Ny medicin fjerner effektivt de store smerter ved prins Henriks sygsdom

Prins Henrik og et stigende antal almindelige danskere, som plages af urinsyre-gigt eller podagra, kan nu få effektiv lindring af de ofte meget store smerter med en ny type medicin.

Arcoxia er navnet på et nyudviklet præparat til behandling af podagra, der hurtigt og effektivt tager smerterne, og som tilsyneladende ikke har alvorlige bivirkninger.

De gode resultater af en større kontrolleret undersøgelse med det nye middel er netop blevet fremlagt ved den europæiske gigtkongres i Berlin.

Én pille om dagen
I Danmark har overlæge Jan Pødenpant anvendt midlet på sine patienter på Amtssygehuset i Herlev, og han er enig i, at det nye middel virker hurtigt og effektivt og har langt færre bivirkninger end de hidtil kendte præparater:

»Den langvarige virkning betyder, at patienten kun behøver at tage én tablet om dagen i modsætning til tre gange med de ældre præparater. Det gør det betydeligt lettere for patienten. Den rette behandling kan sikre fraværet af en sygedag med slemme smerter, hvilket betyder noget for både samfundet og den enkelte patient,« siger overlægen.

Smertefuld
Podagra er den ældste kendte gigtsygdom og beskrives som én af de mest smertefulde sygdomstilstande, mennesker kan opleve. Podagra viser sig som en akut gigtbetændelse i storetåens grundled. Smerten ved podagra er dog ikke konstant, men kommer i akutte anfald.

Den opsvulmede storetå bliver så øm, at selv en let berøring er forbundet med voldsom smerte.