I bogen 'Man sagde hun slog sin mor ihjel' taler den nu døde Louise Laursen ud om sin barndom og mordet på moren. Her kan du læse hele 4. kapitel om hendes barndom.
'Man sagde hun slog sin mor ihjel'Skrevet af Dennis Drejer
Udgivet i foråret 2009 på forlaget People's Press
Kapitel 4: Opvækst, vold og alkohol
Louise Laursen kommer som det første af fem Flachmeyer-børn til
verden den 6. maj 1969 på Fødselsanstalten i Århus, hvor hendes forældre
bor på det tidspunkt. Derfra flytter familien til først Brønderslev
og siden Silkeborg og Aalborg, inden de i 1974, da Jan Flachmeyer
har købt en lægepraksis, flytter til Arden 30 kilometer vest for
Suldrup, hvor de tre år før har købt det nedlagte landbrug på Hjedsbækvej
131.
Om disse første år i Louise Laursens liv siger hendes mormor, at
lille Louise altid sagde, at hun ikke ville ud og lege med nogen, for
hver gang hun finder nogle nye legekammerater, skal hun flytte. Og
allerede som fem- til syvårig i Arden finder den lille pige også ud af,
at hendes opfarende far ikke er, som fædre er flest.
“Jeg har mange gode barndomsminder, men der var altid en usikkerhed
omkring, hvornår min far blev tosset igen. Hvis der var noget,
der var godt, havde jeg hele tiden en bevidst eller ubevidst viden om,
at det ikke blev ved sådan. Lige om lidt bryder helvede løs. Hele min
barndom var der en grundstemning af, at man skulle træde varsomt.
Når min far kom hjem fra arbejde, skulle man lige lodde, hvad humør
han var i, for det lagde stemningen i hele huset for resten af
dagen. Skulle vi holde lav profil, eller kunne vi godt tillade os at lave
lidt sjov?
En gang imellem kom raseriet så alligevel som et lyn fra en klar
himmel, og når min far blev tosset, var jeg rigtig, rigtig bange. Han
råbte, skældte og slog. Jeg fik endefuld, og jeg fik ørefigner. Når jeg
havde venner på besøg, kunne det være pinligt, for han holdt sig
aldrig tilbage, heller ikke selvom det var blandt andre folk eller på
gaden. Hvis han blev sur på nogen, blev han virkelig sur, og hvis han
blev hidsig, blev han rigtig hidsig og råbte og skreg.
Jeg husker en dag, hvor vi spillede bold i haven og en af mine veninder
tabte sin træsko, der fløj op og ramte ruden. Glasset gik ikke i
stykker, men min far flippede fuldstændig ud. Der var også engang,
hvor jeg ville ud og cykle en tur i parcelhuskvarteret, og da min egen
cykel var punkteret, tog jeg min lillebrors. Så kunne jeg pludselig
høre ud over hele kvarteret, at min far råbte: ‘Louise!’ Og jeg kan
huske, at jeg havde ondt i maven, da jeg cyklede tilbage, hvor jeg fik
råbt ind i hovedet, hvad fanden jeg bildte mig ind, og at jeg ikke bare
kunne tage min brors cykel. Sådan flippede han fuldstændig ud over
små ting.
Men han kunne faktisk også være en god far, der gav kærlighed og
knus og kram, og der er også nogle episoder – ikke mange – hvor han
var en ener. Da han i sommeren 1976 kørte tur med mig alene ud for
at se på sankthansbål og betroede mig alene, at vi skulle flytte til Sverige.
Det var også ham, der sagde til mig, at han nok skulle hjælpe
mig med prævention og senere hjalp med det, da jeg nåede den alder
og fik en kæreste. Han overraskede mig også positivt, da jeg troede,
at han ville flippe helt ud, da jeg fortalte, at jeg ville droppe Handelshøjskolen.
Men han sagde bare, at jeg også havde tiden for mig.”
Da familien i sommeren 1976 flytter til Sverige, er det på grund af
en retssag, hvor Lene Flachmeyer er tiltalt for i seks tilfælde at have
stjålet smertestillende morfin fra tre af Jan Flachmeyers lægekolleger
og -venner.
