Som 10-årig gjorde han cowboystøvlerne til en del af sin figur. Siden optrådte han sjældent uden. De blev Mads Holgers varemærke som et fandenivoldsk blikfang under det sorte jakkesæt. På afstand en ulastelig uniform - på tæt hold til tider præget af det hårde liv, han bød sig selv.
Optrådte, var netop, hvad Mads Holger i manges optik gjorde. Hvad enten det var i medierne som debattør og levemand, blandt billedskønne kvinder eller med sin skarpe satiriske pen for sin fanskare på 21.000 følgere på Facebook. For som vennen og forfatteren Martin Kongstad formulerede det i sin nekrolog i Information:
»Den figur, han trådte ind i som 10-årig, var for alvor blevet ham selv, eller også var det omvendt, og han gik ind i kampen på alle mulige platforme.«
Tirsdag d. 12. juli er det alle dem, der elskede og kendte Mads Holger, som ’optræder’ til ære for ham, når han stedes til hvile fra Garnisons Kirke i København. Og Mads Holger ville elske, hvis kvinderne kom i balkjoler til hans sidste fest, som Politiken-journalisten Ditte Giese sagde forleden til BT.
LOG IND PÅ BT PLUS og læs mere om den nu afdøde Mads Holger. Allerede i de tidligere klasser i folkeskolen trådte Mads Holger ind i den rolle, han blev kendt for. Ifølge en ven blev figuren ham selv – eller også var det omvend.
Allerede i de tidligere klasser i folkeskolen trådte Mads Holger ind i den rolle, han blev kendt for. Ifølge en ven blev figuren ham selv – eller også var det omvend.
Som 10-årig gjorde han cowboystøvlerne til en del af sin figur. Siden optrådte han sjældent uden. De blev Mads Holgers varemærke som et fandenivoldsk blikfang under det sorte jakkesæt. På afstand en ulastelig uniform - på tæt hold til tider præget af det hårde liv, han bød sig selv.
Optrådte, var netop, hvad Mads Holger i manges optik gjorde. Hvad enten det var i medierne som debattør og levemand, blandt billedskønne kvinder eller med sin skarpe satiriske pen for sin fanskare på 21.000 følgere på Facebook. For som vennen og forfatteren Martin Kongstad formulerede det i sin nekrolog i Information:
»Den figur, han trådte ind i som 10-årig, var for alvor blevet ham selv, eller også var det omvendt, og han gik ind i kampen på alle mulige platforme.«
Tirsdag d. 12. juli er det alle dem, der elskede og kendte Mads Holger, som ’optræder’ til ære for ham, når han stedes til hvile fra Garnisons Kirke i København. Og Mads Holger ville elske, hvis kvinderne kom i balkjoler til hans sidste fest, som Politiken-journalisten Ditte Giese sagde forleden til BT.
Det var også hende, der på vegne af familien bekendtgjorde tirsdag, at hendes barndomsven ikke længere var her. 38 år gammel havde han valgt at stoppe sit liv i familiens sommerhus på sydfynske Thurø.
Men selvom Mads Holger iscenesatte sig selv som noget fra en svunden tid med champagne, cellomusik og et overforbrug af ord som ‘endskønt’, så forsøgte han aldrig at løbe fra sit ophav. Opvæksten i det socialt belastede kvarter omkring Stengade på Nørrebro. Så da en journalist for år tilbage satte sig for at ‘afsløre’ Mads Holger, blev han rasende.
»Han ville gerne lave historien ‘Mads Holger er fuld af lort’. Men Stengade er min historie. Jeg har faktisk ikke hævdet at være aristokrat. Kald mig en laps, anløben løjser eller charlatan, om du vil, men sgu ikke jetsetter,« sagde Mads Holger i efteråret til BT.
Mange har gennem årene forsøgt det samme. At få opklaret: Var det en rolle, han spillede, ham Mads Holger? Senest i februar forsøgte journalist Rasmus Karkov fra Berlingske at få cowboystøvlerne og jakkesættet trukket af ham, hvortil Mads Holger svarede: »De tror, det det er noget, jeg leger. Det er ikke tilfældet. Det er fuldstændig sandfærdigt. Jeg er den, jeg er.«
På papiret var han bachelor i teologi, forfatter til fire bøger, blogger på Berlingske, stifter af den flyvende natklub Klub Jet og senest vært på Radio24syv. Eksmand til tv-værten Paula Larrain, kæreste til dramatikeren og litteraten Kathrine Maria Amann, bror, søn og onkel.
Han kom ind i livet i 1977 som resultatet af en kortvarig affære mellem hans mor og den dansk-skotske kunstner John Lindsay Little. En mand, der gik for at være en storcharmør og en københavnsk ildsjæl, men som endte sine dage i en fængselscelle, da han blev idømt syv års fængsel for at have smittet kvinder med den i 80’erne dødbringende hiv-virus.
»Jeg kan ikke løbe fra, at min mor var enlig mor og sygeplejerske, og min far blev udråbt som Hiv-manden på Ekstra Bladets spiseseddel og hængte sig selv i en fængselscelle. Jeg har klaret mig på trods. Min udfordring har været at finde ud af, hvem jeg skulle være, fordi jeg ikke havde en far i mit liv. Min far efterlod mig intet udover en gæld, som jeg venligst afslog at vedkende mig,« sagde han i samme interview til BT.
Med en søster, to mostre og en mor var Mads Holger fra spæd omgivet af kvinder, og han blev for alvor bevidst om fraværet af en far, da hans elskede onkel døde i en ung alder i 1986. Hvis Mads Holger tog en rolle på sig, så var det dér 10 år gammel. Midt i sorgen gik det op for ham, at han nu var manden i huset. Og så skabte han den pudsige dreng med cowboystøvlerne og jakkesættet.
