Finn Nørbygaard har mistet mange millioner kroner på konkursen i IT Factory og måtte sælge Mercedes og sommerhus. Nu kan entertaineren fra Århus glæde sig over, at det er lykkes at redde stumperne i JMI Invest, hvor han ejer 17 procent af aktierne.
JMI Invest har siden konkursen i IT Factory levet på nåde af bankerne, som selskabet skylder 450 millioner kroner. Nu bliver selskabet rekonstrueret med en ny bestyrelse i spidsen. Og det er Finn Nørbygaard lettet over.
- Jeg er meget glad for, at det er lykkedes at rekonstruere det hele. Især glad på alle 350 medarbejdernes vegne, som nu kan ånde lettet op, siger han til Ritzau.
Han vil ikke kommentere på, at vennen Asger Jensby ikke længere skal sidde i bestyrelsen eller være med i ledelsen af selskabet.
- Jeg vil ikke kommentere på Jensby andet end, at bestyrelsen er sat op på en måde, så både kreditorerne og os i JMI Invest er tilfredse med det, siger Finn Nørbygaard.
/ritzau/





















