Som 25-årig bestemte hun over folk, der var dobbelt så gamle. Nu nærmer Margrethe Vestager sig 50, håret er blevet gråt, og der er meget, hun ville ønske, hun havde vidst som ung. Men der er endnu mere, hun er lykkelig over, at hun ikke vidste.
»Da mine venner rejste ud med rygsæk, sagde jeg ’Tak, men nej tak’ og gik i gang med at læse. Og så har det ene bare taget det andet.«
Det er sådan, Margrethe Vestager (R) taler om sin karriere. Det ene har taget det andet. I dag sidder hun på en tung økonomisk post som en af Europa-Kommissionens fem mest indflydelsesrige kommissærer og fører krig mod den amerikanske it-gigant Google. Og for første gang føler hun, at hun er ved at hale ind på sin alder. Men så alligevel ikke.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs hele interviewet med Margrethe Vestager. Hun ser blandt andet tilbage på ungdommens bekymringer og hvordan hun håndterede at blive Undervisnings- og kirkeminister som 29-årig, samtidig med at hun var gravid med nummer to.
Som 25-årig bestemte hun over folk, der var dobbelt så gamle. Nu nærmer Margrethe Vestager sig 50, håret er blevet gråt, og der er meget, hun ville ønske, hun havde vidst som ung. Men der er endnu mere, hun er lykkelig over, at hun ikke vidste.
»Da mine venner rejste ud med rygsæk, sagde jeg ’Tak, men nej tak’ og gik i gang med at læse. Og så har det ene bare taget det andet.«
Det er sådan, Margrethe Vestager (R) taler om sin karriere. Det ene har taget det andet. I dag sidder hun på en tung økonomisk post som en af Europa-Kommissionens fem mest indflydelsesrige kommissærer og fører krig mod den amerikanske it-gigant Google. Og for første gang føler hun, at hun er ved at hale ind på sin alder. Men så alligevel ikke.
»I virkeligheden har jeg altid været ung. I forhold til rigtig mange af mine kammerater var jeg en ung student, en rimelig ung cand.polit., en meget ung formand, en meget ung minister og en relativt ung mor. Jeg fik mit første barn i 1995. Nu er jeg 48 år og ved at indhente alderen. Men jeg er stadig en af de alleryngste kommissærer i Europa-Kommissionen.«
BT har netop fejret sin 100 års fødselsdag. Man siger, at alder bare er et tal, og på mange måder er det sandt. Alder er noget målbart, man kan putte ind i statistikker, og som står trykt i pas og på sundhedskort. Men hvornår bliver alder andet og mere end et tal?
Og indgyder et ansigt mere respekt, når ’30 års op- og nedture’ har sat deres præg, og håret er blevet gråt?
Jeg møder EUs konkurrencekommissær Margrethe Vestager en lun morgen i København. Hun er i Danmark på en kort visit fra Bruxelles, hvor hun arbejder og bor halvdelen af tiden. Og hun er en kvinde, der ved, hvad alder betyder. Eller ikke betyder.
»Jeg skal lige have noget i mit hår, så er jeg klar,« siger hun som noget af det første og griber sin håndtaske for at finde et spejl.
»Da jeg var 30 år, stod jeg jo pligtskyldigt og ordnede mit hår og gjorde mig forfærdelig umage hver eneste morgen. Det gider jeg simpelthen ikke at bruge tid på længere.«
Jeg smiler og fører forlegent hånden op til mit eget hår. Jeg er 30 år. Få timer forinden har jeg stået og ’gjort mig umage’. Mere end jeg plejer, for jeg skal møde en markant kvinde, der om nogen har opnået noget i sit liv.
Da Margrethe Vestager var på min alder, var hun, ligesom jeg, netop blevet mor. Men hvor jeg for nylig er kommet tilbage på arbejdet fra barsel og stadig er forpustet efter at have været væk fra arbejdsmarkedet i næsten et år, klarede Margrethe Vestager sin anden barsel i 1998 på syv uger. Da hun var gravid og i gang med en karriere, først som fuldmægtig i Finansministeriet og senere i Økonomistyrelsen, ringede Poul Nyrup Rasmussen (S) og tilbød hende et job. Hun takkede ja og fik – som 29-årig, mor til en og gravid med nummer to – titel af Undervisnings- og kirkeminister.
I mine ører lyder det mildest talt uoverkommeligt. I frisk erindring har jeg stadig følelsen af komplet usikkerhed over at få et spædbarn i armene og samtidig få overdraget det fulde ansvar uden nogen tilhørende manual. At skulle jonglere med to ministerposter samtidig lyder helt absurd.
Men Margrethe Vestager gjorde det. Udadtil endda med ophøjet ro. Selv siger hun dog, at det nærmere var med »ungdommelig ukuelighed«. Magtpositioner var hende da heller ikke helt uvant. Fire år tidligere var hun som 25-årig tiltrådt som radikal landsformand – som den yngste nogensinde.
