Bland alkohol med light-produkter i stedet for almindelig sodavand og få en hurtigere brandert.

Autralske forskere har fundet nøglen til en hurtig beruselse. Bare udskift din vodka-soda med vodka-soda light.

I USA er det allerede almindeligt at bestille light-drinks for at spare på kalorierne.

Og nu tyder en ny undersøgelse på, at kalorierne ikke er den eneste 'gevinst' ved light-drinks.

Forskerne har studeret en gruppe frivillige testpersoner, som først fik en almindelig vodka blandet med almindelig sodavand. Dagen efter fik de en drink med vodka blandet med light-sodavand, som erstatter sukker med kunstigt sødemiddel.

Og resultatet var markant.

- Forskellen er overraskende stor, siger forskningsleder, doktor Chris Rayner ved Royal Adelaide Hospital.

Går hurtigere i blodet
Tiden det tog at tømme halvdelen af light-drinken fra maven var 21 minutter, sammenlignet med den almindelige drink, som tog 36 minutter at tømme fra maven. Forskerne kunne også måle en større alkohol-procent i blodet efter light-indtagelsen end ved den almindelige drink.

Kort sagt: Du bliver hurtigere fuld med light-drinks.

Årsagen er ifølge Chris Rayner, at drinks med light-produkter, som indeholder kunstigt sødemiddel, hurtigere passerer maven og går i blodet meget hurtigere end ved almindelige sodavand.

- I dag skifter flere og flere mennesker over til light som et sundere alternativ. Hvad de ikke forstår er sideeffekten, som light blandet med alkohol kan have på deres krops reaktion på alkoholen, siger Chris Rayner, som nu vil have, at alkoholdrikke med kunstigt sødemiddel forsynes med en advarsel.

rbj@bt.dk