Blandt andet fortæller en af kollegerne i retten, hvordan han med
vilje lagde en pilleæske lidt skævt en aften, hvor Flachmeyer-parret
var på besøg, og bagefter lå æsken anderledes, og der manglede to
morfin-ampuller. Sagen tilvejebragte således “en række ikke uvæsentlige
indiciebeviser”, som det hedder i dommen, som Ekstra Bladets
Karsten Gøttler graver frem i forbindelse med drabssagen. Den
30-årige Lene Flachmeyer bliver frikendt af to ud af tre dommere
den 30. juli 1976 – 30 år og én dag, før hun blev dræbt.
Sagen får Louise Laursen først kendskab til som voksen, men når
hun tænker tilbage, mener hun godt, at hun kan huske, at forældrene
skændtes og skreg mere ad hinanden end sædvanligt den sommer.
Som følge af sagen er det svært for Jan Flachmeyer at omgås sine
danske kolleger, så allerede inden dommen vælger han at flytte familien
med syvårige Louise til et kæmpe hus i Avesta i Dalarna nordvest
for Stockholm, hvor han har fået ansættelse som bedriftslæge på
stålvalseværket Avesta Järnvärk med et par sygeplejersker under sig.
De første år får Louise Laursen lov at være barn sammen med to
mindre brødre, der er kommet til, men fra hun er 11 år, bliver hendes
rolle i familien ændret med tilgangen af først en lillesøster og siden
endnu en lillebror. Hun bliver mere barnepige end barn.
De år husker hun, som om hun altid går rundt med et barn på hoften.
Hendes far er meget på arbejde og tager sig ikke af pasning, når
han er hjemme. Hendes mor er hjemmegående, men på en eller anden
måde altid fraværende, så det er den ældste datter, der bader de
små, læser godnathistorie og putter dem, og det er oftest også hende,
der står op med dem i weekenderne. Hun har kun sin frihed, når
hendes små søskende af en eller anden grund ikke er der. Og når hun
er ude for at lege eller på besøg hos veninder, bliver hun kaldt hjem
for at passe dem. Engang, da hun sover hos en veninde, bliver hun
ringet op klokken syv om morgenen, fordi hun skal komme hjem og
passe børn.
Der er ikke nogen af hendes veninder, der har små søskende, så
hun kan ikke sammenligne sit liv med deres. For hende er det helt
normalt, at livet er sådan, og det er ikke noget, hun føler, hun kan
gøre noget ved.
“Man sagde ikke mine forældre imod. Vi opførte os pænt alle fem
søskende. Det var kæft, trit og retning, og min far sagde altid, at vi
børn havde respekt. Men der er altså forskel på respekt og frygt.
Da jeg var teenager, kan jeg huske, at jeg engang hørte en veninde
kalde sin mor for kælling. Det var jeg helt rystet over, for det kunne
jeg aldrig finde på. Jeg har aldrig haft et teenageoprør. Det turde jeg
slet ikke. Jeg overvejede det end ikke, selv om jeg faktisk blev slået.
Men slagene var sådan set det mindste. Det værste var, at min far
kaldte mig ‘møgtøs’ og ‘møgunge’, og at jeg ikke vidste hvorfor. Jeg
havde topkarakterer i skolen, mit værelse var altid sirligt ryddet op,
jeg passede mine små søskende, og jeg sagde aldrig mine forældre
imod. Jeg var så perfekt. Så jeg forstod slet ikke, hvor vreden mod
mig kom fra. Det var det værste.
Selvfølgelig var slagene også slemme nok. Da vi var mindre, var
det endefuld oppe på knæet. Det kunne være hos både min far og
mor, og vi skulle selv trække bukserne ned. Det var altså hårdt for et
lille barn selv at skulle stå der og trække bukserne ned til en endefuld.
Men da vi blev større, slog mor ikke længere, og min far gjorde
det mindre og mindre.
Jeg kan huske, at han op til min 12 års fødselsdag ikke havde slået
mig i flere måneder. Det var stort. Som om jeg måske var gået ind i
en ny periode, fordi jeg var blevet en stor pige, tænkte jeg. Men så
lavede jeg noget telefonfis sammen med en veninde og var så dum at
skrive om det i min dagbog, som min mor åbenbart læste og viste
min far. Så en dag til morgenmaden henvendte han sig til os børn og
sagde, at vi da vel ikke kunne finde på at bruge telefonen unødvendigt,
så vores forældre fik en større telefonregning? Nej, det kunne
ingen af os da finde på. Derpå tog mor min dagbog frem, og i stedet
for at blive sur over, at hun havde læst i den, røg jeg ned på knæ og
bad om tilgivelse. Men min far gav mig en ordentlig lussing på siden
af hovedet alligevel. Han slog aldrig med knytnæve, men med flad
hånd på kinden eller i baghovedet, hvor det gjorde mest ondt.
