Kan den gammelkendte lægeurt ginseng nedbryde bakterier og dermed bruges som supplement til antibiotika. Det spørgsmål vil et hold af danske og udenlandske forskere på Rigshospitalet og Florida International University forsøge at besvare i det kommende år.

Det sker, efter at forskere på Rigshospitalets Mikrobiologiske afdeling under ledelse af professor dr. med. Niels Højby - som de første i verden direkte har påvist ginsengs evne til - i dyreforsøg - at styrke immunforsvaret, oplyser Rigshospitalet.

Med i projektet fra Rigshospitalet er bl.a. forskningsleder Arsalan Kharazmi og den kinesiske læge og forsker Zhijun Song, der for nylig på Københavns Universitet forsvarede en ph.d. afhandling om ginsengs positive effekt på immunforsvaret. Et arbejde som indikerer, at ginseng kan hjælpe med at bekæmpe infektioner - og det åbner ifølge forskerne vidtstrakte perspektiver for anvendelse af ginsing som præventivt middel for en række infektionslidelser som bl.a. cystisk fibrose.

/ritzau/