Mogens Arlund blev mandag dømt for medlidenhedsdrabet på sin hustru. En kriminel kærlighedshandling, som han ikke fortryder. Vibeke Arlunds eneste ønske var at dø, og han hjalp hende med at få det opfyldt
Mogens Arlund husker ordene, som hans 71-årige hustru gentog til ham flere gange: »Jeg bliver aldrig et menneske igen.«
Vibeke Arlund, hans elskede gennem mere end 50 år, ville ikke leve mere, og den 8. april 2016 traf de i fællesskab beslutningen om at gøre en ende på hendes lidelser. Døden var udvejen, og Mogens Arlund hjalp hende med at få opfyldt sit sidste, altoverskyggende ønske.
Om aftenen, lørdag den 9. april, tog Mogens ind til Vibeke. Hun havde arrangeret, at han kunne overnatte i en drømmeseng ved siden af hospitalssengen. Ved 22-tiden blev hun gjort klar til natten af en sygeplejerske.
»Så snart hun var gået, vidste vi, at vi havde omkring fire timer (...)«
Mandag blev Mogens Arlund ved retten i Helsingør dømt til 50 dages betinget fængsel efter straffelovens § 239 om drab efter begæring.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele Mogens Arlunds beretning om, hvordan han sammen med konen Vibeke i al hemmelighed planlagde hendes død. Her gengiver han hele episoden og reflekterer over den hårde tid. Sådan gik det til og derfor tog Mogens den rigtige beslutning ...
Mogens Arlund blev mandag dømt for medlidenhedsdrabet på sin hustru. En kriminel kærlighedshandling, som han ikke fortryder. Vibeke Arlunds eneste ønske var at dø, og han hjalp hende med at få det opfyldt
Han står i den gang, hvor ulykken skete. Den 78-årige mand peger over på en mørk lille kommode under et spejl. »Det var den, hun bankede panden ind i, da hun faldt.«
Mogens Arlund tænker i et øjeblik, hvorefter han udbryder: »Et splitsekund – og så er livet ændret.«
Han går videre ud til parcelhusets overdækkede terrasse, hvor han sætter sig i en havestol. På bordet står en buket blomster i en vase.
»Blomsterne er fra min søn, som bor i New Zealand. Han har sendt dem til mig, efter jeg fik min dom.«
Den pensionerede direktør fra Hørsholm tager det lille vedlagte kort og åbner det. Her har sønnen skrevet en kort besked:
’Du gjorde det rigtige – tak’.
At beslutningen var den rigtige, er han heller ikke selv i tvivl om. Ikke et sekund.
Mogens Arlund husker ordene, som hans 71-årige hustru gentog til ham flere gange: »Jeg bliver aldrig et menneske igen.«
Vibeke Arlund, hans elskede gennem mere end 50 år, ville ikke leve mere, og den 8. april 2016 traf de i fællesskab beslutningen om at gøre en ende på hendes lidelser. Døden var udvejen, og Mogens Arlund hjalp hende med at få opfyldt sit sidste, altoverskyggende ønske.
Mandag blev Mogens Arlund ved retten i Helsingør dømt til 50 dages betinget fængsel efter straffelovens § 239 om drab efter begæring.
Det, han selv kalder »barmhjertighed«, er en kriminel gerning efter dansk lov.
Et livslangt ægteskab
Selv om Karen Vibeke Arlund – eller Vibs, som Mogens indimellem kalder hende – ikke er i huset længere, er der flere minder om hende. Hendes navn står stadig på skiltet foran hoveddøren. På væggen hænger en collage med billeder fra parrets mange rejser sammen.
Et af dem viser det nyforelskede par, der står og holder om hinanden.
»Her er hun kun 21 år,« siger Mogens Arlund.
Artiklen fortsætter under billedet
Fotoet er taget på Mallorca i 1965, kort efter parrets bryllup i Holstebro, hvor Mogens Arlund er opvokset.
Vibeke Arlund er oprindeligt fra Nordsjælland, hvor hun voksede op sammen med bedstemoderen og sine tre søskende, da hendes biologiske forældre døde i en drukneulykke. En gren af familien havde et sommerhus et lille stykke uden for Maribo, og i 1964 var den dengang 25-årige Mogens Arlund blevet ansat som souschef på byens socialkontor.
