Selv om butikkerne ifølge lukkeloven burde være lukket i dag, er der stadig mange muligheder for sidste øjebliks panik-juleindkøb. Og det gælder både madvarer, gaver og sprut.

Står du og mangler lidt fløde til ris a la mande eller nogle sild, er der mange muligheder. De mindre butikker (som omsætter for mindre end 13 millioner om året), der normalt har åbent om søndagen, har også åbent juleaftensdag og 2. juledag. Nogle har ovenikøbet også åbent 1. juledag.

400 Dagli'- og Lokalbrugser holder åbent i dag og 26. december, og ca 250 holder åbent i morgen. I dag typisk til klokken 12 eller 14, de andre dage til klokken 18.

"Det er flere end sidste år, og det er selvfølgelig, fordi butikkerne har fundet ud af, at det er en stor indkøbsdag for suppleringskøb," siger salgs- og marketingsdirektør for brugserne, Preben Jensen.

Desuden holder 81 Faktabutikker åbent i dag kl. 8-12 og 11 Irma-butikker kl. 9-14. De holder lukket 1. juledag, men holder almindeligt søndagsåbent 2. juledag. Også 40 Netto-butikker holder "søndagsåbent" i dag og 2. juledag.

Derudover holder 7-Eleven-butikkerne døgnåbent hele julen, ligesom kiosker, tankstationer og enkelte bagere også har åbent.

Skal du ud og købe gaver i dag er mulighederne lidt mere begrænsede. I København har alle butikker på Hovedbanegården (boghandler, tøjbutikker, Matas, CD-butik etc.) åbent til 14-15-tiden, så her er der gode muligheder. Bor man langt fra København, må man prøve at finde gaveideer hos blomsterhandlere, planteskoler, tankstationer, kiosker eller i de små dagligvarebutikker, der holder åbent.

Et af de helt store juletraumer kan være mangel på øl og snaps. Alkoholiske drikke må ingen almindelige butikker sælge hverken i dag, 1. juledag eller 2. juledag, fordi de kører efter søndagsregler. Men det betyder ikke, at det ikke kan opdrives. De såkaldte havnebutikker, som bl.a. ligger i Rungsted og Helsingør Havn har tilladelse til at sælge alkohol hele julen.

"Vi holder åbent kl. 10-18 hver dag i hele julen med spiritus og øl. Juledag er en af årets største omsætningsdage for os. Folk glemmer at købe eller kommer til at forgribe sig på øllerne, " siger bestyrer af Provianten i Rungsted Havn, Niels Vogt.