»Bedstefar kan slå dem alle sammen.« Den lille purk har ubegrænset tillid til sin bedstefar, selv om mange nøjes med at trække på smilebåndet, når tidligere folketingsmedlem og pølsemand Kristen Poulsgaard nu forsøger et politisk comeback.

Han vil være borgmester i Lemvig. Men den politiske cirkushest nøjes ikke med én manege. Han vil også i Ringkøbing Amtsråd og tilbage på de bonede gulve på Christiansborg, hvor han slog sine folder i 17 år og overlevede ni valg, inden han røg ud.

»Den om cirkushesten og savsmuldet passer godt på mig. Når nogen trækker mig ud af stalden, begynder jeg automatisk at spjætte med benene,« siger den nu 62-årige fremskridtsmand, der i et par år har ført en stille tilværelse i et beskedent parcelhus i Bøvlingbjerg, som for de fleste er derude, hvor kragerne vender.

Men ikke for Kristen Poulsgaard, der er fra den nærliggende Husby, hvor fodermesteren kun skulle overdøve vestenvinden og havets brusen.

Han har oplevet en masse, både opture og nedture, siden han blev trukket med i Folketinget i Glistrups slipstrøm efter jordskredsvalget i 1973. Han kom i præsidiet og fik lejlighed på Christiansborg.

I 1989 blev han også valgt ind i Ringkøbing Amtsråd. Året efter blev han stemt ud af Folketinget, da Fremskridtspartiet blev sprængt. Men det var ikke nok til at holde Poulsgaard ude af politik.

Han flyttede til Aalborg, hvor han fortsatte sin indædte modstand mod kulturstøtte og for mange indvandrere fra sin pølsevogn på Vejgaard Torv. Pølsemanden slogan var kort og godt:

Han blev så populær som pølsemand, at der blev skrevet en popsang om ham, og han kom i stald med kendte kunstnere, fordi der var bud efter pølsemanden fra byfester, foreninger og private fester i hele landet.

Gesjæften som »rejsende pølsemand« og foredragsholder har han bevaret, selv om han i 1990 rejste fra Aalborg efter en kedelig skilsmisse.

Men nu popper han op igen på den politiske scene. I første omgang som Fremskridtspartiets borgmesterkandidat i Lemvig, og som kandidat til amtsrådsvalget i Ringkøbing.

»Selvfølgelig går jeg efter borgmesterposten. Det er kun ham, der har indflydelse. De andre bestemmer ikke en kæft. Det opdagede jeg, mens jeg var medlem af Aalborg Byråd. Bare spørg folk på gaden.

De kender ikke engang de andre byrødder, der får en masse penge for ikke at lave en skid,« siger Kristen Poulsgaard, der dog ikke går ind i politik for pengenes skyld.

»Politikerne har jo raget godt til sig, så jeg får 19.000 kr. om måneden i pension, fordi jeg har siddet i Folketinget. Der er rent tyveri.

Men jeg kan godt bruge pengene,« siger Kristen Poulsgaard, der også tjener lidt på at holde foredrag, sælge pølser ved byfester og skrive bøger. Den seneste, »A er ingen tøsedreng«, udkom i fjor. Og der er dækning for titlen.