For en måned siden blev de to populære skuespillere Ditte Hansen og Louise Mieritz sendt til tælling, da DR helt ud af det blå besluttede at lukke duoens komedieserie ’Ditte & Louise’. Seertallene var for lave, lød første forklaring. Den næste, at serien ikke var bred og samlende nok.

»Vi er ganske enkelt rystede,« sagde 45-årige Louise Mieritz den gang om den uventede udmelding.

Men tro mod hvem de i såvel virkeligheden som i serien er, skal der mere til at slå dem ud.

»Nu laver vi bare en spillefilm,« siger hun ikke uden stolthed i stemmen.

»Vi rider stadigvæk på den bølge af ’lovestorm’, som vi blev mødt med, da nyheden kom frem. Vi blev meget rørte og stolte over det. Og det har givet os sindssygt meget energi,« siger hun videre om de mange reaktioner fra såvel pressse som fans af serien.

’Ditte & Louise’ er da også nomineret til en Robert for serien, der helt uden hæmninger udstiller de problemer, som kvinderne i 40erne overlever.

Og det er mener skuespillerparret altså, at der stadig er masser af behov for.

Men i stedet for at kaste sig ud i en sæson tre, laver de en spillefilm.

»Vi spurgte os selv ’hvad er det sværeste?’ og ’hvad er det sjoveste?’. Og så gør vi det,« tilføjer 46-årige DItte Hansen.

Hvad handlingen bliver i Ditte & Louise filmen, er dog indtil videre en hemmelighed.

»Vi skriver og skriver, så det bløder ud af ørerne, men holder det tæt ind til kroppen lidt endnu. Det eneste, vi lover, er, at det bliver sjovt, skideskægt. Og at vi smider tøjet.«