Det kan være svært at vælge imellem David Lettermans bedste interview. I begyndelsen var den i dag 68-årige talkshowvært ikke tilfreds med sine egne interview-evner. Men i dag er han uden sidestykke.

Michael Meyerheim og Jarl Friis-Mikkelsen vælger på BTs opfordring hver to favorit-episoder af ’The Late Show With David Letterman’ (de kan alle fire ses på Youtube.

Michael Meyerheim:

2009: Den normalt veltalende og klare skuespiller Joaquin Phoenix (Walk the Line) er mødt op i studiet for at tale om sin nye film. Men han er ikke til at kende. Bag nyanlagt fuldskæg, uvasket langt hår og solbriller vrøvler og mumler en tilsyneladende påvirket Phoenix sig igennem ti minutters interview. David Letterman tager som sædvanlig optrinnet i stiv arm. Og til sidst siger han bare »Tak for besøget Phoenix. Jeg er ked af, at du ikke kunne være til stede.«

Meyerheim: »Det er jo helt fantastisk. Alle andre ville have mistet besindelsen. Men Letterman er iskold og krystalklar. På intet tidspunkt mister han overblikket. Det interview – eller anti-interview – viser alt det, David Letterman er og kan.«

2001: Efter terrorangrebet på Manhattan holder David Letterman pause i over en uge. Og da han vender tilbage, er det med sin karrieres mest alvorlige program. Tv-værten holder en enetale, hvori han udtrykker både sine egne og nationens følelser.

Mayerheim: »Det er så meget, man kan sige forkert i sådan en situation. Men Letterman siger alt det rigtige. Det er følsomt, dybsindigt og bare så rigtigt. Afsnittet viser en helt ny side af mennesket Letterman.«

Jarl Friis-Mikkelsen:

1986: »Hvorfor tog det så lang tid, før du sagde ja til at være med i programmet,« spørger Letterman med sit sædvanlige pokerfjæs. »Fordi jeg synes, at du er et røvhul,« svarer den på det tidspunkt gigantiske popstjerne, Cher.

Jarl Friis-Mikkelsen: »Der er ikke nogen, der som Letterman kan få stjernerne til at reagere på en helt ny måde. Han er bare helt ligeglad med, hvad folk mener om ham. Fantastisk.«

1994: Madonna er mødt op for at gøre reklame for sit nye album. David Letterman går på med sin sædvanlige frygtløshed. Men interviewet ryger alligevel helt af sporet, da Madonna har forberedt noget, der ligner en enetale fyldt med eder og forbandelser. Hun siger ’fuck’ ikke færre end 14 gange. Og progammets sponsorer går i selvsving, mens biiib-maskinen (amerikansk censur) bliver brugt flittigt. Letterman spiller chokeret. Men han nyder optrinnet. Den slags giver nemlig omtale.

Jarl Friis-Mikkelsen: »Jeg elsker udtrykket på David Lettermans fjæs. Og Madonna bliver bare ved og ved. Han har evnen til at bringe en helt ny side frem i superstjernerne.