Endelig sker det: Til næste år lukker atomkraftværket Barsebäck, som ligger et stenkast fra millionbyen København.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er de svenske socialdemokrater, Centerpartiet og Vänsterpartiet, som mandag fremlagde en ny aftale om den svenske energipolitik. Partierne er enige om, at Barsebäck 2 lukker i løbet af 2005, og at forberedelserne til lukningen begynder straks.

Barsebäck har igennem en årrække været et stridspunkt mellem Sverige og Danmark. Men det var først, da den statslige atomkraftforhandler i går måtte opgive at forhandle en frivillig afvikling af atomkraften i Sverige igennem med atomkraftindustrien, at politikerne trådte i karakter og fremlagde deres bud på en fremtidig energipolitik i Sverige.

Det er uklart, hvornår resten af den svenske atomkraftindustri skal være afviklet. Partierne understreger da også, at omstillingen til vedvarende energi - som f.eks. vindkraft, solenergi og vandkraft - kommer til at tage tid, fordi den kræver store investeringer.

Mistro og håb
Den svenske beslutning om at lukke Barsebäck bliver modtaget med nogen mistro i Danmark.

»Det er jo ikke første gang, vi får at vide, at Barsebäck lukker. Derfor er jeg nødt til at afvente en bekræftelse. Men hvis det er rigtigt, er jeg meget tilfreds med den beslutning,« siger den danske forsvarsminister Søren Gade (V).

Kramer: »En god dag«
Københavns overborgmester, Jens Kramer Mikkelsen (S), udtrykker stor tilfredshed efter den svenske beslutning.

»Det er en god dag for København og for hovedstadsregionen. Jeg ser det som et klart signal om, at et flertal i den svenske Riksdag erkender, at det her atomkraftværk er fejlplaceret og har været det fra begyndelsen.

Vi er mange, der igennem årene har markeret vores modstand mod værket - bl.a. skiftende danske regeringer. Så jeg er glad for, at beslutningen om lukningen nu er truffet, og jeg vælger at tro på, at den nu bliver ført ud i livet,« siger overborgmesteren.

Han bakkes op af Tarjei Haaland fra Greenpeace:

»Det er en meget god nyhed. Vi har protesteret mod Barsebäck i mange, mange år. Og det her betyder forhåbentlig indledningen på afviklingen af atomkraften i Sverige.«

/ritzau/