Men det var som sagt slet ikke slagene, der var det værste. Et af
mine værste minder var, da jeg som 13-årig skulle gå i skole i en måned
hos min moster og onkel og mine kusiner og fætter i Orléans i
Frankrig, men blev så syg, at min mor og far måtte komme ned og
hente mig før tid. På vejen hjem i bilen begyndte de at diskutere, og
fra min far kom der en masse om ‘den forkælede møgunge’ og ‘forpulede
møgtøs’, og så kørte han pludselig ind til siden i nødsporet på
motorvejen og sprang ud og flåede skydedørene i vores familiebil op
og ville trække mig ud. Han var så rasende på mig, at spyttet stod ud
af munden på ham, og jeg kunne ikke forstå hvorfor. For en gangs
skyld satte min mor sig dog op imod ham, og hun fik stoppet ham,
efter de havde stået i lang tid bag ved bilen og skændtes.
Den dag fik jeg ikke bank, og senere blev min far i godt humør
igen, og så talte vi ikke mere om den sag.
Og det er på mange måder kernen i historien om familien Flachmeyer.
Der var masser af konflikter, men man nævnte dem aldrig
bagefter. Ikke med et ord. Ikke engang indbyrdes mellem os søskende.
I stedet fedtede man rigtig meget for far i de kommende dage.
Jeg endte også med at blive alvorligt syg af presset og alle de krav,
mine forældre stillede til mig. Som 16-årig fik jeg over nogle uger
mere og mere ondt i maven. Min læge var min far, og vi gik aldrig
til andre, men en aften var smerterne så slemme, at vi ringede efter
en ambulance, og så viste det sig, at jeg havde blødende mavesår. Det
er ikke almindeligt hos en 16-årig. Men forklaringen fra mine forældre
var, at det måtte være, fordi jeg lagde så meget pres på mig selv,
fordi jeg så gerne ville være dygtig i skolen: ‘Hun presser sig selv for
hårdt, og det er da også dejligt at have så ambitiøs en datter.’ Det fik
jeg stukket i hovedet og godtog forklaringen. Jeg kunne aldrig have
fundet på at sige, at det var, fordi mine forældre kørte mig for hårdt.
Når veninder sagde noget negativt om min far – for eksempel at
han skældte meget ud og var uvenner med alle mulige – forsvarede
jeg ham også. Sådan gør børn. De forsvarer og dækker altid over deres
forældre. Sådan var det også for mig. Jeg dækkede hele tiden over
det, når han flippede ud, og når livet med min far var for hårdt og for
pinligt over for kammerater, tænkte jeg, at jeg en dag ville stoppe det
ved at flytte hjemmefra.”
Louise Laursen er kun lige fyldt 18 år, da hun flytter til København
for at læse på Handelshøjskolen. Efter et halvt år får hun en kraftig
lungebetændelse, der betyder så meget fravær fra skolen, at hun skal
starte forfra, og i ventetiden til næste skoleår begynder hun at arbejde
som sekretær og regnskabsassistent hos billedbehandlingsfirmaet
Image House, hvor hun ender med at være en skattet medarbejder i
syv år, indtil hun selv siger op.
I København, væk fra sin far og sine små søskende, føler Louise
Laursen sig usædvanlig fri, men flytningen fra en mellemstor provinsby
i Sverige til den danske storby byder også på nedture. Metropolen
er fyldt med lidt for mange fester, fristelser og ulykkelig kærlighed.
Allerede som 20-årig har hun et decideret alkoholmisbrug, og
i de år forsøger hun to gange at tage sit eget liv.
