Den firedobbelte politimorder Palle Sørensen har ikke meget til overs for det modsatte køn. Men ellers er han en glad mand med hang til hurtige både og tilbudsvarer.

Han lever alene. Som han har gjort det det meste af sit liv. Nu er det selvvalgt. 80-årige Palle Sørensen, der i 1965 slog fire politibetjente ihjel og først blev løsladt i 1999, vil ikke dele den sidste tid af sit liv med en partner.

B.T. er på besøg hos Palle Sørensen. Han er jovial og åben, og det er heller ikke fordi, at han har noget imod selskab. Men en kvinde: Nej, tak.

- Kvinderne vil bare have pengene, siger Palle Sørensen, der nu i ni år har levet et liv mellem almindelige danskere.

- Folk bliver ikke længere forskrækket, når de hører, hvem jeg er, siger den 80-årige mand.

Har du aldrig tænkt på at slå pjalterne sammen med en dame?

- Nej, det har jeg faktisk ikke. De er kun ude efter pengene. Jeg har haft flere tilbud. Sådan har det altid været, siger Palle Sørensen og ler.

Den falske baronesse
- Der var engang en baronesse. Men det var kun pengene, hun ville have.

Det viste sig jo også, at hun slet ikke var baronesse. Det var kun et købenavn, hun havde. Hun kom og besøgte mig mange gange i fængslet.

Hun elskede guld og diamanter, sagde hun. Men da hun så opdagede, at der ikke var noget at hente, så blev hun væk, fortæller han.

En holden mand
Er du en velhavende mand?

- Forholdsvis. Det blev jeg med alle de penge, jeg tjente i fængslet. Jeg blev løsladt med 800.000 kr. Men det inkluderer også arven efter min mor, siger Palle Sørensen, der ikke føler, at han savner damebekendtskaber.

Havregrødens lyksaligheder
Han var da inviteret på andesteg mortensaften og nød det sammen med to damer, kommer det lunt.

Bliver du genkendt på gaden, når du går ud?

- Det sker somme tider, men jeg har faktisk kun haft én negativ oplevelse. Men de fleste er positive, siger Palle Sørensen, der bor i en to-værelses lejlighed i Valby.

Hvordan får du din dag til at gå?

- Jeg er B-menneske. Jeg står op ved ni-tiden om morgenen og går i seng ved 24-tiden. Når jeg står op, drikker jeg ikke kaffe, men the, og så laver jeg havregrød. Det der med madlavning, det klarer jeg selv. Det at lave mad er ikke noget stort, siger Palle Sørensen.

- Om eftermiddagen kører jeg meget på min knallert ud til bådhavnen og den slags steder. Jeg vil købe en båd. En motorbåd, jeg kan overnatte i.

Jeg havde en for fire år siden, men den var for lille og forkert indrettet. Så den solgte jeg igen. Jeg har speedbådskørekort, og den båd, jeg skal have, skal kunne sejle hurtigt, siger Palle Sørensen med et beslutsomt udtryk.

Drømmebåd til en halv mio. kr.
Foreløbig er han skrevet op til Kastrup Havn. Den anden båd, han havde, lå nede i Vallensbæk i Køge Bugt. Men det er ikke godt, synes han. Her er alt for mange bundgarnspæle.

Palle Sørensen vil da også godt invitere på en sejltur, når han får sin drømmebåd på ni gange tre meter. Den vil nok koste en halv mio. kr. "Man skal kunne tage på ferie i den, bo i den og sejle til de jyske fjorde," siger han.

Så bruger du det meste af arven?

- Ja, hvad skulle jeg da ellers bruge den til.

Palle Sørensen griner højt og hjerteligt.

- Jeg har lige ladet mit kørekort gå. Jeg gad ikke forny det mere. Jeg sagde til mig selv: Jeg køber kun en bil, hvis jeg vinder den store lottogevinst, og skulle jeg være så heldig? Hvad skal jeg for øvrigt bruge en bil til? Jeg kan da bare køre i taxa. Hvis jeg i dag kører på en cykelsti, så er det jo alle bilerne, der holder i kø, og man kan køre på cykelsti helt til Roskilde, siger han.

Har aldrig været fuld
Han udstråler ro. Selvtillid. Og han føler da også, at han har udstået sin straf 'mere end rigeligt', og så må samfundet også kunne tåle ham trods hans ubegribelige forbrydelse.

Du er gevaldig frisk, laver du gymnastik?

- Næh. Jeg holder mig i form, fordi jeg aldrig har røget, og jeg har heller aldrig drukket. Jeg har faktisk aldrig været spirituspåvirket.

Og så er jeg tilbudsjæger. Der bliver købt ind, når der er tilbud. Når jeg tager ud og handler for mig selv og andre, så går jeg gennem kassen en tre fire gange, hvis der er varer, som jeg skal have, der er begrænsede. Det er godt nok, siger Palle Sørensen.