Det er blodet, der binder dem sammen, bødlen og Falck-manden. Her er historien om Danmarks sidste fungerende skarpretter, der ramte ved siden af, og hans eneste nulevende barnebarn
Av, for helvede,« flyver det ud af munden på 84-årige Leo Seistrup. Han skutter sig en ekstra gang i lænestolen, trækker helt pr. refleks skuldrene op til hovedet.
I skødet ligger en bog. Det er dén, han læser højt fra, da det spontane udbrud kommer flyvende.
Leo er barnebarn af landets sidste fungerende bøddel, skarpretter Theodor Seistrup, som under sin tid i embedet henrettede mænd med sin økse. Og som er gået over i historien pga. den ene af dem, dén, der gik gruelig galt - den allersidste af dem.
Leo fortæller ...
LOG IND PÅ BT PLUS og læs meget mere om Theodor Seistrup og hans barnebarn Leo Seistrup, som fortæller om sin farfars liv som bøddel. Leo ejer en bog, der er det eneste fysiske minde, han har om sin farfar, hvis navn og virke kan få det til at risle koldt ned ad ryggen på de fleste af os. Også på Leo Seistrup selv. Hør hele den grufulde historie her ...
Det er blodet, der binder dem sammen, bødlen og Falck-manden. Her er historien om Danmarks sidste fungerende skarpretter, der ramte ved siden af, og hans eneste nulevende barnebarn
Av, for helvede,« flyver det ud af munden på 84-årige Leo Seistrup. Han skutter sig en ekstra gang i lænestolen, trækker helt pr. refleks skuldrene op til hovedet.
I skødet ligger en bog. Det er dén, han læser højt fra, da det spontane udbrud kommer flyvende.
Vi sidder i en murstensvilla i Hillested uden for Maribo. Der er kaffe og småkager på bordet. Og så den bog, som Leo Seistrup nu har taget i hænderne og læser højt fra. En bog, der er det eneste fysiske minde, han har om sin farfar, hvis navn og virke kan få det til at risle koldt ned ad ryggen på de fleste af os. Også på Leo Seistrup selv.
Artiklen forsætter under billedet
Han er nemlig barnebarn af landets sidste fungerende bøddel, skarpretter Theodor Seistrup, som under sin tid i embedet henrettede tre mænd med sin økse. Og som er gået over i historien pga. den ene af dem, dén, der gik gruelig galt.
’Mordøksen, et mægtigt tungt redskab, toges frem, og idet rakkeren greb fat i håret på den dødsdømte, førte Seistrup det første hug, der forfejlede, idet hugget lemlæstede skulderen. Blodet sprøjtede i vejret.... De nærmest stående hørte en ynkelig jamren fra det sårede slagteoffer...’ står der beskrevet i bogen om dét, der blev en af de mest barbariske henrettelser i dansk historie.
Op gennem historien har dødsstraf været en del af det danske straffesystem, selvom logikken ikke altid var til at få øje på. I en periode blev tyveri eksempelvis straffet med døden, mens man slap med en bøde, hvis man havde slået et andet menneske ihjel. På andre tidspunkter i historien tog man hensyn til de enorme tab i befolkningen på grund af pesten og konverterede derfor dødsstraffen til en bøde.
Så fulgte en periode med ’øje for øje, tand for tand’, og med ’Danske Lov fra 1683’ – den første egentlige straffelov – blev dødsstraffen udvidet til også at omfatte en række andre forbrydelser, herunder majestætsfornærmelse, som man bestemt ikke så gennem fingre med.
’Højre hånd afhugges, kroppen parteres og lægges på stejle og hjul, hoved på stage’ hed det i lovgivningen om straffen for den forbrydelse.
Ikke et drømmejob
Knap 200 år skulle der gå, før loven blev erstattet af en ny og trods alt noget mere human straffelov, hvor kun drab og forbrydelser mod staten medførte den højeste straf, dødsstraffen.
Og nogen skulle jo eksekvere dem.
At være bøddel i Danmark var langtfra et drømmejob. Henrettelserne kunne foregå ved hængning eller halshugning. Og derudover var bødlen også ham, der tog sig af at føre en række andre afstraffelser ud i livet, eksempelvis piskning eller brændemærkning. Eller afhugning af enkelte legemsdele. Alt sammen i fuld offentlighed.