“Som 20-årig drak jeg faktisk dagligt, dog uden at være stangberuset
hver dag. Jeg passede mit arbejde og drak ikke i arbejdstiden. Det var
kun om aftenen. Men allerede der var jeg meget bevidst om, at jeg
havde et ufornuftigt forhold til alkohol, og at det ikke var, som det
skulle være. Man siger ellers, at alkoholikere altid benægter over for sig
selv. Det gjorde jeg ikke. Kun over for andre. Men jeg gjorde heller
ikke noget for at komme ud af det, for jeg var vant til altid at være bange
og meget sårbar, og drikkeriet hjalp på min selvtillid og gav mig ro.
Mine to selvmordsforsøg var halvhjertede og ikke for at tage livet
af mig selv, men nogle forfærdelige og mislykkede råb om hjælp. Første
gang, i 1988, var, fordi jeg led af ulykkelig kærlighed og slugte en
masse piller af min morfars gamle medicin, som jeg havde fundet, og
det battede ikke noget, for han døde i 1974, så pillerne var mindst 14
år gamle. Anden gang var i 1991, efter at jeg var blevet gravid ved et
uheld og fik foretaget en provokeret abort. Min mor var med oppe på
sygehuset og få det ordnet, og bagefter tog vi hjem til min mormor,
hvor jeg lå og blødte rigtig meget og var meget ulykkelig. Så kom
min far ind til mig og sagde: ‘Bare så du ved det – det her gør du
aldrig mod din mor og mig igen.’ Det var den støtte, jeg fik fra ham.
En uge efter slugte jeg 40-50 Panodiler, fordi jeg fortrød aborten,
men jeg blev fundet og kom på sygehuset, og der lavede jeg faktisk
for første gang i hele mit liv – som 22-årig – et lille oprør mod min
far. Jeg var så sur på ham over hans kommentar, så når han ringede
til sygehuset for at tale med mig, nægtede jeg at tale med ham.
At tage mit eget liv var ellers ikke en tanke, der hjemsøgte mig, og
mine forkvaklede selvmordsforsøg blev der heller ikke gjort noget
ved bagefter. Det var ikke noget, vi talte om i familien, og jeg glemte
det også bare i mit eget hoved.”
Af Louise Laursens syv år i hovedstaden er der halvandet år, hvor
hun ikke drikker. Det er, da hun er kæreste med en marokkansk
mand, som er muslim og ikke vil have, at hun drikker. Hun bliver
også gravid med ham, og i 1994 føder hun sin ældste datter Sarah.
Året efter flytter hun som enlig mor tilbage til sit oprindelige
udgangspunkt i Jylland. Helt præcis til forældrenes hus på Hjedsbækvej
131 i Suldrup. I nabohuset 300 meter væk bor den 14 år ældre
Jens Laursen, som hun har mødt første gang som 12-årig. De bliver
kærester og gift på rådhuset i den større naboby Støvring i 1998, og
i 1999 får de datteren Johanne.
Men trods umiddelbar idyl bryder Louise Laursens alkoholmisbrug
ud igen. Hun drikker allerede, inden hun bliver gravid med Johanne,
men begrænser det under graviditeten. Bagefter slår det dog
kraftigt ud, og selvom hun forsøger at skjule pap-hvidvinen bag
håndklæder i badeværelset, er hendes tilstand så tydelig, at naboparret
HC og TC en dag kommer og siger, at de er nødt til at snakke
med hende om hendes misbrug. Med det samme – og for første gang
nogensinde – erkender hun sit problem, og kort efter går hun i gang
med frivillig antabusbehandling. To gange om ugen skal hun hos sin
læge drikke halvanden pille opløst i vand, og hun går også til psykolog
i otte timer for at få styr på sit problem.
“For første gang i mit liv følte jeg, at jeg havde noget at kæmpe for –
to dejlige børn, en dejlig mand og alle muligheder for et godt og trygt
liv – og faktisk var jeg træt af mit alkoholproblem.
Allerede otte uger senere havde jeg dog et tilbagefald, hvor jeg blev
rigtig, rigtig syg med angst og hedeture, så jeg var tæt på at besvime
og blev taget med på Farsø Sygehus af nabokonen HC, der hjalp mig
med min antabusordning.
Siden er jeg faldet alvorligt i to-tre gange mere, hvor jeg ikke var
fuld konstant, men hvor det var mellem tre og fjorten dage med druk,
og så tog det mig et par måneder at komme mig, fordi mine moralske
tømmermænd var kæmpestore, da jeg nu havde to dejlige børn at
tage mig af.
