To mulige Krøyer-malerier er sporløst forsvundet.

Mystikken breder sig. Der kan nemlig dukke flere ukendte Krøyer-værker op, inden Skagens Museum finder ud af, om et stort maleri med mesterens signatur er fup og svindel.

Den tidligere ejer, afdøde generalkonsul Ejner Jacobsen fra Monaco, købte nemlig samtidig en skitse til et selvportræt af Krøyer, da han i 1940rne erhvervede det store maleri for den fyrstelige sum af 450 kr.

Det var i kunstbasaren i Paris, hvor en fransk kunsthandler fik fat i Ejner Jacobsen, der allerede dengang var en kendt kunstsamler. En af hans venner, som var med i basaren, købte et andet stort maleri, der også var signeret af Krøyer.

»Maleriet er sandsynligvis ægte. Det mener udenlandske kunsteksperter, som for mange år siden undersøgte maleriet for min onkel,« siger konsul Ejner Jacobsens nevø, Steen Andersen.

Ejner Jacobsen, der døde sidste år, havde testamenteret værket til den danske kirke i Paris, som tidligere har modtaget millionbeløb fra den stenrige generalkonsul, der tjente sine første millioner på jordnødder. Han var en af donorerne, da kirken fik en eksklusiv grund på Champs-Élysées i Paris.

»Det var et rent og skært tilfælde, at han købte maleriet. Han var ofte i basaren, hvor kunstnere forsøgte at sælge deres værker.

En dag råbte en kunsthandler, at han havde fået fat i nogle værker af en dansk kunstner. Onkel og hans ven købte de tre værker. Men de to er nu sporløst forsvundet. De kan måske afsløre, om der er tale om ægte værker af Krøyer, eller om det er falsknerier,« siger Steen Andersen, der i weekenden selv tager til Skagen for at gense det store maleri.

Han ved, at onkelen for nogle år siden fik tilbudt at købe det andet maleri, da vennen var død. Det afslog han. Senere forsøgte enken at sælge det på en kunstauktion for en slik. Men det blev afvist som et falskneri. Det har generalkonsulen fortalt sin familie.

»Men vi aner ikke, om hun bare blev snydt. Det er ikke sandsynligt, at det ene af de to malerier er falsk, hvis det andet er ægte. Så de andre kan måske løse gåden, hvis vi kan finde dem,« siger Steen Andersen, der selv forsøger at spore Krøyers skitse til et selvportræt.