For kvinder er udseendet afgørende. For mænd er det teknikken, der tæller. Når talen falder på ny mobil, er der milevidt mellem, hvad de to køn vil have.
Ifølge en analyse som TNS Gallup har lavet for TDC, sætter kvinderne først og fremmest pris på det gode design og den rigtige farve.
- Kvinderne bruger mobilen til at vise, hvem de er. Derfor er det vigtigt, at udseendet er i orden, siger Christoph Nørgaard, der er produkt direktør for mobil, TDC. Og så skal mobilen være lille og handy, gerne en klap-telefon.
Tekniknørden
Hos mændene betyder udseendet mindre. Hvis deres mobil skal sende signaler til omverdenen, er det signalet om, at ejermanden er med på det allernyeste nye.
- Mændene sætter pris på ny teknologi. De vil gerne være online overalt, og tænder på det nye som GPS og touch screen, siger han.
Og så er størrelsen vigtig. Mændene vil både have skærm og tastatur så store som muligt, viser undersøgelsen. Ser man på, hvad de to køn bruger telefonen til, er der igen langt mellem mænd og kvinder.
- Kvinderne taler, sms’er og går på facebook med telefonen. De bruger telefonen socialt, siger Christoph Nørgaard.
For mændenedes vedkommende bruges mobilen mere til at stive nørdgenet af.
Én ting vægter begge køn dog over alt andet. Omkring halvdelen af både mænd og kvinder går efter mærket, når de køber mobil. Så den gammelkendte sandhed om at »Kvinder er fra Venus, mænd er fra Mars« gælder også på mobilmarkedet.






















