Lone Rasmussen kunne ikke røre sig. At tage en slurk te var en kraftanstrengelse. Længe havde hun overhørt sin krops signaler – indtil kroppen trak stikket, og hun gik ned med stress. Oplevelsen tvang hende til at revurdere det liv, hun elskede

Lone Rasmussens liv var en fest – i bogstaveligste forstand.

For ti år siden fik hun ideen til Karmaklubben, der arrangerer dansefester i København, Aarhus og Odense. Som regel stod hun selv i døren og bød gæsterne velkommen til en aften med fed musik i discokuglens skær, og hun nød at se den smittende glæde, der bredte sig på dansegulvet, når folk gav sig hen til musikken og hinandens selskab.

Den 24. april for to år siden skulle hun – som så mange gange før være vært ved endnu en fest i København. Hun havde dog været rigtig træt i dagene op til arrangementet og blev i sengen hele dagen for at slappe af og lade op. Kl. 17 bimlede hendes vækkeur som planlagt, men hun kunne ikke komme ud af sengen.

»Jeg kunne ikke flytte mine ben. Det var som om, min krop nægtede at stå ud af sengen. Min daværende kæreste kom og lavede mad til mig, men jeg havde end ikke kræfter til at putte pastaskruerne i munden, og han måtte made mig. Jeg var fuldstændig kraftesløs. Det føltes vitterligt som om, at min krop trak stikket,« fortæller 39-årige Lone Rasmussen.

Min sjæls mørke nat

Højt tempo og for mange bolde i luften havde væltet hende omkuld, og det stod hurtigt klart, at hun var blevet ramt af stress. Hun beskriver det som ’sin sjæls mørke nat’, da det liv, hun kendte, blev vendt på hovedet, og dagligdags ting som at tage tøj på og passe sit arbejde blev helt uoverskuelige. Først i dag, to år senere, er hun tilbage på sporet.

Hun havde aldrig oplevet noget lignende. Hendes helbred har aldrig tidligere stoppet hende. Selvom hun har haft lidt feber eller følte sig sløj, har hun været vant til at mande sig op og gennemføre dét, hun havde planlagt. Men denne gang var det anderledes. Hun kunne ikke tage sig sammen og måtte få en anden til at stå for aftenens arrangement. Selv lå hun i sin seng fredag, lørdag, søndag og mandag – uden at røre sig ud af flækken.

»Jeg lå og tænkte på, om jeg ville kunne komme ud af sengen, hvis huset brændte. Det føltes ikke sådan,« siger Lone Rasmussen, der endelig tirsdag kom på benene og gik ned til skomageren for at få et par støvler forsålet.

Først da hun stod der, gik det op for hende, at hun slet ikke var frisk.

Skomageren kiggede på hendes støvler og sagde, ’det er altså ikke nødvendigt med nye såler, de er jo næsten nye’,

»Hans ord føltes som at få bordtennisbolde kastet lige i hovedet. Jeg mistede besindelsen og begyndte at græde og hyle helt umotiveret. Det sidste, jeg kan huske, er følelsen af alle de der ord,« siger Lone Rasmussen, der ikke ved, hvordan hun kom hjem.

Krisepsykolog

Hun følte, at hendes hoved var stået helt af og ringede til en tidligere kæreste, som hun havde tillid til, og sagde, at hun troede, at hun havde fået et nervøst sammenbrud. Han fik sat hende i kontakt med en krisepsykolog, og hun tog en taxa derhen, for hun følte sig ikke i stand til at køre bil. Psykologen forklarede, at hendes nervesystem var overbelastet, og at den bedste kur var ro. Hun skulle gå hjem, lægge sig i sin seng i de næste 14 dage uden at foretage sig noget.

De første 36 timer sov hun ikke, men så kun lidt fjernsyn. Ellers lå hun blot og stirrede ud i luften – helt apatisk. Normalt ville Lone Rasmussen have grebet en selvhjælpsbog eller på anden vis forsøgt at handle. Det var svært at forstå – og helt uvant – at det netop var manglen på gøremål, hun ville få det bedre af. Sit arbejde kunne hun ikke passe, men heldigvis havde en kvinde, hun kendte, tidligere tilbudt at blive hendes personlige assistent, og hende overlod hun stort set hele sit liv. Assistenten fik koder til ALT, fra netbank til computere, og skulle også styre kalenderen – og når hun henvendte sig med et spørgsmål til Lone Rasmussen, var svaret: ’Du bestemmer’.

