Ny vurdering af Roundup inden årets udgang

Miljøministeriet er klar med en ny vurdering af sprøjtegiften Roundup i løbet af 2000, oplyser miljø- og energiminister Svend Auken (S).

Rester af Roundup med aktivstoffet glyphosat er på det seneste fundet i vandboringer i Roskilde Amt og i prøver af brødkorn fra høsten i 1999. Men ministeren vil på nuværende tidspunkt ikke sige, om det ender med et forbud mod Roundup, eller om der i stedet bliver tale om restriktioner i anvendelsen, hvor der er drikkevandsboringer og brødkorn.

- Vi er i gang med et omfattende måle- og undersøgelsesprogram, og det skal være afsluttet først. Vi skylder både virksomheden, naturen, landmændene og befolkningen, at det her bliver gjort ordentligt, siger Svend Auken.

Selv om glyphosat er fundet i vandboringer og i brødkorn, understreger Svend Auken, at der ikke er grund til panik, fordi der er tale om mængder under grænseværdien.

- Heldigvis har vi ikke noget, der tyder på, at det går i grundvandet i noget nævneværdigt omfang. Men bare den omstændighed, at det kan gå i grundvandet, er for os meget interessant, fordi fabrikanten - Monsanto - hele tiden har hævdet, at det overhovedet ikke kunne gå i grundvandet. Noget kunne tyde på, at den påstand ikke holder stik, siger Svend Auken.

/ritzau/