En 27-årig udenlandsk kvinde blev onsdag fremstillet i et lukket grundlovsforhør, sigtet for at have lejet sin identitet ud til illegale afrikanske indvandrere.

Sagen udløber af en aktion foretaget mandag på Københavns Universitet. Her anholdte politiets udlændingegruppe to afrikanske mænd og to afrikanske kvinder. Afrikanerne havde hverken opholdstilladelse eller arbejdstilladelse, men gjorde ikke desto mindre rent på universitetet.

Den 27-årige kvinde er sigtet for medvirken til ulovligt arbejde, personelfalsk samt åger. Ifølge politiet lejede hun sin identitet ud til mindst en af afrikanerne mod at vedkommende betalte hende 50 % af sin løn. Inden dørlukningen erkendte kvinden de faktiske forhold. Efter grundlovsforhøret blev hun løsladt.

Kvinden er én af flere formodede bagmænd, der er sigtet for at have udlejet egen identitet til en illegal udlænding mod en betaling på op mod 50 % af den løn, som den illegale udlænding kunne tjene. Udlændingekontrolgruppen slog til på flere adresser i Glostrup, Hvidovre og København, og kvinden blev anholdt på sin arbejdsplads. Politiet forventer at anholde flere bagmænd i sagen:

- Hvis alt går som vi forventer, vil vi anholde fire bagmænd i den kommende tid, siger Vicepolitikommissær Kjeld Farcinsen fra Københavns Politis Udlændingekontrolgruppe.

Han ønsker ikke at uddybe den konkrete sag, da sagen kører for lukkede døre.

Personelfalsk i forbindelse med social dumping foregår ved, at en person med lovligt ophold og arbejdstilladelse i Danmark låner sine identitetspapirer ud til en person uden lovligt ophold. Vedkommende er på den måde i stand til at tage et arbejde og sågar betale skat i Danmark under falsk identitet. Til gengæld skal personen betale mellem 20-50% af sin løn til den der ejer identiteten.

- De bliver udnyttet ret voldsomt, og det uhyggelige er, at de får en enorm magt over dem. For hvis de ikke gør, hvad der bliver sagt, kan de true med at afsløre deres manglende opholdstilladelse, så de bliver udvist, siger Kjeld Farcinsen.

De fire afrikanere bliver sigtet for ulovligt ophold, ulovligt arbejde og personelfalsk og vil formentlig blive udvist af Danmark.