Der er stor mystik om det omfattende bedrageri i OW Bunker. Bestyrelsesformanden i OW Bunker udpeger Singapore-chefen Lars Møller som den hovedmistænkte, og det vækker dyb undren blandt dem, som kender ham. For han havde ingen dyre vaner og er i det hele taget en rolig og afdæmpet person.

- Det her et kæmpechok, og vi er fuldstændigt målløse. Det er skuffende, at så få mennesker kan handle så frit og kan køre en virksomhed ned. Det giver ingen mening, at de har fået lov til at disponere på den her måde, siger en, som kender den mistænkte.

Lars Møller har været i OW Bunker siden 2004 og er leder af datterselskabet Dynamic Oil Trading i Singapore. Han er mistænkt for bedrageri, som angiveligt er begået sammen med en eller to lokalt ansatte. Det påståede bedrageri kan have kostet det danske selskab op mod 750 mio. kr., og sagen er medvirkende til, at halvdelen af egenkapitalen er tabt.

Et halvt års snyd

Angiveligt har svindlen fundet sted inden for det seneste halve år. Men Lars Møller har ikke vist tegn på ændret livsførelse.

- Han har ikke levet et dyrt liv. Han er helt nede på jorden, og jeg har ikke oplevet ham, som en med dyre vaner. Det er også derfor, vi er så chokerede, siger en, som kender ham.

Sent torsdag aften kunne DR fortælle, at de ledende medarbejdere fra selskabets datterselskab i Singapore afviser at have begået bedrageri over for virksomheden.

Niels Henrik Jensen, bestyrelsesformand i OW Bunker, bekræfter, at det er Lars Møller, som er den hovedmistænkte bag svindlen.

- Han er chef for vores datterselskab Dynamic Oil Trading i Singapore, Lars Møller, siger bestyrelsesformanden.

Han fortæller, at Lars Møller tirsdag ankom til Nørresundby ved middagstid og gik til bekendelse over for topchef Jim Pedersen.

Niels Henrik Jensen siger, at det endnu er uklart, hvilken form for svindel Lars Møller har erkendt.

- Det, vi ved, er baseret på hans egen forklaring, og jeg har ikke haft lejlighed til at tale med ham selv. Jeg venter på de undersøgelser, der bliver lavet, siger formanden.

Han henviser til den interne undersøgelse, der er sat i gang. Her er advokater ved at interviewe Lars Møller for at forstå, hvad der er foregået, og hvordan Lars Møller har kunnet undgå selskabets interne kontrol.

Kilder i branchen siger, at det er muligt, at bedrageriet minder om det som angiveligt er foregået i et andet dansk olieselskab. I selskabet, hvor der er navneforbud, blev tre topfolk i oktober i år sigtet for blandt andet at snyde kunderne ved at fakturere større mængder olie, end der blev leveret.

Andre kilder siger, at de mistænkte i Singapore angiveligt solgte bunkerolie til et selskab, som bevist aldrig betalte sine regninger til OW Bunker. Selskabet solgte herefter olien videre i samarbejde med de mistænkte.

Mange ubekendte

Det er uklart, om Lars Møller har gennemført svindlen for egen vindings skyld eller f.eks. for at dække over tab i virksomheden. Kilder siger desuden, at det er meget tvivlsomt, om selskabet nogensinde ser nogle af de 750 mio. kroner igen.

Nordjyllands Politi oplyste torsdag, at man endnu ikke har modtaget anmeldelser eller foretaget anholdelser i sagen.

- Vi er efter aftale med statsadvokaten for økonomisk kriminalitet i dialog med den implicerede virksomhed for at få tilvejebragt klarhed over, om der er noget, der skal efterforskes af politiet, siger politiinspektør Michael Kjeldgaard fra Nordjyllands Politi.

Berlingske Business har forsøgt at kontakte Lars Møller, men han er ikke vendt tilbage. Heller ikke topchef Jim Pedersen har det været muligt at få en kommentar fra.