Andelen af kvinder i alderen 19-24 år på landet er nu nede på 43 procent. 22-årige Louise Wichmann Rasmussen er én af dem – men kun for en stund.

Der bliver større og større rift om unge, attraktive kvinder i alderen 19-24 år i landdistrikterne og i de små landsbyer.

For selv om også unge mænd omfattes af tendensen med at søge mod de større byer, så gør kvinderne det i markant højere grad.

Danmarks Statistiks nye folketal viser, at kønsfordelingen bliver stadig mere skæv, idet kvinderne i omtalte aldersgruppe nu kun udgør 43 procent af befolkningen i landsbysamfund med under 500 indbyggere.

22-årige Louise Wichmann Rasmussen er en af dem. Men det er da også kun for en stund, for hun er blot midlertidigt flyttet tilbage til forældrene i Snave på Vestfyn fra Odense, hvor hun for få måneder siden blev færdig med sin to-årige uddannelse som materialist i en Matas-forretning.

»Der er nok en tendens til, at drengene bliver boende hjemme i lidt længere tid. Det er måske mere bekvemt. Jeg tænker, at vi piger nok har lidt nemmere ved at flytte og klare os selv,« siger hun.

Lige nu leder Louise Wichmann Rasmussen efter et fast job, og når hun i det seneste par måneder har boet hjemme hos familien, skyldes det først og fremmest, at hendes nu tidligere udlejer pludselig selv skulle bruge lejligheden. Så hun var tvunget til at finde noget andet.

»Jeg vil gerne flytte tilbage til Odense. Jeg flyttede jo også til byen som 19-årig, og grunden til, at jeg er tilbage i Snave lige nu, er, at jeg havde brug for en base. Selv om jeg boede i udkanten af Odense, er det alligevel let at komme rundt derinde, fordi busforbindelserne er gode. Og det er jo et af de store problemer herude: Busserne kører ikke ret tit, og ruterne dækker slet ikke det, man kan have behov for. Allerede da jeg gik i gymnasiet, var det nærmest et heldagsprojekt at komme frem og tilbage mellem Snave og Glamsbjerg i bus, selv om der ikke er særlig langt,« siger Louise Wichmann Rasmussen.

Hun og de øvrige 231 indbyggere i Snave kan stadig glæde sig over, at den lille skole, som dækker årgangene til og med sjette klasse, stadig er der. Landsbyens andet aktiv er det gamle forsamlingshus, hvor der netop i aften holdes fællesspisning. Men ellers er der ikke meget tilbage. Ingen købmand. Ingen Brugs. Ingen bager.

Snavefesten

Nå jo – der er Snavefesten. Men det er kun én gang om året.

»Jeg kan godt forstå, at folk flytter herfra. Rigtig mange af mine jævnaldrende er da også taget af sted, så der er ikke mange tilbage. For unge handler det jo meget om uddannelse og job, og det er der ikke meget at få af her. Samtidig er transportmulighederne ikke gode. Min forudsætning for at flytte hjem har også været, at jeg skulle have en bil. Det havde jeg ikke i Odense, men det er jeg nødt til her. Når man bor på landet, er man stavnsbundet, hvis man ikke har eget transportmiddel,« som hun siger.

Unge kvinder i alderen 19-24 år er ikke de eneste, der er stadig større rift om i landdistrikterne rundt om i kongeriget. Også kvinder over 64 år må være i høj kurs uden for byerne, for de udgør på landet nu kun 44 procent af befolkningen i denne gruppe.

Tendensen med at flytte til byen – og at kvinderne generelt lever længere end mænds – ses også af, at i aldersgruppen over 64 år udgør kvinder nu 57 procent mod mændenes 43 procent i byer med flere end 100.000 indbyggere.

Danmarks samlede befolkning består i øvrigt nu af 5,7 millioner mennesker. Det er 50.000 flere end for et år siden.