En aften var der stort bal i Rewentlow-parken tæt ved.
»Jeg var derude sammen med en kammerat. Hun kom ind – de var fire mænd og fire kvinder – og så tænkte jeg: »Nå, der er nok ikke noget at komme efter«. Men så lagde jeg hurtigt mærke til, at mændene gik ud og dansede med andre. Så kunne vi andre vel også byde deres damer op. Og så dansede vi ellers det meste af aftenen. Da hendes venner så ville hjem, sagde jeg: »Det skal du ikke tage dig af, jeg skal nok køre dig«. Og så lykkedes det mig at få hende til at blive.«
Det var nu ikke kun den aften, at hun blev hos ham. Det gjorde hun de næste 52 år.
Vibeke Arlund ville gerne tilbage til Nordsjælland og sammen flyttede de til Hørsholm, hvor Mogens Arlund først fik job i kommunen og senere som direktør for kraftværket Nordforbrændingen – der i dag hedder I/S Nordfors.
Hun arbejdede i forskellige stillinger som blandt andet bogholder og sekretær, men det meste af tiden var Vibeke Arlund hjemmegående. I 1969 fik de deres første søn, Flemming, og i 1972 kom hans lillebror, Henrik, til verden.
Sagde sin mening
Når Mogens Arlund i dag skal beskrive Vibeke som person bruger han ordene »fast og bestemt«.
»Hun var en kvinde, som sagde sin mening lige ud og af den grund stødte hun ofte folk på manchetterne. Man fik at vide, hvis man gjorde noget, som hun ikke syntes om. Men samtidig blev hun også regnet for at være en rigtig god kammerat, som man kunne stole på.«
Han lægger heller ikke skjul på, at det var Vibeke Arlund, der styrede slagets gang i hjemmet og stod for næsten al planlægning.
»Man kunne næsten ikke gå i byen, uden at det stod i hendes kalender. Men hun var også meget servicerende. Jeg må nok indrømme, at det var hende, der tog det store slæb i hjemmet. Ind til for nylig har jeg f.eks. aldrig prøvet en vaskemaskine. Jeg vidste ikke, hvordan sådan en maskine fungerede. Heldigvis kan jeg få hjælp af mine sønner til den slags i dag,« siger Mogens Arlund med et grin.
Det var også Vibeke, der fik lov til at bestemme, hvor parrets mange rejser gik til. Hun var ikke vild med varme, så ofte faldt valget på nordlige destinationer som f.eks. Island, Grønland, Færøerne, Norge og Rusland. De var også et par gange i New Zealand og besøge deres yngste søn.
I det hele taget var Vibeke Arlund en frilufts-fanatiker, siger Mogens Arlund.
Hun var medlem af et cykelhold, der kørte omkring 40 kilometer hver mandag. Hun gik til gymnastik hver onsdag, og derudover var hun medlem af et gå-hold, der spadserede 8-10 kilometer hver torsdag.
»Hun var meget aktiv. Hun købte alt ind på cykel, og da jeg gav hende en bil i 70-års fødselsdagsgave, ville hun have den byttet til en el-cykel. Det siger lidt om hendes mentalitet.«
Dagen, der ændrede alt
Som en dame, der holdt kroppen i gang og nægtede at lade alderen tynge, var det en voldsom omvæltning, der ramte hende efter ulykken i hjemmet onsdag den 3. februar i år.
Når Mogens Arlund sad foran computeren, kom hustruen ofte ind med et udskåret æble til ham, og det gjorde hun også den dag. På vej tilbage til køkkenet gled hun og faldt forover, så hovedet ramte kanten af en kommode. Mogens hørte et bump inde fra kontoret og skyndte sig ud i gangen.
Her fandt han Vibeke liggende på gulvet. Hun havde en stor flænge i panden, som blødte kraftigt, og hendes briller var slået itu.
»Ring efter hjælp. Jeg kan ikke mærke hverken arme eller ben,« lød ordene fra hende.
Da ambulancen kom, blev det konstateret, at Vibeke Arlund skulle fragtes direkte til Rigshospitalet i København. Her fik ægteparret den chokerende melding: Vibeke havde brækket fire halshvirvler i faldet, og hun skulle på operationsbordet med det samme.
