KØB PLUS!

Nyrup: Lone banker mig på plads

Hvordan er han egentlig bag statsminister-hylstret, denne Poul Nyrup Rasmussen? Manden der om to dage skal op til sit politiske livs mest afgørende eksamen mod en anden Rasmussen.

Ja, som han står der i sit imponerende kontor på Christiansborg og nyder udsigten, er han en ganske hyggelig, afslappet landsfader, der tilsyneladende ikke ryster på hånden over de seneste dages dødsdom over ham som regeringschef.

Men han forsikrer med stor vægt, at hans univers IKKE bryder sammen, hvis valget betyder de mindre attraktive oppositions-stole længere nede i folketingssalen. Når en kamp bliver fløjtet af, efter at de involverede har ydet en helhjertet, massiv indsats, så er det bare videre. Og det skal gå hurtigt.

»Jeg er ikke typen, der har taget skade af i en lang årrække at sidde inde med både stor magt og position. Det har altid været vigtigt for mig at forblive mig selv.«

Jeg betragter mig selv som et blufærdigt menneske i den forstand, at jeg er meget omhyggelig med at holde det private og det personlige klart adskilt. Det er nødvendigt for mig at ha' et sted, hvor jeg kan lade op. Bliver jeg spændt ud foran et røntgenapparat, og der pludselig ikke er flere steder at sætte strøm på, så er det umuligt for mig at komme igen efter kriser og nedture. Men jeg er ikke en sky person. Jeg nyder den intensitet, der er forbundet med et selskab og et godt kammeratskab.

Retfærdighed er afgjort et af nøgleordene i min karakter. Det har altid ligget indbygget i mig, at man skal hjælpe hinanden, og de mindre stærke skal ikke bare droppes. Jeg var også som dreng et stort brød, og med min fysiske styrke kunne jeg beskytte de mindre unger i kvarteret. Jeg har også oplevet, hvordan min far, der var arbejdsmand, er blevet ydmyget. Og hvordan den slags påvirker og kan nedbryde et menneske. Det må ikke ske. Alle mennesker har en særlig værdi.«

»Min mor var en meget kærlig og omsorgsfuld sjæl. Det er egenskaber, jeg selv lægger vægt på og mener, jeg har fået fra hende. Min far har givet mig et talent for at bruge hænderne, og samtidig har vi det kreative til fælles.«

Fantasien, drømmen og abstraktionerne har altid fulgt Poul Nyrup Rasmussen som noget uundværligt.

»Jeg har altid haft et aktivt drømmeliv og en stor hang til at skabe noget. Når jeg som dreng i et blad så et billede af et amerikansk dollargrin, så begyndte jeg straks at bygge en sæbekassebil med en ligeså imponerende motorhjelm. Jeg drømmer stadig. Både på et overordnet plan og helt personligt for mig og min familie. Det er bl.a. min drøm, at vi i vores land kan sikre, at sindslidende og hjemløse får et bedre liv. At den unge pige, der kommer ud i en dyb depression med sikkerhed ved, at hun kan forvente hjælp og omsorg.

»Helt personligt drømmer jeg om mit lille nye barnebarn, Lukas. Om at han altid vil være en rigtig sund dreng. Jeg nyder at gå rundt med ham på armen, mens jeg som en anden Elvis Presley synger »Are you lonesome tonight«. Når jeg får øjenkontakt med ham, så sker der noget inden i mig. Det er en stor oplevelse.«

Men har du altid haft en ambition om at komme højere til vejrs rent socialt?

»Det har altid været og er min ambition at gøre mig umage, uanset hvilket job jeg bestrider. At yde det stærkeste jeg evner. På det formelle plan er jeg en mønsterbryder. Jeg er brudt ud af min sociale baggrund, men derudover føler jeg det ikke sådan. Jeg føler også, at jeg hører til i mit gamle miljø, og jeg har da en varm linie til gode, gamle venner i Jylland, der kan få tingene ned på jorden.«

Kender du til at ryge ned i et sort hul og føle en indre smerte?

»Jeg har et lyst sind. Selvfølgelig kan jeg føle smerte, men en depression får ikke lov at sætte sig på mig. Jeg har set i øjnene, at livet består af både op- og nedture, og jeg ved, at jeg også er i stand til at bære sorger. Der hersker i dag en tendens til at overdænge vores hverdag med billige supermarkedstilbud på evigt liv, men vi må ikke glemme, at den mørke side af tilværelsen også er hos os.

Da jeg mistede min datter Signe, der var sindslidende, skulle jeg bære det ubærlige. Jeg ved nu, at jeg har et sind, der gør, at jeg kan komme videre - selv om det er meget svært. Og selv om sorgen ikke bliver mindre. Den vil altid være en del af mig. Som forældre skal man lære at leve med den sorg. Livet kræver, at man arbejder og tager del i tilværelsen. Jeg tror blot, at der bliver en forskel på, hvordan man tilrettelægger sit liv efter at have mistet et barn. Men det er muligt at komme videre sammen med minderne. Og glæden og impulsiviteten fylder heldigvis også umådeholdent meget i min dagligdag. Der opstår også de små øjeblikke, hvor det bobler indeni.

Er du på et tidspunkt blevet grebet af magtesløshed?

»Ja, den kender jeg. Det er så svært at se ind bag facaden og mærke, hvordan den totale energi tages ud af en sindslidende - hvordan der foregår en indre kamp for at holde den følelsesmæssige smerte under kontrol. Livet kan ikke hænge sammen. Det er angst, kaos og splintrede livsøjeblikke. De sindslidende har krav på tryghed - som pårørende har man krav på bedre vejledning og gode råd.«

»I begyndelsen af sådan et sygdomsforløb er man jo tilbøjelig til at sige: »Du er ikke syg. Tag dig nu sammen«. Derefter kommer der en periode, hvor man som far, mor, ægtefælle til en sindslidende må erkende, at det her går ikke over. Jeg har lært, at det er vigtigt som pårørende at forholde sig til en sindslidelse som til enhver anden sygdom. Den er ikke forkert - den er ikke uacceptabel. Den kræver bare særlig pleje og indsigt.

Men selv i de vanskeligste situationer er der lys - i glimt kan man opleve de små mirakler. Jeg har set, hvordan unge sindslidende på psykiatriske afdelinger har hjulpet gamle demente medpatienter. Midt i de frygtelige omgivelser. Men håbet er til stede. Medfølelsen vil enhver have, uanset hvor langt ude på livets kant vedkommende befinder sig.«

Fylder for meget

Er du blevet bange for at miste?

»Nej, ikke personligt. Og i den forbindelse har det stor betydning, at jeg mødte Lone (Dybkjær, red.) på et tidspunkt, hvor jeg bestemt ikke troede, at jeg igen skulle opleve et nyt kærlighedsforhold og indgå et nyt ægteskab. Det er en stor, stor glæde for mig. Jo mere tid vi er sammen - desto gladere bliver jeg for Lone. Det stik modsatte sker jo desværre for mange ægtefæller - som tiden går, bliver de mere og mere trætte af hinanden.

Det er en væsentlig faktor, at vi begge er selvstændige, beslutsomme og temmelig robuste. Det gør, at vi forstår hinanden bedre. I vores ægteskab eksisterer der en ligeværdighed. Jeg er uhyre bevidst om, at min position let kan medføre, at der skal tages særlige hensyn til mig. Jeg er en dominerende natur, og jeg kan godt fylde for meget. Men med Lones styrke skal hun nok minde mig om det og »banke« mig pænt på plads med ordene: »Vi skal være her begge to«.«

Læs resten i søndagens B.T.