Vesten har siddet og set på, mens Aleppos indbyggere er blevet slagtet. Assad, Rusland og Iran har dygtigt udnyttet et handlingslammet Vesten. Tragedien er total.

Blodet flyder i Aleppo. Blod og lig flyder i Aleppos gader i bogstaveligste forstand. Historien vil dømme de ansvarlige hårdt. Her tænker jeg primært på de demokratiske, civiliserede, vestlige magter. Dem, der havde magten til at sætte en stopper for blodbadet, men som valgte at lade være. Man valgte i stedet i årevis at se passivt til fra sidelinjen, alt imens diktatoren Assad slagtede sin egen befolkning, senest i en uskøn alliance med Rusland, Iran og Hizbollah.

Vi har tilsyneladende intet lært af Srebrenica-massakren i 1995. Nu sker det igen. Men denne gang sidder vi og ser til, mens det sker, og mens vi kan se, høre og læse desperate nødråb strømme ud fra Aleppo fra de prisgivede civile i dét, der bliver beskrevet som helvede på jord. Civile i titusindvis er drevet på flugt, lemlæstet eller slået ihjel. Våbenføre mænd er blevet likvideret på stribe af Assads bøller, kvinder og børn er blevet lemlæstet, dræbt eller brugt som menneskelige skjolde af Islamisk Stat og andre. Skoler og hospitaler er lagt i ruiner. Brutaliteten og hensynsløsheden på begge sider af den årelange konflikt kender ingen grænser.

På det møde i FNs Sikkerhedsråd, som Frankrig hasteindkaldte til tirsdag aften, blev Rusland kritiseret på det kraftigste af især Frankrig, Storbritannien og USA. Rusland fralagde sig fuldstændig ansvaret og havde endda den uanstændige frækhed at antyde, at indlæggene fra de pågældende lande var løgnagtige kampagner. Facit for også dette møde i sikkerhedsrådet var nul og niks.

De vestlige lande kan fordømme og kritisere alt det, de vil, men der kommer ikke en døjt ud af det. Putin og Assad forstår kun stålsat handling. Det er Vesten ikke villig til, og det ved Putin, der har udstillet FNs Sikkerhedsråd som komplet impotent. Hvis nogen kunne have sat en stopper for rædslerne, så er det USA. Og hvis der er nogen, der har siddet på hænderne, så er det USA.

En resigneret præsident Obama er på vej ud af Det Hvide Hus, og Assad skal ikke vente amerikansk besøg i nærmeste fremtid. Der er heller ikke udsigt til, at EU-landene eller Nato rører på sig. Alt i alt er der ingen grund til bekymring set fra diktatorens komfortable stol.

Uden USA til at gå foran kan vanviddet fortsætte i Syrien uden udsigt til en holdbar, varig fredsløsning. For tro ikke, at brutaliteten stopper, fordi Aleppo nu er tilbage på Assads hænder. Assad har ikke holdt sig tilbage fra at bryde den ene regel efter den anden for krigsførelse, som andre med bare en snert af anstændighed ville holde sig til.

Nogle af os har i årevis råbt fra hustage og i medier på aktiv og konsekvent indgriben i en konflikt, der bare er eskaleret og nu er helt ude af kontrol. En halv million mennesker er døde og 15 mio. på flugt. Når folk herhjemme spørger, hvorfor vi skal blande os, så bliver jeg meget frustreret. Det hører med til at være demokrat, at man kerer sig om sine medmennesker. Vi har en moralsk forpligtelse. Nogle gange er krig bydende nødvendig, hvis vi vil have fred.

Flygtningepresset på EU letter ikke foreløbig, hvis vi ikke er i stand til at stoppe vanviddet i Syrien. Og så længe Syrien står i brand, så længe vil terrortruslen mod Vesten også brænde på fuldt blus. Vi skal ikke kun blande os af altruistiske grunde, men også af egoistiske.