Det kunne derfor være svært at skaffe folk til det forhadte job, og i en periode var det næsten kutyme, at dødsdømte, der blev benådet, måtte påtage sig hvervet, ligesom det ikke var unormalt, at man hyrede bødler i udlandet, især fra Tyskland. Og eftersom hver by havde sin egen bøddel, skulle der en del til.
Men med den ny straffelov fra 1866 fik Danmark én rigsskarpretter, en omrejsende bøddel, som sørgede for at eksekvere dødsdommene dér, hvor den dømte sad fængslet.
Og det er hér, at Leo Seistrups farfar Theodor kommer ind i billedet.
Rasmus Mørkes henrettelse
Theodor Seistrup var blevet 29 år og boede med sin første kone i København. Egentlig var han uddannet slagter, men efter en tur i militæret – og med fine udtalelser i inderlommen – drog han til hovedstaden og søgte ind ved politiet.
På Gråbrødre Station i indre København var han en dygtig og vellidt betjent, men en dag så han et opslag, der fangede hans interesse. Et stillingsopslag, som han med sin baggrund som slagter mente at være yderst kvalificeret til.
’Jeg er overbevist om at være i besiddelse af den koldblodighed, som fordres til at udføre det hverv,’ skrev han blandt andet i den seks linjers ansøgning, som han sendte til landets justitsminister.
Et par måneder senere fik han sit svar. Theodor Seistrup kunne fra 1. august 1877 kalde sig Danmarks rigsskarpretter.
Ikke alene var hyren nærmest fyrstelig. 1.600 kr. om året lød gagen på. Men derudover var der arbejdstiden. Eller manglen på samme. For selvom dødsstraffen flittigt blev brugt, blev hovedparten sidenhen benådet af kongen og fik deres straf konverteret til livstid. Faktisk var det kun fire ud af 50, der i perioden 1866 til 1892 endte med at blive henrettet.
Så den høje gage – der lå tre-fire gange over den tids gennemsnitløn for en faglært arbejder – var for at være til rådighed. Resten af tiden kunne Theodor Seistrup lave, hvad der lystede ham.
Der gik da også over tre år, før Theodor Seistrup løftede øksen første gang.
Øksen og skafottet havde han købt af sin forgængers enke for 400 kr., og nu stod han en isnende kold januarmorgen i 1881 på Klejstrup Mark uden for Hobro og førte Rasmus Mørke hen til skafottet. Uden at ryste på hænderne.
»Det her var jo blot min pligt, jeg kaldtes til,« forklarede Theodor Seistrup i et senere interview med Pressens Magasin.
Ifølge beretninger fra dengang var henrettelsen noget af et tilløbsstykke på egnen. Tusinder stimlede til for at se rovmorderen Rasmus Mørke få sin velfortjente straf. Tavst og næsten andægtige stod de med øjnene rettet mod forhøjningen, hvor skafottet var opstillet.
»Så kom Rasmus Mørke. Han var næsten halvdød af skræk,« fortalte Theodor Seistrup videre i interviewet.
De to metalbøjler på skafottet blev åbnet, Rasmus Pedersen Mørke lagde sig på maven henover træplanken og med hovedet nedad i de to brædder fortil. Så blev metalbøjlerne lukket hen over hans hoved og skuldre, og Theodor Seistrup løftede sin økse.
»Nogle øjeblikke senere havde han mistet hovedet. Således som dommen havde krævet det,« forklarede han lige ud ad landevejen om sit grusomme hverv.
Artiklen fortsætter under billedet
I lænestolen i murstensvillaen kniber barnebarnet Leo Seistrup øjnene en smule sammen, lægger hovedet lidt på skrå og siger så: »Jeg har sgu aldrig gået så meget op i det« i et tonefald, der er næsten undskyldende.
Med dét, mener han sin fortid, sin farfars bestialske arbejde som rigsskarpretter. Og måske er hans manglende interesse forståelig nok.
Leo Seistrup har i hvert fald en teori om, at farfaren, skarpretter Seistrup, nok har været en rigtig led karl. Det ville i hvert fald forklare, hvorfor hans søn Carl – Leos far – var sådan en modbydelig stodder, og hvorfor Leo som dreng fik så mange tærsk af sin far, at han næsten ikke kunne gå og stå.
»Han gik fra min mor, da jeg var otte. Efterlod syv børn. Det var sgu en lettelse for både mor og os,« siger Leo Seistrup.