»Jeg kan love dig for, jeg så mærkelig ud, der var meget røvfuld og ballade, og der var mange damer som konsekvens heraf. Langt hen ad vejen var jeg en karikatur. Jeg tager et par cowboystøvler på, og så bliver jeg på et tidspunkt ham med cowboystøvlerne,« sagde han for nylig til Berlingske.
Han var med barndoms-veninden Ditte Gieses ord allerede i folkeskolen berømt ud over Østerbro og indre København: »Han var ligesom større end alle os andre små idioter.«
Men ét er at være stor, noget andet at være en del af noget, og dem der færdedes omkring Mads Holger i hans unge år, oplevede ham ofte som omgivet af mennesker, men sjældent som en del af flokken. Han boede i en etværelses lejlighed sammen med to venner i Pisserenden, det gamle latinerkvarter i indre København, men fremstod mere som ‘en fleksibel hjemløs’, der hver nat fandt en ny kvindefavn. De sene 90’ere gik op i druk og damer, men også ned i hul så sort, at han siden erkendte, at han reelt var ’dybt, dybt depressiv og decideret suicidal’ i de år.
I begyndelsen af 00’erne søgte han væk. Ind på teologistudiet og fandt en kortvarig lykke i ægteskabet med tv-værten Paula Larrain, men så var det som om, han søgte tilbage til festen.
Han skabte flyvende fester med Klub Jet, hvor han fløj kendte til fest i Stockholm, Moskva og Beirut, men hans ukuelige entreprenante ånd gav ifølge vennen og forfatter Martin Kongstad også af og til bagslag.
»En af dem, og den jeg havde sværest ved at se meningen med, var Club Jet, en flyvende fest for rige og wannabes, som indtog femstjernede hoteller i andre byer og dyrkede det ekstravagante, og det er min påstand, at al den pressedækning af disse fester i nogen grad kom til at skygge for hans troværdighed siden hen,« skrev Kongstad i sin nekrolog til Information.
Det gjorde det let for hans modstandere at afskrive ham som en charlatan.
Sjældent peb han over for inderkredsen, når kradsbørstige anmeldere kaldte hans bøger forbryderisk dårlige, eller da kræfter fra hans eget parti, Det Konservative Folkeparti, sidste år forsøgte at tilsværte ham, inden hans politiske karriere havde fået luft under vingerne. Men slagene gik alligevel ind. De matchede dårligt de tårnhøje forventninger og forestillinger, han havde om sig selv. Han troede vitterligt, at nu skulle der cowboystøvler i Folketinget, at han kunne nappe mandatet fra sin partimodstander Rasmus Jarlov, selvom stemmerne faldt ud 977 - 3.499 i Jarlovs favør, og at han kunne gå hen og vippe K-formand Søren Pape af pinden.
Den slags gav blot næring til påstanden om det galoperende storhedsvanvid, han i nogles øjne led af. I andres var han en ener, hamrende intelligent, et retorisk geni, men han var som få af sin slags - en ensom sjæl.
Som da cowboystøvlerne trippede rundt på trappen foran Bernstorff Slot på valgaftenen sidste år, fordi han som dansk politiks nye enfant terrible insisterede på at holde sin helt egen valgfest langt borte fra sin flok, sit parti, som han havde kaldt en døende patient, og som få timer senere ekskluderede ham. Midtpunkt for festen og alligevel ikke en del af flokken.
»Det er altid ensomt at være vært. Den, der holder festen, er ikke med i festen. Du skaber blot den virkelighed, andre træder ind i,« sagde Mads Holger til Berlingske i februar.
Vennen Adam Falbert, der lærte Mads Holger at kende på Falkonergårdens Gymnasium, kom det alligevel bagpå, hvor ensom hans ven egentlig var.
»Jeg er meget overrasket over, at han har været så ensom og ulykkelig, at han valgte den udvej,« sagde Adam Falbert i den forgangne uge til BT.
Han oplevede det, som kun var de færreste forundt. En anden Mads Holger.
»Jeg tror, offentligheden kun kendte ét gear hos Holger, men hvis man har kendt ham i så mange år, som jeg har, så ved man også, at han havde et andet.«
Kvinden bag Mads Holger, kæresten Kathrine Maria Amann, eller fruen som han kaldte hende, fortalte sidste år i et sjældent interview, at deres liv var anderledes roligt, end de fleste nok ville tro. Og dog.
»Jeg får pudsigt nok ofte netop det spørgsmål: om Mads Holger er den samme privat, som han er offentligt. Og til det kan jeg kun svare ja,« sagde hun til læserne af kvindemagasinet Eurowoman og tilføjede i samme åndedrag: »Der er altid et eventyr lige i nærheden.«
Men jagten på det, iscenesættelsen og den evige higen efter anerkendelse var aldrig en jagt på penge, som de færreste anede, hvordan Mads Holger egentlig tjente.
»Jeg bryder mig ikke om at klynke, men jeg har haft behov for at skabe en lykkelig fortælling om mig selv, fordi jeg ikke havde en far til at vise vejen. Jeg har altid stræbt efter det, der glimtede, men tro det eller lad være, ikke for pengene,« sagde han til BT i efteråret.
Måske derfor brændte han sit lys i begge ender. Hans sult efter et nyt eventyr fra umættelig, og alligevel var han mæt. Da vennen Nicolai Klingenberg spurgte ham tilbage i 2010, om han kunne dø lykkelig, svarede han:
»Lykkelig er så meget sagt, men jeg er mæt – jeg har prøvet det meste. Og mere end en gang.«
