For 11 år siden blev det hotel, hvor Mogens Blom boede, sprængt i luften af selvmordsbombere. Men i stedet for at rejse hjem besluttede han at blive og arbejde for et bedre forhold mellem Mellemøsten og Vesten.
Egentlig havde Mogens Blom overvejet at spise i hotellets restaurant ti etager under hans værelse. Men han var træt og besluttede sig for i stedet at bestille roomservice og se tv.
Mens han ventede på maden, lød et brag, der rystede hotellet.
»Først troede jeg, at det var en gryde, der var eksploderet i køkkenet – eller sådan noget. Men nede på parkeringspladsen kunne jeg se folk løbe rundt. Jeg tog min pung og mit pas og løb de ti etager ned,« fortæller den 60-årige Mogens Blom.
I stueetagen hørtes skrig og råb. I det svage lys fra gaden kunne han se, at hele glasfacaden mellem restauranten og poolområdet var sprængt væk. I det øjeblik gik det op for ham, at det hverken var en gaseksplosion eller et hændeligt uheld, der havde ramt SAS-hotellet i Amman en novemberaften i 2005. Det var terror.
De tomme øjne hos hotellets tjenere, der havde set deres kolleger dø, talte deres eget tydelige sprog om det uforståelige.
»Jeg gemte mig nogle minutter, for jeg anede jo ikke, om der ville komme terrorister med maskinpistoler og meje resten af os ned,« husker den tidligere udviklingskonsulent, der i dag er romanforfatter.
LOG IND PÅ BT PLUS og hele Mogens Bloms fortælling. Angrebet skete to måneder efter, at Muhammedtegningerne var blevet trykt. I tiden efter tænkte Mogens Blom meget over den kløft af mistillid, han kunne se, at der var mellem Vesten og Mellemøsten. Han blev en slags Kirsten Giftekniv mellem de to verdener.
Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.
For 11 år siden blev det hotel, hvor Mogens Blom boede, sprængt i luften af selvmordsbombere. Men i stedet for at rejse hjem besluttede han at blive og arbejde for et bedre forhold mellem Mellemøsten og Vesten.
Egentlig havde Mogens Blom overvejet at spise i hotellets restaurant ti etager under hans værelse. Men han var træt og besluttede sig for i stedet at bestille roomservice og se tv.
Mens han ventede på maden, lød et brag, der rystede hotellet.
»Først troede jeg, at det var en gryde, der var eksploderet i køkkenet – eller sådan noget. Men nede på parkeringspladsen kunne jeg se folk løbe rundt. Jeg tog min pung og mit pas og løb de ti etager ned,« fortæller den 60-årige Mogens Blom.
I stueetagen hørtes skrig og råb. I det svage lys fra gaden kunne han se, at hele glasfacaden mellem restauranten og poolområdet var sprængt væk. I det øjeblik gik det op for ham, at det hverken var en gaseksplosion eller et hændeligt uheld, der havde ramt SAS-hotellet i Amman en novemberaften i 2005. Det var terror.
De tomme øjne hos hotellets tjenere, der havde set deres kolleger dø, talte deres eget tydelige sprog om det uforståelige.
»Jeg gemte mig nogle minutter, for jeg anede jo ikke, om der ville komme terrorister med maskinpistoler og meje resten af os ned,« husker den tidligere udviklingskonsulent, der i dag er romanforfatter.
Et liv i udvikling
I mange år har Mogens Blom været konsulent på danske ulandsprojekter rundt om i verden. Han rejste 90 dage om året – til Sydamerika, Afrika og Asien, hvor han sikrede, at de danske bistandskroner blev brugt, som de burde. I 2003 besluttede den daværende regering at oprette ’Det Arabiske Initiativ’, som skulle sikre brobygning og forståelse mellem Mellemøsten og Vesten – herunder Danmark. Mogens Blom blev spurgt, om han ville være konsulent på initiativet. Det var derfor, han var på SAS-hotellet, den dag bomben sprang.
»Senere den aften så jeg på CNN et billede af mit hotel med ’breaking news’-skiltet under. Tre hoteller i Amman var ramt af terror. 60 mennesker var blevet dræbt. Jeg ringede til min kone og sagde, at hun ikke skulle være bekymret. Det var hun nu heller ikke, for hun anede ikke, hvad der var sket,« husker Mogens Blom.
Havde hun kendt til omfanget af angrebet, ville hun nok have været bekymret. For på Mogens Bloms hotel, hvor der var bryllupsfest, da bomben sprang, døde 30 palæstinensiske bryllupsgæster den aften.
»Næste morgen oplevede jeg, hvordan de lokale gik på gaderne. Frem og tilbage i en slags tavs demonstration. Jeg troede på en eller anden måde, at man var forberedt på den slags i Mellemøsten, men det var de slet ikke, og hele landet gik i stå i flere dage.«
Et par dage senere stod en af terroristerne – hvis bombebælte ikke var udløst – frem på tv og fortalte koldt og kynisk, hvordan angrebet var planlagt.
»Det var så koldblodigt. Hvor er det sygt, at nogen tror, at det kan bringe godt med sig at udløse et selvmordsbælte til en bryllupsfest med 300 gæster. Det er ikke til at fatte,« siger han.
Angrebet skete to måneder efter, at Muhammedtegningerne var blevet trykt i Jyllands-Posten. I tiden efter tænkte Mogens Blom meget over den kløft af mistillid, han kunne se, at der var mellem Vesten og Mellemøsten.
