Omsætningen i bordelbranchen i Danmark er på milliarder af kroner. Hovedparten af pengene er ulovligt tjente. Alligevel for ludere og alfonser stort lov til at drive deres givtige forretning uden at politiet griber ind.

Der findes omkring 400 bordeller og massageklinikker i Danmark. De er spredt ud over hele landet.

Enhver købstad i provinsen med respekt for sig selv har et horehus. Og de bliver brugt. Selv flækker som Ny Bjergkøbing, Barrit og Tarm har glædespiger installeret klar til at tage imod lytsne mandfolk.

Mænd vil have sex - om de så skal betale sig fra det. Og det er der rigtig mange, som gør.

Ved at vurderer antallet af annoncer for seksuelle ydelser i aviser, på internettet og antallet af prostituerede på gaden skønnes det, at 6.000 mænd hver eneste dag køber sig til sex hos en prostitueret.

6.000 mænd dagligt svarer til 2.190.000 udløsninger om året. Hvis man sætter gennemsnitsprisen for et besøg på et bordel til 500 kroner - hvilket nok er lavt sat - når man altså op på en omsætning på over en milliard kroner om året.

Ovenikøbet kan man udfra den stigende antal annoncer over de seneste år se, at det er en industri i kraftig vækst.

Det er nok ikke helt forkert at hævde, at det ikke er alle prostituerede, som opgiver hele eller dele af deres indkomst. En del massagepiger er studerende, som på den måde for et tilskud til SU'en. Andre igen er bistandsklienter.

Men hvis sex-indtægterne ikke opgives til myndighederne, er der tale om socialt bedrageri og skattesvindel.

Samtidig er det som regel ikke den prostituerede selv, der ejer bygningen, hvor sexydelserne finder sted. Personen, der lejer ud til luderne, begår i lovens forstand rufferi. På jævnt dansk, så kalder man sådan en person for en alfons.

Der er altså tale om en ulovlig milliard-industri, hvor langt over tusind mennesker er involveret i socialt bedrageri, skattesvindel og rufferi.

Og hvad gør politiet så for at stoppe ulovlighederne?

Intet. Eller så godt som intet.

Efterforskning af bordelvirksomhed er meget lavt prioriteret hos politiet over hele landet. Politiet gør ikke selv noget for at undersøge ulovlighederne.

Tag et eksempel som Skive i Jylland. Hvis man kigger i massage-annoncerne i Ekstra Bladet, så findes der adskillige bordeller i skive-området.

Men hvis man spørger politimesteren i Skive, Karin Dethlefsen, om, hvad politiet gør for at afsløre og stoppe eventuelle ulovligheder, lyder svaret:

"Er der virkelig flere bordeller i Skive-området? Det er ikke noget vi gør noget særligt ved. Vi har helt ærligt ikke kapacitet til det. Vi har simpelthen for travlt med alle mulige andre sager.

Vi har bare ikke noget luft i arbejdspresset til det. Men når vi får lidt luft engang, så vil vi måske begynde at kigge på det.

Hvis det skal gøres, så skal det gøres ordentligt - og det kræver store resourcer. Det haster jo heller ikke så meget, bordellerne løber jo ingen vegne."

Man skulle ellers tro, at det ville være rimeligt nemt, at finde ud af om der foregik noget ulovligt.

På ethvert tinglysningskontor kan man finde ud af, hvem som ejer selve bygningen med bordellet. Er det ikke den prostituerede selv, som står som ejer, så er der formentlig tale om rufferi.

Samtidig kan de prostiuerede tjekkes ved en enkelt henvendelse til den lokale kommune for at tjekke om vedkommende er på nogen form for overførselsindkomst.

Alligevel foretager politiet sig så godt som intet. Kun hvis de nærmest tilfældigt falder over et bordel i forbindelse med en anden efterforskning. Eller hvis de får en direkte anmeldelse.

Situationen i Skive er den typiske i politikredsene. Det står ikke bedre til i den anden ende af landet. Hos politiet i Næstved får luderne og deres alfonser også lov til at drive deres lyssky forretning i fred.

"Vi går ikke ud på eget initiativ og efterforsker forskellige bordeller. Kun hvis vi har en anledning til det.

Hvis vi får en anmeldelse af en forurettet, så kigger vi selvfølgelig på det, hvis vi ikke er optaget af andre sager," fortæller politimester J.P. Clausen.

Der er dog tegn på en lille stramning. I efteråret besluttede Rigspolitichefen, at der fremover skal en en øget overvågning af udenlandske kvinder, der arbejder som prosituerede i Danmark.

Initiativet sker fordi, politiet vil prøve at afdække omfanget af handlen med kvinder fra især Asien og de baltiske lande.

Alle politikredse er blevet bedt om at indberette oplysninger og observationer til Rigspolitichefen. Men de enkelte kredse skal ikke aktivt gøre noget for efterforske miljøet.

Observationer skal komme fra betjentenes daglige arbejde. Men da der ikke er nogen særlig stor indsats på bordelområdet rundt omkring i landet, er det svært at se, at det nye tiltag skulle hjælpe ret meget.

Kun to politikredse bliver som et forsøg bedt om aktivt at efterforske handlen med udenlandske kvinder i prostitutionsmiljøet.

Rigspolitichefens tiltag skal munde ud i en rapport som til sommer skal afleveres til Justitsministeriet. I rapporten vil politiet bl.a. vurdere, om det er nødvendigt at give politiet bedre efterforskningsmuligheder i sager om udenlandske kvinders prostitution i Danmark.

Men langt hovedparten af alle de prostituerede og de fleste bordeller får lov til at arbejde videre i fred og ro. Til stor glæde mange de mange sex-trængende danske mænd.