»Min far fortalte sgu aldrig noget om sin barndom og sin far. Han slog os en på torsken, så vi blev liggende.«
Dét var derfor, at Leo Seistrups mor, hans søskende og han selv lukkede fortidens bog. Alt, som måtte minde om faderen – og dermed farfareren – blev smidt ud dengang.
»Min søster Danny var den eneste, der gravede i det og interesserede sig for vores historie. Men hun er død,« siger Leo Seistrup.
Anders Sjællænders henrettelse
Efter at have hugget hovedet af Rasmus Mørke dén januarmorgen i 1881 tog skarpretter Seistrup et smut til Sverige for at se, hvordan de derovre løste deres opgaver, og blev chokeret over, at svenskerne blot brugte primitive remedier som en almindelig slagterøkse og som skafot et simpelt bjælkestykke. Og ikke nok med det: hvor Theodor Seistrup ifølge tidligere nævnte interview ’løftede øksen op og lod den falde med hele sin vægt lige ret gennem delinkventens hals’, svang hans kollega den i en bue.
»Det går galt, tænkte jeg.«
Men Seistrup måtte æde sine ord.
»Som følge af den måde, hvorpå øksen blev ført, gik hugget skråt gennem halsen og ud ved hagen. Det skilte øjeblikkeligt hovedet fra kroppen,« fortalte han i interviewet med Pressens Magasin.
Artiklen forstætter under billedet
Det er ikke til at vide, om den svenske måde at svinge øksen på inspirerede ham. Til gengæld ved man, at Theodor Seistrups næste henrettelse gik galt. Helt galt.
Igen var det en rovmorder, der skulle lade livet. Anders Sjællænder blev han kaldt, en rigtig skidt karl, som med en kølle havde smadret kraniet på en ægopkøber, der var kendt for altid at have penge på lommen. Dem skulle Anders Sjællænder bruge til at rejse til Amerika for.
Men han nåede ikke længere end til Tyskland, før han blev fanget og smidt i spjældet i Nakskov. Straffen herskede der ingen tvivl om. 22. november 1882 stod Theodor Seistrup klar med øksen. Foran 3.000 tilskuere.
»De nærmest stående hørte en ynkelig jamren fra det sårede slagteoffer, og mange tilskuere vendte hovedet bort med afsky. Øksen blev løftet anden gang.... atter et galt hug, hovedet er halvt skilt fra kroppen. Den døende gør en bevægelse. Synet er rædselsfuldt, en stønnen går gennem mængden. Imidlertid er øksen taget ud af såret...«
Barnebarnet Leo Seistrup kigger op fra bogen. Han kan huske, at han for en del år siden var ovre for at se sin farfars økse. Det var broderen Svend, der foreslog, at de skulle tage en tur til Horsens Fængselsmuseum, hvor Theodor Seistrups arbejdsredskaber er udstillet i en særskilt glasaflukket montre.
»De tilbød at låse montren op, så vi kunne se dem helt tæt på. Dét skulle jeg ikke nyde noget af,« kommer det lige ud fra Leo Seistrup.
Artiklen fortsætter under billedet
For ham er det rigeligt at læse de malende beskrivelser i bogen.
»Imidlertid er øksen taget ud af såret, kort efter falder det tredje slag, og hovedet ruller ned på den snedækte jord, hvorfra det ved hårene tages op af rakkerknægten, der, som vor velvise lov byder, viser det offentligt frem.«
Henrettelsen af Anders Sjællænder tog 15 lange minutter. Og takket være ikke mindst Socialdemokratens journalist William Fle-rons malende beskrivelser – som er dem, Leo Seistrup har læst op – varede det ikke længe, før landet var i oprør. Godt nok var der tale om en rovmorder, men at han skulle dø på dén måde, var alligevel det groveste.
Protester mod dødsstraffen
Der blev skrevet skillingsviser om den skandaløse henrettelse, og i hele landet kom det til protestmøder mod dødsstraffen, og justitsministeren så ingen vej udenom. Sagen måtte undersøges til bunds. Ikke mindst fordi rygtet svirrede om, at skarpretter Seistrup havde været beruset under henrettelsen.
»Det var et vanskeligt hverv, som var pålagt mig,« forklarede Theodor Seistrup mange år senere i Pressens Magasin og afviste pure, at han på nogen måde havde været i nærheden af de våde varer.
Det havde sneet kraftigt i de dage, forklarede han, og ingen havde gjort sig ulejlighed med at rydde området. Og udover at der dermed var glat, stod tilskuerne alt for tæt på, mente Seistrup. Der herskede kaos.