»Jeg blev bedt om at tage hjem den første dag, men da jeg kom torsdag eftermiddag, lå hun på intensiv. Hun kunne lige til nød bevæge store-tæerne. Ellers var hun fuldstændig lam,« siger Mogens Arlund.
De snakkede lidt om, hvad der var sket. Hvordan var hun dog faldet? Det vidste hun heller ikke selv.
Mogens Arlund husker, at en læge undersøgte Vibeke ved at stikke hende med en stor sikkerhedsnål, skiftevis med den spidse og den stumpe ende. Hun kunne ikke mærke forskel.
’Slå mig ihjel i stedet’
I den kommende tid skulle Vibeke Arlund have hjælp til stort set alt.
»Det var helt forfærdeligt ydmygende for hende. Hvis du bare tænker på, at hun skulle have tømt sin blære hver fjerde time og have sprøjtet afføringsmiddel op bagi. Jeg måtte børste hendes tænder og klø hende bag øret, fordi hun ikke selv kunne. Det var ikke sjovt.«
Allerede få dage efter ulykken begyndte Vibeke Arlund at tale om, at hun gerne ville gøre en ende på det hele. Et ønske, som Mogens Arlund i begyndelsen afviste fuldstændig.
Han husker blandt andet en episode, der foregik på Rigshospitalet. En læge fremlagde resultaterne af en scanning, som viste, at Vibeke Arlund havde en blodansamling inde i rygmarven lige ud for den femte halshvirvel.
»Vil du ikke bare slå mig ihjel i stedet?,« sagde Vibeke til lægen, da han foreslog en yderligere operation.
»Lægen blev vred og skældte hende ud. Men det var ikke første gang, at hun havde sagt det,« siger Mogens Arlund.
I de efterfølgende uger gennemgik Vibeke Arlund et genoptræningsforløb. Blandt andet ved hjælp af elektriske impulser kom der lidt gang i musklerne. I en periode var hun i stand til at løfte den ene arm op over hovedet og tage et stykke rugbrød med en gaffel. Hun kunne også skubbe sig selv lidt frem i kørestolen.
Men det var et kortvarigt håb. I begyndelsen af april fik hun et tilbagefald og kunne ikke længere åbne hånden.
Et afgørende møde
Den erkendelse, som Vibeke Arlund havde båret på et stykke tid, nåede Mogens også frem til efter en konsultation på Rigshospitalets Neurocenter i Hornbæk den 8 april.
Et ekspert-team bestående af læger og sygeplejersker skulle tage stilling til Vibekes fremtid.
»De roste hende alle sammen for at være så dygtig til at træne. Men da det blev Vibekes tur til at tale, sagde hun: ’Hvad hjælper det, når det går i den forkerte retning?’. Og så blev der stille i lokalet. Overlægen måtte indrømme, at det var gået ned ad bakke.«
Efter mødet gik parret ind på Vibekes hospitalsstue og Mogens Arlund lukkede døren.
»Jeg havde jo hele tiden holdt på, at så længe der var chance for, at hun måske kunne komme til at gå og bruge den højre arm, så var der muligheder. Men nu kunne jeg godt se, hvad hun mente, når hun sagde, at hun aldrig ville blive et menneske igen. Og så traf jeg beslutningen.«
Det sidste åndedrag
Derefter var ægteparret helt fokuseret på, hvordan handlingen skulle udføres. Vibeke Arlund fortalte, at hun havde en bøtte med sovepiller stående derhjemme. Sammen med de piller, hun fik på afdelingen, måtte der være nok til en dødelig dosis, blev de enige om. De planlagde forløbet ned til mindste detalje. Hvilke salmer, der skulle synges i kirken, og hvilken præst der skulle stå for bisættelsen.
Lørdag eftermiddag var parrets ene søn på besøg hos moderen. Men de havde forinden besluttet sig for, at børnene ikke skulle have noget at vide på forhånd.
»Så vi måtte gøre gode miner til slet spil,« siger Mogens Arlund.
Om aftenen, lørdag den 9. april, tog Mogens ind til Vibeke. Hun havde arrangeret, at han kunne overnatte i en drømmeseng ved siden af hospitalssengen. Ved 22-tiden blev hun gjort klar til natten af en sygeplejerske.