»Vi forstår ikke, hvordan religion og nogle tegninger kan betyde så meget for folk. Men når det lykkedes at mobilisere så mange, der reagerede mod Muhammedtegningerne, var det fordi, tegningerne passede perfekt ind i den arabiske verdens fortælling om, at den er under angreb fra Vesten. At vi i Vesten ønsker at kontrollere og besætte Mellemøsten og ødelægge dens kultur og religion,« forklarer han.
»For os lyder det grotesk. Men samtidig er der jo en stor gruppe her (I Vesten, red.), der opfatter, at Vesten er under angreb fra radikal islam og en stor indvandring. Jeg kunne se, hvor meget det hastede med dialog, for mistilliden nærer både had og terror og truer vores eget samfund,« forklarer han.
»Det var en aha-oplevelse for mig, at kløften er så stor. I dagene efter angrebet besluttede jeg, at jeg ville være med til at bygge bro over den kløft.«
På trods af frygt
Et par dage senere stod Mogens Blom foran et fritidshjem i det vinterkolde Danmark. Han skulle hente sin søn, som han ikke havde set, siden bomben sprang.
»Han løb over til mig og kastede sig i mine arme, og det gik op for mig, hvor bange han havde været. Det gjorde indtryk.«
Alligevel tøvede Mogens Blom ikke, da han nogle måneder senere blev kontaktet af sin arbejdsgiver. De ville forlænge hans kontrakt i Mellemøstafdelingen, så han kunne fortsætte arbejdet med ’Det Arabiske Initiativ’.
»Jeg har rejst i mange lande – også lande i borgerkrig – og har altid været god til at lægge det bag mig. Men jeg må indrømme, at det næste par gange jeg var i Amman, kiggede jeg mig over skulderen og bestilte værelse på et andet hotel.«
Siden har Mogens Blom været i Mellemøsten mange gange.
»Jeg skulle kun have været i Amman i fire-fem måneder, men i stedet for at vende tilbage til Afrika og Asien, fortsatte jeg arbejdet i Mellemøstenafdelingen i syv år. Paradoksalt nok var dét (bomben, red.), der skulle have skræmt mig væk, med til at få mig til at blive. For der var virkelig et arbejde at gøre, og jeg tror, at konflikter skal løses gennem dialog, så jeg blev.«
Det er dialogen, han har arbejdet for. Mogens Bloms opgave bestod i at matche danske og arabiske samarbejdspartnere. Var der et problem med vold mod kvinder, satte han et dansk krisecenter sammen med et fra Libanon og lod de to erfaringsudveksle. Det samme gjorde han med landbrug i Marokko, kvindegrupper i Jordan og journalister i Egypten. Alle steder, hvor han mente, at lige grupper kunne have gavn af en øget dialog for at skabe interkulturel forståelse, sikrede han samarbejder.
»Jeg var en slags Kirsten Giftekniv mellem parterne og mødte både høj og lav i Mellemøsten.«
Det blev en øjenåbner for ham, hvor meget det betød for de parter, han satte sammen.
»Vi satte bl.a. nogle danske spejdere sammen med tunesiske spejdere. Danskerne lærte tuneserne noget om inddragelse, og tuneserne kom til Danmark på sommerlejr. Jeg oplevede også, hvordan en gruppe danske unge var med til at bygge et ungdomshus i Amman. Jordan er på mange punkter et meget konservativt samfund, hvor de unge ikke er vant til at bestemme ret meget selv, men her skulle de istandsætte et hus – male, klunse gamle møbler og sætte i stand. Flere år senere mødte jeg en jordansk forretningsmand. Da han hørte, jeg var dansk, lyste hans øjne op. Han fortalte, hvor meget det havde betydet for ham at være med til at bygge dét hus. Dér mærkede jeg, at vi havde gjort en forskel. De værdier, du møder som 22-årig, tager du med dig resten af livet.«
Håb for fremtiden
Men det er ikke kun modsætninger, han er stødt på. Mogens Blom har også oplevet, hvor stort et sammenfald af interesser der er mellem Mellemøsten og Vesten.
»Jeg var på Tahrir-pladsen i Kairo 14 dage efter, at Mubarak var faldet i 2011. Både unge og ældre fejrede friheden. Alle bød mig velkommen til ’New Egypt’. Jeg kunne se stoltheden i deres øjne over, at de havde sat en korrupt leder på porten. Byen summede af debat om, hvordan et nyt samfund med respekt for det enkelte menneskes værd skulle indrettes. De var så glade over, at deres land var ændret. Dér oplevede jeg, hvor meget frihed betyder.«
Mogens Blom fortryder på ingen måde sine ni år med intensiv rejseaktivitet i Mellemøsten. På trods af bomben, der kom lovlig tæt på, føler han, at det var det hele værd – at han var med til at gøre en lille forskel i konflikten mellem øst og vest.
»’Det Arabiske Initiativ’ var og er en succes, og arbejdet var en personlig tilfredsstillelse for mig selv. Men udfordringen er der stadig, og den er kæmpestor. Jeg tror stadig, at dialog mellem mennesker er vejen frem. Og den er mere nødvendig end nogensinde, hvis vi ikke skal sætte vores egne værdier over styr. Se bare hvor meget vi lige nu går på kompromis med vores frihedsrettigheder i forhold til f.eks. overvågning. Vi, der kan huske den kolde krig, er forfærdede. I dag ved vi også, at hver gang vi slår to terrorister ihjel, kommer der ofte tre-fire nye til. Våben kan være nødvendige for at stoppe en terrorhandling. Men en egentlig fredelig sameksistens mellem Vesten og den arabiske verden kræver dialog og gensidig forståelse.«
