyret. Hele eftermiddagen ledte helikoptere og redningsbåde efter drengen, men efter tre timer var der stadig ingen spor af drengen på havoverfladen.

Ved 15-tiden sendte politiet dykkere i vandet for at søge efter den 5-årige dreng, men da de ikke fandt ham, blev eftersøgningen indstillet.

Plejefamilien, der kommer fra Slagelse, og den biologiske mor er i dyb sorg, oplyser vagtchefen.