Beboere på Islands Brygge er trætte af larm, skrald og ballade. Visitationszone og ingen musik efter klokken 23 er blandt forslagene fra to bryggeboere.

Lunere luft og længere lyst får folk til at strømme til Havneparken på Islands Brygge. Særligt i solskinsvejr er stedet blevet et yndet udflugtsmål for københavnerne, og det kan både mærkes blandt beboerne og ses på plænerne morgenen efter en aften med godt vejr.

Larm fra bærbare musikanlæg og skrald på græsarealerne er blandt generne, ligesom området har været præget af uro. For knap to uger siden kom politiet ifølge Ekstra Bladet i clinch med 200 personer, hvoraf nogle ifølge TV2 kastede flasker mod betjentene, og nu vil Københavns Kommune sætte en stopper for optøjerne i samarbejde med Københavns Politi og SSP København.

»Som taget ud af en satire«

Jesper Schou Hansen bor på Islands Brygge. Personligt føler han sig ikke utryg, når han færdes i området, men han har selv været vidne til et slagsmål sidste sommer, hvor op mod 30 personer var involveret i et masseslagsmål.

»Jeg kunne stå på min altan og kigge ned på, hvordan det her slagsmål udviklede sig, og lægge ører til et ordvalg, der var som taget ud af en satire,« fortæller Jesper Schou Hansen.

Han har boet på Bryggen de seneste 12 år og har observeret, hvordan stedet er blevet mere og mere populært, og hvordan udefrakomne grupperinger af og til ryger i konflikt med hinanden.

»I starten var det bare et sted, hvor folk kom for at slappe af og tage lidt sol. Nu kommer der store grupper af personer hertil i biler og fortæller de andre grupper på stedet, at det er deres græsplæne. Det kan de så komme op at toppes over til stor gene for alle andre, som bare gerne vil have lov til at slikke lidt sol eller gå en tur med hunden,« siger Jesper Schou Hansen, som anbefaler visitationszoner i området.

»Vi kan ikke risikere, at uskyldige forbipasserende havner i midten af det hele og bliver ofre for et bandeopgør,« siger han.

Larm og skrald er det værste

En anden bryggebo, Mette Frobenius, er optaget af, at der bliver dæmmet op for den høje musik sent om natten og det skrald, gæsterne efterlader.

»Der er jo nogle, der ombygger deres Christiania-cykler til rullende diskoteker og spiller høj musik til klokken fire en tirsdag aften, og jeg kender flere, der har måttet rykke soveværelset ind bagest i lejligheden for at slippe for larmen,« siger Mette Frobenius.

»Man kunne godt lave et forbud mod larm dernede på hverdage efter klokken 23,« tilføjer hun.

Affaldssagen har Mette Frobenius dog sværere ved at finde en løsning på.

»Der er jo virkelig gode muligheder for at komme af med sit skrald allerede i dag, så der er ingen undskyldning. Man skal bare rydde op efter sig selv, og det er i mine øjne ikke et helt urimeligt krav, når man færdes på en offentlig plads, hvor alle skal kunne være,« siger hun.

Ikke en gangsterzone

Men utryg er Mette Frobenius ikke. Hverken for sig selv eller for sine to børn på 13 og 14 år, som tilbringer det meste af deres tid i løbet af sommeren i Havneparken og af og til går hjem langs Bryggen ved midnatstid.

»Det har jeg slet ingen skrupler over. Det er meget voldsomt, når otte politibiler må hertil for at standse nogle ballademagere, men derfor skal vi ikke udråbe stedet til den rene gangsterzone,« siger hun.

»Det er blevet en anden bydel over de seneste fem år, hvor stedet er eksploderet i aktivitetsniveau med masser af badegæster, store opvisninger og maratonløb. Det har skabt flere mennesker, mere støj og større mængder skrald, men i forhold til utryghed synes jeg ikke, det er blevet værre,« siger Mette Frobenius.