»Så snart hun var gået, vidste vi, at vi havde omkring fire timer. Vibeke havde sørget for, at der var en spiseske og en tudekop. Jeg fandt pillerne frem, og hun fik 4-5 stykker ad gangen. Det blev vi ved med, ind til der ikke var flere tilbage. Jeg gætter på, at hun fik et sted mellem 20 og 24 sovepiller.«
Derefter lå parret og kiggede hinanden i øjnene i et stykke tid.
»Kan du nu sove godt.« Det var de sidste ord, Mogens sagde til sin kone, inden hun faldt stille i søvn.
Flere gange i løbet af de efterfølgende timer tjekkede Mogens, om Vibeke trak vejret. På et tidspunkt fornemmede han, at der ikke var åndedrag længere. Han fandt en tynd plasticpose, som han lagde over hendes mund for at se, om den blafrede. Det gjorde den ikke.
Varetægtsfængslet
Omkring kl. 01.45 kom en sygeplejerske ind på stuen. Da hun opdagede, at noget var galt, gik hun straks i gang med hjertemassage og kunstigt åndedræt.
»Du kan godt spare dig, for jeg har givet hende sovepiller,« sagde Mogens Arlund.
Politiet blev hurtigt tilkaldt, og de tog ham med på stationen i Helsingør.
»Da jeg kom derop, tog de alt mit tøj. Jeg kom ind til en retsmediciner, og der blev taget blodprøve, urinprøve, negleskrab og spytprøve. Jeg spurgte: ’Hvorfor gør I alt det her, jeg har jo indrømmet, at det er mig?’. Men det skulle gøres efter bogen. Så gav de mig en tynd papirs-overall, men jeg kunne ikke holde varmen, så til sidst fandt de en politi-overall. Så blev jeg smidt i detentionen. Senere kom jeg ind i en celle på en gang sammen med narkosmuglere og andre kriminelle.«
Varetægtsfængslingen varede knap tre dage. Undervejs fik Mogens Arlund lov til at ringe til sine sønner, som fik besked om moderens død.
»De har hele tiden reageret med forståelse over for min beslutning.«
Aktiv dødshjælp på dagsordenen
I mandags – cirka fem måneder efter Vibeke Arlunds død – faldt der dom i sagen. Mogens Arlund fik fem måneders betinget fængsel for medlidenhedsdrabet på sin kone.
Dommen har sat emnet aktiv dødshjælp på dagsordenen i Danmark. Landsforeningen En Værdig Død har kaldt sagen et ’wake up-call’.
Selv mener Mogens Arlund, at der i Danmark bør indføres en instans, som kan træffe den svære beslutning om, hvorvidt patienter som en sidste udvej skal have lov til at få aktiv dødshjælp.
»Jeg vidste på forhånd, at jeg formentlig ville få en betinget dom. Men jeg synes, at det er forkert. Det er tåbeligt, at man tvinger mig ud i at træffe en afgørelse og bagefter straffer mig for det, fordi samfundet ikke vil tage sig af det. Retssagen burde ikke have handlet om mig. Den burde have handlet om, at Vibeke havde fremsat et ønske om aktiv dødshjælp – og så burde der sidde en dommer for enden af bordet og nogle andre, der kunne tale for og imod. Der er større chance for, at de træffer den rigtige beslutning, end at jeg gør det. Det handler jo ikke om, at folk skal halshugges. Man kan jo bare give dem en pille.«
Et godt liv
Mogens tager en tår kaffe og kigger ind i den stue, der indimellem føles tom, fordi Vibeke ikke er der længere. Hun kom aldrig hjem igen efter ulykken.
Det værste er at spise alene, forklarer han.
»Det er lidt trist, når man er vant til at have selskab. Så nu har jeg stillet computeren ind på bordet, så jeg kan se tv.«
Selv om det er hårdt, lytter Mogens indimellem til de beskeder, som hans elskede Vibeke indtalte på mobiltelefonen kort før sin død.
»Det er det eneste, jeg har med hendes stemme. Hun siger, at hun har haft et godt liv, at hun har oplevet det, hun skal opleve, og at hun ikke har noget til gode.«
