Med rystelser, der blev målt til 4,8 på richterskalaen i epicentret i det sydlige Sverige, var morgenens jordskælv formentlig det største, der har ramt Danmark, siden forskerne begyndte at måle den slags i 1930'erne.
Det siger seismolog på GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, Peter Voss til Ritzau.
- Det ser ud til, at epicentret er i Skåne, og det har været meget kraftigt. Det sidste store, vi havde i vores lokalområde, var i 1985, og det var på 4,7 på richterskalaen. Det var med epicenter nord for Gilleleje, og det her ser ud til at være lidt større, siger Peter Voss og uddyber:
- Det ser altså ud til, at det er det største, vi har kunne måle i Danmark med vores nuværende målestationer. Og dem har vi haft siden 1930. Det er så stort, at det kunne have lavet revner i nogle huse, siger han og tilføjer, at mange jyder formentlig også har mærket til rystelserne.
Til gengæld behøver man ikke frygte efterskælv, mener Peter Voss:
- Hvis der kommer nogen, vil de formentlig være så små, at kun kan måle dem, men ikke mærke dem.
/ritzau/






















