Søren Pind har ekstremist som spindoktor. Han drømmer om at afskaffe staten. Socialhjælp, offentlige sygehuse og folkeskoler skal også nedlægges, og fattige må sulte ihjel

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Hvis de fattige ikke kan skaffe sig mad, så må de sulte ihjel. Det mener en af Søren Pinds spindoktorer. Venstres overborgmesterhåb i København har en ekstremist ansat til at hjælpe sig med at blive bykonge. En mand, som hader hele det politiske system i Danmark.

Manden, som skal hjælpe teknik- og byggeborgmester Søren Pind, hedder Jacob Bræstrup og er erklæret ultra-liberalist. Han er så ekstrem i sine holdninger, at han drømmer om at afskaffe statsmagten og enhver form for offentligt styre.

Skriver talerne
Jacob Bræstrup er ansat på borgmesterens kontor og har fået den noget diffuse titel »specialkonsulent«. Men den dækker blandt andet over, at han skriver Søren Pinds taler.

Han sørger også for at besvare de breve, som borgerne skriver til Søren Pind. Desuden er det også ham, som tager sig af Søren Pinds kontakt til pressen, når den officielle pressechef er fraværende.

Kort sagt fungerer han som en slags under-spindoktor ved siden af den officielle pressechef, Jens Kloppenborg.

Jacob Bræstrup er 29 år og uddannet cand. scient.pol. fra Københavns Universitet. Han har været ansat hos Søren Pind i lidt over to år.

Men ved siden af arbejdet på Københavns Rådhus, så er 29-årige Jacob Bræstrup med i redaktionen på internetmagasinet »Liberator«. Og det er her, han i fuldt flor udfolder sine ekstreme holdninger.

Under hjemmesidens overskrift »Frihedskampen starter her« har Bræstrup skrevet adskillige artikler og indlæg, hvor han argumenterer for sit drømmesamfund.

Det er et samfund, hvor der ikke er nogen stat eller offentlig myndighed til at bestemme over andre. Ejendomsretten er det eneste, som tæller.

Bræstrup og hans ligesindede på www.liberator.dk mener, at mennesket skal frigøres fra en enhver form for tvang. Forstået på den måde, at ingen f.eks. skal tvinges til at betale skat.

Det betyder også, at enhver må klare sig selv, der skal ikke være nogen myndighed til at tage sig af de svageste.

Høster som man sår
»Jeg vil til enhver tid påstå, at mennesket som helhed er bedst tjent med et samfund, som forfølger princippet om frihed fra tvang og som bygger på ejendomsretten... Det indebærer, at den, som ikke har mad til at stille sin sult, han dør, hvis ikke han formår at skaffe mad på nogen måde, som udelukker tvang af andre. Dette vil komme til udtryk i et samfund baseret på ejendomsretten til sig selv og frugten af éns arbejde, intet andet.

»...jeg vil - og det er da rent subjektivt - mene, at det (sådan et samfund, red.) er bedst for menneskeheden,« skriver Jacob Bræstrup i et af sine indlæg på hjemmesiden.

Søren Pind er kendt som en af de unge Venstre-løver med meget liberale holdninger.

Han har flere gange kritiseret regeringen for ikke at være liberal nok. Det er måske i det lys, ansættelsen af en ekstrem liberalist som Jacob Bræstrup skal ses.

Det er Københavns Kommune, som betaler Jacob Bræstrups løn. Dermed er han i høj grad selv en del af det statsapparat, som han hader så meget:

»Det mest perverterede er - efter min mening - det samfund, som konstitutionaliserer tvang, såsom ved at oprette en stat. Det, der er så perverst, er, at dette samfund er umenneskeligt, men det prøver at bilde sig selv ind, at det ikke er det - at det er menneskeligt,« harcelerer han mod staten.

Søren Pind selv synes ikke, det er noget problem at have en medarbejder med så rabiate holdninger.

Pind: Han er dygtig
»Jeg kender godt Jacobs holdninger, og jeg sympatiserer ikke med dem. De er langt til højre for mine egne holdninger.

Men han er en dygtig medarbejder, og så længe han ikke blander sine private holdninger sammen med sit arbejde, kan jeg ikke se, at der er noget problem. Jeg blander mig ikke i, hvad mine folk laver i deres fritid.

Jeg tror, man mange steder i den offentlige administration kan finde folk med ekstreme holdninger. Sådan er det bare,« siger Søren Pind.

pap@bt.dk