Det var meget grænseoverskridende. Det var som at give sit barn fra sig. Men i dag er Lone Rasmussen assistenten evigt taknemmelig, for uden hendes indsats var hendes firma faldet til jorden, da hendes verden kollapsede. Økonomisk blev det dog en udfordring at udbetale løn til både sig selv og en assistent, og Lone Rasmussen måtte til lægen for at få en sygemelding.

Isoleret fra verden

Hun kan endnu genkalde sig lyden af radioen og børnenes snak i lægens venteværelse, der skar gennem hendes hoved. Hun kunne mærke tårerne presse sig på – og lægen, der ikke helt forstod, hvor slemt det stod til, før hun grædende forklarede, at selv dét at gå på toilettet var en kraftanstrengelse. Hun måtte bede ham om at sige én sætning ad gangen, hvis hun skulle have en chance for at følge med.

»Jeg blev sendt videre til kommunen, hvor jeg skulle udfylde en masse papirer, jeg knap kunne læse. Det var som om, jeg havde brækket hjernen, og ordene gav ingen mening,« fortæller Lone Rasmussen, der var ramt af en grad af udmattelse, hun i dag har svært ved at beskrive. Selv dét at tygge sin mad var hun for træt til. Hun levede af hindbærsnitter i små bidder og riskiks med peanutbutter. Hendes søster kom forbi med mad og snakkede lidt, men lige meget hvad hun spurgte om, var svaret: ’Det ved jeg ikke’.

Lone Rasmussen havde for det meste hue eller kasket på indenfor og trak den ned over hovedet for at skabe ro og lukke verden ude. Hun følte sig helt ude af sync og brugte utallige timer foran sit tv, hvor hun så den britiske kok Nigella Lawson lave mad – uden lyd på.

»Og jeg laver slet ikke mad... Normalt er det noget, der siger mig SÅ lidt, men jeg skulle bare have noget harmonisk at se på,« siger Lone Rasmussen, der indtil da havde haft gang i 1.000 projekter og besad en enorm appetit på livet og de mennesker, hun omgav sig med.

Hun beskriver det som horribelt på den måde ’at falde ud af verden’. Hun var afskåret fra at gøre dét, hun elsker, nemlig at sætte ting i gang, møde nye mennesker og udvikle nye ideer. Hendes tilgang til livet, inden hun blev ramt af stress, var, at alt som udgangspunkt kunne lade sig gøre.

»Men her var noget, jeg ikke kunne ræsonnere mig ud af – jeg kunne ikke tænke mig ud af sengen. Dét var hårdt.«

Underernæret

Efter sine første møder med krisepsykologen begyndte hun at gå regelmæssigt hos en anden psykolog. Det gjorde virkelig godt. Lone Rasmussen var begyndt at frygte, at hun aldrig ville kunne gå ud i verden igen og havde svært ved at forestille sig, at der skulle være lys for enden af den tunnel, hun befandt sig i. Det var rart at få professionel hjælp til at få lidt bedre styr på sine tanker og følelser og få vished for, at der ikke var noget unormalt i, hvordan hun havde det, og at hun nok skulle få det godt igen.

Lone Rasmussen havde tidspunkter, hvor hun var bange for, at hun var ved at blive skør. Hun kunne slet ikke genkende sig selv, når hun f.eks. var ved at græde, fordi müslibollerne var udsolgt.

Hun talte igen og igen med psykologen om, at hun ikke forstod, hvordan det kunne overgå hende at ryge ned med stress – for hun følte sig jo umanerligt privilegeret og velsignet. Hun havde sin egen virksomhed og altså ikke nogen chef eller et udefrakommende pres. Hun var rigtig glad for sit job, og der var intet i verden, der var større end glæden ved at se sine gæster komme ind ad døren. Men psykologen forklarede hende, at godt nok havde hun et meningsfyldt job, men at der er forskel på mening og næring – og det med næring var vitterligt ikke noget, hun havde skænket én eneste tanke. I dag kan hun se, at hun havde et blindt punkt, når det gjaldt sit eget velbefindende.