Bortset fra de to-tre gange var jeg ædru, passede mine to små børn,
et nedlagt landbrug med et par dyr og brændefyr, og halvdelen af
tiden var jeg alene, fordi min mand arbejdede to uger ad gangen på
en boreplatform. Det var sådan set de bedste år i mit liv, og de gav
mig så meget selvtillid, at det også ændrede mit forhold til mine forældre.
Nu havde jeg min egen familie og var fuldstændig fri af dem,
så jeg begyndte at sige mere fra i forhold til dem. For eksempel ville
jeg ikke holde min første ædru jul sammen med dem. Så i stedet
holdt jeg en rigtig god juleaften sammen med andre familiemedlemmer
– min mormor, min ene bror og Jens’ mor.
Faktisk var det mit teenageoprør. Men jeg var 30 år. Hos psykologen
fandt jeg jo ud af, at jeg gemte på frustrationer over min opvækst
og mine forældre og min frygt for min far. Hele vejen op gennem
tyverne beskyttede jeg dem stadig, men for første gang fandt jeg nu
ud af, at min barndom nok ikke havde været så rosenrød. Først der
kappede jeg navlestrengen. Indtil da havde det været tabu. Over for
mig selv og over for Jens og alle andre.”
Det hjælper også på den ellers hjemmegåendes selvværd, at hun begynder
som uuddannet tilkaldevikar på den lokale skole og får så
meget lyst til lærergerningen, at hun begynder at læse til folkeskolelærer
på Aalborg Seminarium. I 2004 bliver hun færdig med gode
karakterer, og samme sommer, i juli, holder hun og Jens kirkebryllup.
Men bare fire måneder efter vil hun skilles. Hun synes, at ægtemanden
er gået i stå, mens hun selv er fuld af gåpåmod. Faktisk har
hun så meget fart på som nyuddannet lærer, at hun går ned med
stress – og bliver i tvivl. I december er hun bundulykkelig over skilsmissen,
fordi hun ikke føler, at hun kæmpede nok for forholdet, og
hun føler ikke, at hun kan være det bekendt over for børnene.
Og så bliver det nytårsaften.
“Vi var til fest hos Jens, og jeg drak, og naboerne HC og TC, som
havde startet snakken om mit alkoholproblem, var der også. Vi var
alle sammen fulde og festede og havde det sjovt, og så pludselig tog
TC mig på brysterne, hvilket Sarah så og blev ked af. Senere gik TC
og jeg ned og besøgte nogle andre naboer. Der skete ikke noget mellem
os, men det troede hans kone vist.
I januar skrev HC et brev til kommunen om, at jeg havde været
fuld, og at min datter havde været meget ulykkelig over at se på det.
Så fik vi besøg af en socialrådgiver fra kommunen. Sarah fortalte
hende, at hun havde det godt, og at hendes mor passede godt på hende,
og så kom der ikke mere ud af den sag.
Et par måneder efter spurgte jeg så Sarah, hvorfor hun egentlig var
blevet ked af det den nytårsaften, og hun fortalte, at det var, fordi hun
havde set, da TC tog på mig, og det var hun blevet forvirret over og
ked af, fordi jeg lige var gået fra Jens. Skulle TC nu til at være hendes
far? Det, min datter var ulykkelig over, som konen meldte mig til
kommunen for, var altså, at hendes egen mand ikke kunne holde fingrene
for sig selv. Uden dramatik blev det afslutningen på vores venskab.
Siden er jeg kun faldet i flasken en enkelt gang – nytåret efter. Jeg
ved, at hvis jeg tager det første glas, kan jeg ikke holde op igen, og
heldigvis kan jeg nemt holde mig fra det første glas i dag. Jeg vil heller
ikke være fuld foran mine børn og har været utrolig ked af det, de
gange det er smuttet. Men de fleste børn har set deres forældre fulde
mange gange, og mine børn har nok set det færre gange end de fleste,
fordi jeg normalt slet ikke drikker. Det undskylder ikke noget, for
jeg skulle ikke have været fuld en eneste gang, men det har jeg altså
været den håndfuld gange.”
Dette kapitel er fra bogen 'Man sagde hun slog sin mor ihjel'. Skrevet af Dennis Drejer og udgivet i foråret 2009 på forlaget People's Press.
