Nykredit Koncernen fik et ordentligt økonomisk rap over nallerne sidste år. Koncernen kom ud af 2008 med et underskud på 880 millioner kroner.

Nykredit fik et ordentligt smæk sidste år, hvor koncernen fik et underskud på 880 millioner kroner før skat. I 2007 var resultatet på bundlinjen 4,4 milliarder kroner i overskud.

Nykredit har opgjort sine tab på finanskrisen alene. Det løber op i 1,4 milliarder kroner, der er tabt på Roskilde Bank og Ebh Bank. Samtidig taber koncernen 358 millioner kroner i forbindelse med købet og fusionen af Forstædernes Bank, og har kurstab på 2,6 milliarder kroner mod et overskud her på 150 millioner kroner i 2007.

Nykredits koncernchef, Peter Engberg Jensen, påpeger i en kommentar til regnskabet, at 2008 var præget af en fortsat vækst i de kundevendte forretninger, der steg 11 procent. Og at selv med en forringet konjunktursituation var tab og nedskrivninger i kerneforretningen begrænsede.

- Men den internationale finanskrise satte sine tydelige spor på koncernens resultat i form af nedskrivninger relateret til Roskilde Bank og EBH samt negativ beholdningsindtjening. Til trods for et utilfredsstillende resultat er vi med en sund basisforretning og en solid kapitalbase godt rustet til de kommende år, fastslår Peter Engberg Jensen.

/ritzau/