Kilden som tilsyneladende fodrede Se og Hør med fortrolige kreditkort-oplysninger var ansat i IBM

Den person, der - ifølge anklagerne i ny bog - i årevis udleverede dybt fortrolige og private oplysninger om kendte og kongeliges kreditkort-brug til Se og Hør, var, mens misbruget fandt sted, ifølge BTs oplysninger, ansat i computergiganten IBMs danske afdeling.

IBM overtog i 2007 det fulde ansvar for driften af mainframes - en mainframe er computere med højkapacitet, der især bruges af større virksomheder og offentlige institutioner til kritiske systemer samt servere og netværk fra PBS, Pengeinstitutternes Betalingsservice, det nuværende Nets.

I den forbindelse blev 71 it-specialister flyttet fra PBS til IBM - og Se og Hørs kilde var angiveligt én af disse systemspecialister.

Nets oplyste i går, at firmaet undersøger, hvor mange medarbejdere der kan have haft nærmest uhindret adgang til at slå data op på kendte og kongelige, uden at det er blevet afsløret, men det står nu klart, at den undersøgelse skal udstrækkes til at omfatte IBM.

Ifølge BTs oplysninger fremsendte den pågældende it-specialist - på Se og Hør kaldet ‘tys-tys-kilden’ - ofte flere gange om dagen sms-beskeder til én eller to udvalgte journalister på Se og Hør, hvor kendtes og kongeliges kort-betalinger var listet med dato, tidspunkt, sted og beløb.

Ofte fremgik to-fire transaktioner af samme sms, og journalisterne på Se og Hør havde den oplevelse, at den pågældende kilde ‘automatisk’ modtog en varsling fra Nets’ systemer, når personer, der var omfattet af bladets overvågning, brugte deres kort.

Kilden var desuden med jævne mellemrum - men kun på bestemte tidspunkter, når Nets-systemerne var ‘åbne’ - i stand til at indtaste nye og hidtil ukendte navne i systemet, for eksempel i de tilfælde, hvor danskere, der hidtil ikke havde interesseret ugebladet, blev kendte. Fremover, når personerne så var registreret, kunne også disse personer overvåges.

Det var også oplevelsen på Se og Hør, at den pågældende it-specialist hjemmefra kunne tilgå Nets-systemerne.

På Se og Hør var det blandt en stor gruppe af medarbejdere kendt, at de med jævne mellemrum kunne ‘byde ind’ med nye navne, der så blev omfattet af kreditkort-overvågningen.

BT kender identiteten på den pågældende it-specialist, der ikke ønsker at udtale sig.

IBM vendte mandag ikke tilbage på BTs henvendelse.