»Det er sagt, at jeg huggede ved siden af. Det er forkert, lige så vel som så mange af de andre bebrejdelser, som ved den lejlighed er fremført imod mig. Jeg dræbte Anders Sjællænder ved første hug – det gik gennem halshvirvlen.
Men da hovedet ikke var skilt fra kroppen – muligvis fordi jeg gled ud med den ene fod på det glatte underlag – vilde jeg besørge det ved endnu et hug. Det gjorde jeg også. Da den ene hals-sene ikke straks var gennemskåret, lod jeg øksen glide igennem,« lød hans forklaring på den makabre henrettelse i Pressens Magasin.
Theodor Seistrup blev da heller ikke dømt ved den efterfølgende retssag. Men hans ry som skarpretter var knækket, hugget til pindebrænde. Og da han knap ti år senere skulle udføre dét, der blev hans – og Danmarks – sidste henrettelse, var det for hermetisk lukkede døre i Horsens Tugthus. Der skulle ingen vidner være.
Og i 1906 blev Theodor Seistrup fyret på gråt papir. 60 år gammel.
Reddede andre i Falck
Med sin kone og sønnen Carl slog han sig ned i den vestsjællandske by Skælskør. Lavede lidt snedkerarbejde og svingede kun øksen over sit fjerkræ, indtil han døde i 1925, 77 år gammel og syv år før, at hans barnebarn Leo kom til verden.
Også Leo Seistrup har adskillige økser. Og også han har hugget hovedet af en hel, høns og duer i sit liv.
»Det var, hvad det kunne blive til,« griner han.
Skæbnen ville, at hvor hans farfar levede af at slå andre ihjel, har hele Leo Seistrups liv været dedikeret til at redde andre. Som Falck-mand.
»Sådan blev det jo,« siger han med stolthed i stemmen.
Sammen med sin kone Else boede han selv i Skælskør i mange år, byen hvor Theodor Seistrup tilbragte sine sidste leveår. Der hang fortidens skarpretterspøgelse lidt fast i dem. ’Nåååh, er det ikke dig, der er i familie med ham der skarpretten...’
»Den har jeg hørt mange gange gennem årene. Men det havde jo ikke noget med mig at gøre.«
Han lægger bogen fra sig på bordet og tænder en grøn Cecil, kigger ud i stuen, mens han smager på spørgsmålet.
»Om det har været et åg at være i familie med en bøddel? Nej. Nej. NEJ,« siger han højt som for at understrege, at for ham er fortidens bog lukket.
Jo, han kan da godt se, at hans farfar – og dermed også ham selv – er del af danmarkshistorien. Og han har da også tænkt så langt som, at dét at være skarpretter jo bare var et job. Så når Theodor Seistrup var sådan én, der huggede hovedet af folk, var det ikke nødvendigvis, fordi han var ond eller brutal. Han passede bare sit arbejde. Ligesom Leo Seistrup i øvrigt har passet sit.
»Det var jo en anden tid dengang,« siger Leo Seistrup og trækker lidt på skuldrene.
Men en del af ham er alligevel overbevist om, at Theodor Seistrup nok var en led karl. Og at det var derfor, at hans søn også blev en led karl.
»Og det er derfor, jeg ikke vil have noget med fortiden gøre. Alle de tærsk gjorde, at jeg besluttede aldrig at se mig tilbage. Og besluttede, at mit liv skulle være et godt liv. Og det har jeg haft.«
Efter Theodor Seistrups afsked i 1906, havde Danmark yderligere en rigsskarpretter. Carl Peter Herman Christensen hed han, og var efter sigende uhyggelig nervøs hver gang, der var optræk til en henrettelse. Heldigvis for ham kom det aldrig dertil.
I 1930 blev dødsstraffen ved lov afskaffet i Danmark og blev efterfølgende kun taget i brug ved retsopgøret efter Anden Verdenskrig.
Kilder: ’Ondskabens øjne’ af Poul Duedahl, ’Mord i lovens navn – scener fra skarpretter Seistrups liv’ af Ole Schierbeck, Horsens Fængselsmuseum, faktalink.dk
------------
Efter publiceringen af denne artikel, er det kommet frem, at Leo Seistrups far Carl i sit andet ægteskab fik fire børn, herunder Kamma Binderup, hvis børn og børnebørn således også er efterkommere af skarpretter Theodor Seistrup.