»En del af grunden til, at det kunne lade sig gøre dengang, var simpelthen, at jeg ikke vidste bedre,« forklarer hun og lægger hænderne åbne ned på bordet.
Håret er lynhurtigt blevet sat, og hun er tilbage på sin stol.
»Det var helt åbenlyst, at jeg var ung, da jeg stod der som 25-årig. Og der blev også talt meget om det. Men jeg tænkte ikke over, at jeg var alt for ung til at gøre det, jeg gjorde. Det lyder åndssvagt, men derfor lagde jeg ikke mærke til, at folk var dobbelt så gamle eller tre gange så gamle, som jeg var. Hvis alder ikke spiller nogen rolle, fordi man ikke ser den, så spiller den ikke nogen rolle.«
Det store, mørke hår, der dengang omkransede hendes ansigt, er i dag skiftet ud med en kort, sølvfarvet frisure. Jeg funderer over, om det gør, at folk ser anderledes på hende. Om man i politik tror mere på en kvinde, når livet har farvet hendes hår i grå nuancer, end man vil tro på en kvinde med lange lokker og et glat ansigt?
»Jeg tror bestemt, der er forskel. Men der er ikke plads til særlig mange kønsbetingede komplimenter i den verden, jeg færdes i. Min troværdighed bunder i en faglig professionel ting, som kommer med den tyngde, 25 års arbejdserfaring giver,« siger hun kort.
En frisure skal være praktisk
For hende handler det at blive gråhåret i øvrigt heller ikke om, hvilket signal hun sender til omverdenen. Det handler i al sin enkelhed om, at det er det mest praktiske.
»Når jeg ser kvinder på min egen alder med en stribe nede i skilningen, fordi det er noget tid siden, de har været hos frisøren, tænker jeg: ’Det kan jeg simpelthen ikke rumme.’ Jeg kan ikke også skulle administrere hårfarvning oveni alle de andre ting, jeg gør, så det må være sådan her. Derfor har jeg en frisure, der er kvadratisk, praktisk, god,« siger hun.
Hun smiler. Rundt om hendes diskret malede læber ses bittesmå smilerynker. Jeg undrer mig over, hvor hun i så ung en alder fandt det mod, det kræver at stille sig side om side med erfarne mænd i mørke ministerjakkesæt. På det tidspunkt var hun end ikke medlem af Folketinget og havde ikke en brøkdel af den livserfaring, mange af hendes kolleger kom med.
»Når virkeligheden begynder, kan man jo ikke trække et alderskort. Man kan ikke sige: ’Jeg har ret, for jeg er ældst’. Men det er rigtigt, at man kan komme til kort, fordi man ikke har oplevet nok. Og i de situationer har jeg bare ladet andre og mere erfarne give råd og hjælpe mig,« siger hun.
»Men heldigvis kommer ministerhvervet med meget i sig selv. Så er man ministeren. Så kan folk ikke se, om det er en mand eller en kvinde eller en på 29 eller 69, for det er ministeren. Der følger kompetence og magt med, og ens underskrift gør, at ting sker. Der er en effekt. Jeg synes så, at det var en del af opgaven som en minister på 29 år at vokse med det. At få erfaringen, at lære.«
På mange måder var det ministerperioden, der gjorde, at Margrethe Vestager voksede sig fra ung til voksen. En meget intens dannelsesperiode, siger hun selv om de tre et halvt år, ministerembedet varede.
I dag er hun en af de drevne i politik. Hun er gang på gang blevet kåret til en af de mest magtfulde politikere herhjemme. Sidste år blev hun nummer to på listen over de mest magtfulde europæere. Senest har det indflydelsesrige amerikanske magasin Wired kåret hende som den person i Europa, der har størst betydning for den globale tech-sektor. Og så sent som i tirsdags beordrede hun elektronikvirksomheden Apple til at tilbagebetale næsten 100 milliarder kroner til den irske stat.
Hvad ville hun mon sige, hvis hun kunne spole filmen tilbage og hviske den nyudklækkede minister og mor et godt råd i øret?
»Så ville jeg uden tvivl sige: ’Margrethe. Det går alt sammen. Uanset hvordan du vender og drejer det, og uanset hvilke bekymringer du må have i tyverne, så nyd det. Det bliver aldrig bedre!’«
Siden hendes anden datter kom til verden under en syv uger lang pause i en ministers travle kalender, er en datter yderligere kommet til, og de er i dag 13, 17 og 20 år gamle. Snart er det dem, der skal stå på egne ben.
»Nogle gange kigger jeg på mine døtre og tænker: ’Åh, kunne jeg bare give dem noget livserfaring intravenøst.’ Essensen af 30 års op- og nedture. Bare give dem det, så de havde det at gå med. Men det kan man jo ikke. Man er nødt til at leve sit liv selv og lære tingene undervejs,« siger hun.
