Umiddelbart lyder overskriften fræk og pirrende. Men bag den gemmer sig en gruppe kvinder, for hvem kærlighed er det samme som lidelse. For jo mere de elsker en mand, jo mere lider de.

  • Elsker du for meget?

    ____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Selvom de bliver behandlet dårligt, bærer de over med manden, glemmer sig selv og gør ham til centrum for alt i deres liv. Kærligheden bliver destruktiv

    Kan man elske for meget?

    »Ja. Og jeg kender mange kvinder, der gør det,« svarer Ingrid Ann Watson.

    Hun er psykoterapeut og foredragsholder og oplever ud fra tilstrømningen til hendes kurser og foredrag, at stadig flere kvinder har problemer, fordi de elsker for meget.

    »Det kan lyde underligt, at man kan elske for meget. For kærlighed er jo dét, som verden har brug for. Så hvis bare alle elskede meget, ville det hele være dejligt. Men problemet opstår, når kærligheden bliver destruktiv for os selv og vores nærmeste.«

    Dét, som kendetegner en kvinde, der elsker for meget, er bl.a., at hun oplever, at jo mere hun elsker en mand, jo mere lider hun. Hun tror på, at hvis hun bare har en mand i sit liv, så forsvinder alle hendes problemer. Hun forelsker sig altid i mænd, som hun ønsker at forandre. Hun taler altid om HAM, og hvad han siger og gør. Og hun bærer over med hans dårlige sider og tænker, at blot hun er kærlig og forstående, så vil han ændre sig for hendes skyld.

    »Mange af de kvinder, som jeg har i terapi, er dygtige kvinder, de har måske en god uddannelse og et ansvarsfuldt job. Alligevel formår de ikke at håndtere deres følelser og privatliv. Og selv sidder de og er forundret over, at de har det så dårligt i deres parforhold,« forklarer Ingrid Ann Watson.

    »Selvom kvinden måske udadtil udstråler selvsikkerhed og tjek på tingene, har hun måske en mand, der altid nedgør hende. En mand, der flirter med andre kvinder, når de er til fest. En mand, der giver hende skylden for, at han ikke er blevet en succes:

    »Hvis bare du havde hjulpet mig eller gjort dét eller dét, så var det gået bedre,« kan han f.eks. sige.

    Sådan en mand vil også skiftevis rose og fordømme f.eks. hendes madlavning og hendes udseende. Og endelig vil han straffe hende ved ikke at gå i seng med hende:

    »Du har hængebryster,« eller endnu værre: »Du er ved at blive gammel,« er nogle af de sætninger, hun vil få smidt i ansigtet,« forklarer Ingrid Ann Watson.

    Men her stopper det destruktive mønster ikke. For at lege »kom her og gå væk« er nemlig også en stor del af de ustabile og usunde parforhold.

    »Manden vil udøve magt ved skiftevis at være kærlig og ukærlig. Kvinden får kys og kram, men lige så snart hun gør noget, som han ikke bryder sig om, viger han fra hende. Hendes »forbrydelse« kan være alt lige fra at tage noget »forkert« tøj på til at rose en TV-udsendelse, som han ikke bryder sig om. Så trækker han sin kærlighed tilbage. Og først når hun »opfører sig ordentligt«, får hun den igen,« forklarer Ingrid Ann Watson, der gentagne gange understreger, at der ikke er social slagside, når det handler om kvinder, der elsker for meget.

    Både rige forstadsfruer, ambitiøse karrierekvinder og arbejdsløse landboer mærker kærlighedens smerte. Ligesom det både er unge og modne kvinder, hun ser i terapi. Og mænd kan for den sags skyld også elske for meget og hænge fast i de samme mønstre, som de omtalte kvinder gør.

    »Kvindernes problem er, udover at de har lavt selvværd, også at de hjemmefra har været vant til at være ulykkelige. Dertil ved kvinderne ikke, hvad de skal forvente sig af et forhold. De har aldrig gjort sig det helt klart, hvad de vil. De har derfor ladet sig vælge af manden. Og ofte er det ikke hensigtsmæssigt. Som f.eks. den enlige mor med to små børn, der indlader sig med en playboy, som ikke har tænkt sig at ændre livsstil.«

    Men hvordan kan disse kvinder så møde den rette mand? For kvinderne har det jo med netop at falde for den »forkerte« mand gang på gang, da de til stadighed søger dén, der gør dem enten fysisk eller psykisk ondt?

    »Det handler om at få øjnene op for, at der findes andre mænd. Overalt går der dejlige, sunde mænd rundt, som vil være en god partner. Det handler blot om at få øje på dem. Kvinden må derfor ændre sit syn og sine vaner og f.eks. tage en tidligere bus på arbejde, gå på kurser i aktiehandel, edb, finere fransk madlavning etc.,« siger Ingrid Ann Watson, der dermed også advarer mod, at kvinderne bliver mandefjendske.

    »Kvinderne skal lære, at de ikke kan tage mere end 50 procent ansvar for deres forhold. Det er ikke kvindens ansvar alene, at forholdet kører dårligt. Ligesom det ikke er mandens ansvar alene. De er fælles om det. Fifty/fifty. Kvinden må derfor erkende, at hun er en del af et dårligt forhold. Ved at erkende det, kan hun så enten gå i parterapi, ændre adfærd, acceptere at hendes mand opfører sig som han gør eller forlade ham. Hun må tage ansvar, slippe skyldfølelsen og acceptere sin situation,« siger Ingrid Ann Watson.

    Første skridt på vejen for kvinder, der elsker for meget, er dog at stille sig selv det store spørgsmål:

    Hvorfor har jeg brug for at være ulykkelig?

    Oplysninger om foredrag og kurser med psykoterapeut Ingrid Ann Watson kan fås på telefon: 20134759 eller på adressen www.foredragsforum.dk

    Bogen »Kvinder der elsker for meget« af Robin Norwood, Borgens Forlag, 239 kroner.