»Det, der er så vildt, er, at jeg anser mig for at være et meget bevidst menneske, men jeg havde vitterligt ikke fornemmelsen for, hvor galt det stod til med mig. Jeg faldt om og blev indlagt i 2009. Dengang blev jeg rådet til at skrue lidt ned, men det havde jeg ikke tid til. Jeg havde så travlt med mit virke i verden, at jeg aldrig tog mig tid til at tænke over, hvordan jeg egentlig havde det,« siger Lone Rasmussen. Hun var så opslugt, at hun slet ikke mærkede, at hun egentlig var både udsultet og underernæret.

Hun sammenligner det med at løbe.

»Selvom du er glad for at løbe, skal du have kalorier med jævne mellemrum,« siger Lone Rasmussen, som, når hun tænker tilbage, kan se, at hun i flere år overhørte sin krops signaler og kørte på tom tank i lang tid.

Tvunget til et nyt liv

Hun husker én dag, hvor hun skulle til Aarhus, og græd hele vejen fra København til Sjællands Odde, hvor hun skulle med færgen. Hun var udmattet og orkede egentlig ikke. Men hun holdt jo så meget af sine kunder, og desuden kunne hun komme i tanke om mange andre kvinder, der havde både fuldtidsjob, tvillinger, kanariefugle og en hund, og som alligevel klarede det hele. ’Og du skal bare til Aarhus’, sagde hun til sig selv.

»Jeg tog mig simpelthen SÅ meget sammen i de år, hvor der var fuld fart på hele tiden,« siger Lone Rasmussen.

At det ikke kunne fortsætte på den måde, stod klart, da hun begyndte at tale med sin psykolog om, hvordan hun havde levet, inden hun blev ramt af stress. Faktisk synes hun, ordet overbelastning er bedre end ordet stress – for er du overbelastet, giver det sig selv, at du skal aflastes, og at du er nødt til at finde ud af, hvilken last der er for tung at bære.

Hun har i dag fået sit liv tilbage – men det er på ingen måde, som det var før. Lone Rasmussen har været nødt til at finde en anden måde at virke på.

»Det har fandeme været svært, for det føles ikke som et valg, men noget jeg er blevet tvunget til – af omstændighederne,« siger hun, der kan mærke, at den ’ressourcetank’, hun havde tidligere, er blevet mindre.

Begrænsningerne

I dag er hun blevet langt bedre til at spørge sig selv, om hun trives. Til at tage temperaturen på sit eget energiniveau. Hun ved f.eks., at hun ikke kan tage ud at hente sin veninde i lufthavnen efter en lang dag, hvis hun også skal noget dagen efter – selvom der ikke var noget, hun hellere ville, men det rækker kræfterne simpelthen ikke til.

»Det kan være sindssygt frustrerende. Jeg hader begrænsninger, men det var mangel på begrænsninger, der kørte mig i sænk, og dét har jeg lært af. Jeg elskede at stå i døren og byde ind til fest. Derfor er det særlig smertefuldt ikke at kunne være dér længere. Det er dét, jeg har grædt allermest over. Savnet af mine gæster.«

Men hun kan ikke fare landet rundt, når der også skal være plads til den berømte næring. Den får hun bl.a. ved at meditere og ved at afsætte huller i kalenderen til såkaldt fri tid, hvor hun har fred og ro til at lave ingenting. I modsætning til tidligere, hvor arbejdet fyldte rigtig mange af hendes vågne timer, prioriterer hun nu i høj grad, at der også skal være plads til venindetid med god mad og gode snakke. Lone Rasmussen forklarer det som, at hendes styresystem er blevet lavet om – hun har fået nogle helt nye byggesten, som skal danne fundament for hendes liv fremover. For én ting er sikkert, hun vil aldrig græde af træthed igen.