Olsen Brødrenes store succes skaber problemer og skuffelse hos danske festarrangører. En enkelt truer brødrene med en retssag i det, der kan gå hen og blive den første "faxsag" i dansk showbiz.

Efter den danske Grand Prix-sejr i Cirkusbygningen blev brødrene booket til en lang række arrangementer. Men efter sejren i Stockholm har de aflyst otte koncerter på grund af TV-optagelser i England, Tyskland og Holland.

Blandt andet en koncert for op til 5.000 handicappede på en festival i Andersvænge ved Slagelse.

Det er en almindelig standard-passus i danske artistkontrakter, at arrangementet kan aflyses med otte dages varsel, hvis kunstnerne får tilbudt en TV-optræden.

Det bekræfter Hilda Heick, medlem af bestyrelsen i Dansk Artistforbund.

I stedet har Olsen Brødrene tilbudt at optræde senere. Til samme pris, som de oprindelig er booket, selvom deres pris er steget fem-seks gange til over 100.000 kr. pr. job siden sejren i Stockholm.

Seks arrangører har sagt ja, men to - Bagsværd Kulturnat og Ørbæk Handelsstadsforening - er stærkt utilfredse. Svend Aage Thor, formand for Handelsstadsforeningen, mener ikke, han har modtaget afbudet i tide.

"I vores kontrakt står der, at koncerten aflyses med otte dages varsel, hvis Olsen Brødrene får et større arrangement i udlandet. Jeg fik først aflysningen mandag morgen - vores arrangement finder sted fredag.

Det er ikke otte dages varsel. Vi mener, at vores bookingfirma har lavet et kontraktbrud, den sag kigger vi nærmere på, når festen er overstået," siger Thor som truer Olsen Brødrene med et retsligt efterspil - "ellers ville vi ikke sætte vores advokat på sagen".

"Folk i Ørbæk er meget skuffede. Jeg synes ikke, det er særlig smart. Danskerne har hjulpet dem op på en førsteplads - og så svigter de os.

Stig Rossen træder ind for sine kolleger. Det synes jeg egentlig er flot," siger Svend Aage Thor, som har sendt et brev til Olsen-manageren Steen Wittrock, hvori han værdisætter Handelsstadsforeningens tab til 150.000 kr.

Wittrock mener, han har overholdt tidsfristen. Han sendte en fax torsdag inden Store Bededag til det kunstnerbureau, som har booket Olsen Brødrene til Ørbæk.

Bureauet hævder at have modtaget faxen efter lukketid.

"Jeg sendte en fax til kunstnerbureauet, som Ørbæk handler med, torsdag eftermiddag. Der er så sket det kedelige, at de ikke har underrettet Thor i Ørbæk før mandag formiddag.

Der tillader jeg mig at fralægge mig ansvaret for. Jeg havde en time til at maile og faxe til de involverede kunstnerbureauer torsdag eftermiddag. Jeg har både fax og mails dateret torsdag.

De fleste kunstnerbureauer arbejder også i weekender og på helligdage. Så vi mener, at vi holder os indenfor vores regler," siger Steen Wittrock.

Olsen Brødrene ønskede i går ikke at udtale sig om sagen, men overlod det til manageren at svare på B.T.'s spørgsmål.

Arrangøren i Ørbæk truer med et retsligt efterspil?

"Lad dem bare gøre, hvad de vil. Taber vi ved retten, så må vi jo betale, hvad det koster. Vi kan ikke gøre mere. Vi har tilbudt at komme igen - til samme pris. Jeg prøver at mingelere rundt med det hele og få plads til alle," siger Wittrock.

Gør det ikke indtryk på brødrene, at de for eksempel skuffer 5000 handicappede og udviklingshæmmede i Slagelse?

"Jørgen og Noller er meget kede af det. Men som de siger, når de får tilbudene fra store tyske TV-shows - ja, så er det jo en kendt sag, så tager man det.

Det er nu, de er hotte. Det er jo deres karriere, der står på spil."

Ib Madsen, festivalarrangør fra Andersvænge, er også skuffet. Men han har forståelse for Olsen Brødrenes situation - og er glad for at få tilbudt et nyt arrangement.

"Selvfølgelig havde masser af handicappede glædet sig til det. De er skuffede nu. Men Olsen Brødrene har forklaret, hvordan situationen ser ud for dem.

Jeg vil gerne rykke koncerten til et senere tidspunkt. Vi har prøvet det før. Sidste år var det Cartoons, der aflyste af samme grund. Jeg vil gerne forhandle mig frem til en god løsning.

I øvrigt har vi slet ikke kunnet nå at reklamere med Olsen Brdr. De afløste nemlig et andet band, som hellere ville indspille plade," siger Ib Madsen.

Olsen Brødrene ønskede i går ikke at udtale sig om sagen