Ungdommens bekymringer
I øjeblikket er der mange, der fylder 50 år i Margrethe Vestagers vennekreds. En milepæl, der giver anledning til at stoppe op og kigge tilbage på årene, der er gået. Og til at bladre i fotoalbum.
Da de var unge, plejede hun og vennerne at låne Margrethe Vestagers forældres bil og køre til Italien. Uden gps eller mobiltelefoner, men bare med »et godt, gammeldags kort« under armen.
For nylig samledes hele venneflokken, de tæller nu 27 personer inklusive børn, i Italien igen. Da de sad og mindedes gamle dage på de gulnede billeder, var der noget, der slog EU-kommissæren.
»Da jeg så billederne, tænkte jeg: ’Hvad i alverden var der galt med dig? Hvorfor kunne du ikke se, hvor lækre og fantastiske I var?’ Det er derfor, det er så ærgerligt, at man ikke kan give erfaring intravenøst. Man er så usikker, fra man er 15, til man er 30 år. Man bekymrer sig om tykke lår og krøllet hår. Der er så mange ting, der er galt. Men der er jo ingenting galt,« siger hun.
Margrethe Vestager er i dag iført en dybgrøn, enkel kjole og matchende stiletter i ruskind. I tasken har hun et par praktiske flade sko. Hun har for længst sluttet fred med »lår og hår«. Når man er midaldrende, er det ikke længere det ydre, men det indre, der begynder at bekymre, lader hun forstå.
Det er krævende at have et topjob som det, Margrethe Vestager bestrider. Det kræver en god grundform, fortæller hun, så hun sørger for at løbe tre gange om ugen. Ryggen driller lidt. Her kan hun mærke, at hun er ved at blive indhentet af sin alder.
»Vi plejer at sige i vennekredsen, at når man nærmer sig 50, og det ikke gør ondt mindst to steder, når man vågner om morgenen, er man nok ikke i live. Hvis det gør ondt tre steder, skal man gå til lægen. Selv om jeg er i god form, er der ting, der ændrer sig. Min krop er jo ikke den samme, som da jeg var 27 og ikke havde født tre børn. Selvfølgelig er der ting, der ændrer sig. Men det synes jeg er godt.«
Margrethe Vestager kalder sig selv midaldrende, fordi hun »i bogstaveligste forstand kan leve lige så længe endnu«. Når hun kigger tilbage, har hun gjort det, hun drømte om, da hun var en lille pige: At sætte sit aftryk, at opnå indflydelse på menneskers muligheder for at leve deres eget liv.
Men her på vej mod livets anden halvleg har noget ændret sig.
»Med alderen er det blevet nemmere for mig at give slip på magten og give plads til, at andre kan komme til. Det er ikke længere vigtigt for mig at være magtfuld eller blive nævnt højt oppe på de der lister over magtfulde mennesker. For jeg har erfaring med, at magt er noget, der kommer og går. Det vigtigste er, hvor man selv står på sine fødder, og ikke hvor man bliver set af andre,« siger hun.
Det er endnu en ting, hun gerne ville have hvisket sig selv i øret dengang. At det ikke altid er så vigtigt at blive set.
»Da jeg blev minister som 29-årig, tænkte jeg meget over at få anerkendelse. I begyndelsen af mit arbejdsliv var jeg helt ukendt, der var ingen, der vidste, hvad jeg kunne, eller om jeg nødvendigvis kunne noget overhovedet. Der var det meget vigtigt for mig at få anerkendelse og opnå resultater,« siger hun.
Margrethe Vestager drejer sin vielsesring rundt på sin højre ringfinger. Hun har været gift med sin mand Thomas Jensen i 22 år. Jeg kigger ned på min egen ringfinger. Jeg er nygift og spekulerer på, hvordan mit eget liv vil se ud, når jeg kan fejre sølvbryllup. Til den tid vil jeg være 54 og muligvis gråhåret. Vil jeg spøge med, at alder heldigvis bare er et tal? Og hvilket råd ville jeg give mit 30-årige jeg?
Margrethe Vestager tænker sig længe om. Der er mange ting, hun gerne ville have vidst, som ung, siger hun. Men så alligevel ikke.
»Hvis jeg havde haft den indsigt, jeg har i dag, da jeg blev landsformand som 25-årig, var jeg jo blevet forskrækket. Så var jeg måske stoppet og ikke kommet videre. Dengang fortsatte jeg, fordi jeg ikke vidste, at jeg var alt for ung,« siger hun.
»Jeg har altid været for ung til det, jeg lavede. Men det handler jo ikke om alder. Det handler bare om, at det er svært at have ret mange erfaringer, når man er 25 eller 30 år. Livserfaring er bare noget, det tager tid at få.«
