70-året for jødernes flugt fra Gestapo markeres med tre nye bøger

’Werner Best’, Niels-Birger Danielsen, Politikens Forlag

En af de mest forhadte personer i det mørke Anden Verdenskrigskapitel er Werner Best, manden Hitler indsatte som tysk rigsbefuldmægtiget i Danmark fra 5. november 1942.

Og har man behov for at fordybe sig i historien om manden, der ifølge forfatteren ’indiskutabelt var den politisk mest betydningsfulde person i besættelsesmagtens ledelse under krigen’, er det bare med at kaste sig ud i de 600 sider, der selvfølgelig kommer omkring hans opvækst og ungdom, men som hovedsagligt har fokus på hans rolle under Hitler, ikke mindst i Danmark, hvor hans motiver til at handle, som han gjorde, har været emne for debat i årtier.

Da processen mod ham blev indledt herhjemme i sommeren 1948, lød Werner Bests eget udsagn, at han siden august 1943 havde været fritaget for tjeneste som rigsbefuldmægtiget og derfor kun havde opholdt sig i Danmark som ’en slags tilskuer’.

Han blev dømt til døden, men allerede i august 1951 blev han benådet og udvist af Danmark.