Livsfarlige cykler i København

Cykler uden bremser er kommet på mode. Politiet bekræfter tendensen og har allerede uddelt flere bøder til de dristige og bremseløse cyklister.

Det er gået hen og blevet moderne at køre på en banecykel uden bremser. I modsætning til almindelige cykler har den i stedet fast narv på baghjulet, der kun tillader at bremse med kræften fra cyklistens egne ben. Der er altså ingen hjælp fra lovpligtige bremser.

På hjemmesiden Fixie-king.dk udveksler cykelbude og andre tilhængere af de bremseløse cykler erfaringer. Hjemmesiden har næsten 20.000 registrerede brugere fra hele verden heriblandt mange danskere.

- Når du kører på cykel med fast narv, så skubber den dig igennem lyskryds. Du har ikke lyst til at stoppe. Når du først kommer op på cyklen og kommer i gang, så holder du op med at tænke på at stoppe, skriver en entusiatisk bruger på sitet.

Politiet uddeler bøder
Knap så begejstret er de hos færdselspolitiet i København, der har oplevet en mærkbar stigning af de ulovlige cykler i det københavnske bybillede. Inden for det seneste år har politiet uddelt 25 bøder.

Men ifølge vagthavende hos færdselspolitiet i København, Axel Sørensen, så er det ikke nemt for politiet at få has på alle de ulovlige cykler, som han mener, er den seneste mode inden for cykelverdenen.

- Det er svært at spotte de her cykler, for de ligner altså almindelige cykler, siger Axel Sørensen til Nyhedsbureauet Newspaq. Han fornemmer, at cyklerne er kommet på mode

Hos Rådet for Større Færdselssikkerhed er man rystet over cyklerne uden bremser.

- Det er jo dødsensfarligt at cykle rundt i byen på en cykel uden bremser. Det er fuldstændig galemandsværk, og det er kun et spørgsmål om tid før nogen bliver kørt ned, siger en oprørt vicedirektør Mogens Wilbert til Newspaq.

Han gør samtidig opmærksom på, at Rådet hidtil ikke har været opmærksom på cyklerne med de manglende bremser.

Fin kontrol
En af dem der kører på de bremseløse cykler er Benny Møller Petersen fra København. Han forklarer, hvad det er, der gør det fedt at køre med fast narv.

- Du er hele tiden i kontakt med cykel og asfalten - al den energi, du putter ind i cyklen, kommer nemlig tilbage, når du skal bremse. Men jeg er ikke nervøs, siger Benny Møller Andersen til Newspaq.

- Jeg synes, jeg har fin kontrol over cyklen. Man er nemlig tvunget til at være mere opmærksom på, hvad de andre trafikkanter mon kunne tænkes at gøre, siger han