Sara Blædel er ordblind, men hun skriver alligevel, for hun elsker at fortælle historier – helst, hvor der er nogen, der dør. Hun mistede selv sine forældre for to år siden. Men det hjalp hende gennem sorgen, at de havde talt åbent om døden. Mød krimi-dronningen her.

Hun ser ned i bordet, prøver at undgå lærerens blik. Måske det hjælper, måske vælger Marlis en anden. ’Sara’, siger dansklæreren, ’vil du komme op til tavlen?’. Sara kigger op. Usikkerheden vælter ind over hende. Tøvende rejser hun sig fra sin stol, der skramler lidt mod gulvet. Hun går op mod tavlen, hvor Marlis rækker hende et hvidt stykke kridt. Resten af klassen følger hende med øjnene. Panikken breder sig i Sara. Det her – det er det værste.

Opret abonnement på PLUS og mød den succesrige krimiforfatter Sara Blædel, der ikke lod sin ordblindhed stå i vejen for at fortælle gode historier. Mød hende tæt på her, hvor hun blandt andet fortæller om sin ordblindhed og om at miste sine forældre.

Modtag det ugentlige nyhedsbrev fra BT PLUS her.


Hun ser ned i bordet, prøver at undgå lærerens blik. Måske det hjælper, måske vælger Marlis en anden. ’Sara’, siger dansklæreren, ’vil du komme op til tavlen?’. Sara kigger op. Usikkerheden vælter ind over hende. Tøvende rejser hun sig fra sin stol, der skramler lidt mod gulvet. Hun går op mod tavlen, hvor Marlis rækker hende et hvidt stykke kridt. Resten af klassen følger hende med øjnene. Panikken breder sig i Sara. Det her – det er det værste.

Sara Blædel var ni år gammel og gik i 3. klasse på Øster Farimagsgade Skole, da man fandt ud af, at hun var ordblind. Hun havde lige skiftet fra Bernadotteskolen i Hellerup, hvor kreativitet var i højsædet, til den mere strukturerede skole i indre København. Skiftet passede Sara Blædel godt, da hun var en meget stille og genert pige, der ikke brød sig om opmærksomhed, specielt ikke i timerne.

»Det værste var, når man skulle op til tavlen. Det giver sig selv. Jeg kunne ikke se ordene for mig, jeg havde ikke knækket koden. Det kom først senere, da jeg begyndte til specialundervisning. Dengang fyldte det meget, men det gør det ikke i dag. Jeg har efterhånden skrevet så mange tusinde ord og vist, at man sagtens kan vælge et erhverv fyldt med ord, selvom man er ordblind – det beviste min far også før mig. Men jeg havde bestemt ikke regnet med, at det var det, jeg skulle. At være krimiforfatter har aldrig været en barnedrøm for mig,« fortæller Sara Blædel.

Forfatter Sara Blædel har i år vundet De Gyldne Laurbær for hendes seneste krimi "Kvinden de meldte svanet" Her fotograferet ved sit hus i Hornbæk.
Forfatter Sara Blædel har i år vundet De Gyldne Laurbær for hendes seneste krimi "Kvinden de meldte svanet" Her fotograferet ved sit hus i Hornbæk. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Sara Blædels far var den prisvindende og markante samfundskritiske journalist, Leif Blædel. Der trods sin ordblindhed var journalist ved Dagbladet Information og senere Weekendavisen.

»Min far har aldrig ladet sin ordblindhed stå i vejen for sin journalistik. Det er så meget noget pjat – ville han sige. Og han vandt trods alt Cavlingprisen, så jeg mener bare – det går jo meget godt.«

Sara Blædel smiler et varmt smil, der når de brun-grønne øjne. Udenfor høres lyden af fuglekvidder, men ellers er der helt stille og fredeligt i Sara Blædels sommerhus i Hornbæk. Det er her, krimiforfatteren skriver sine bøger. Ni krimier er det blevet til, som tilsammen udgør serien om kriminalkommissær Louise Rick. Den niende bog, ’Kvinden der forsvandt’, blev den afsluttende i serien. Og det på fineste vis, da Sara Blædel i februar modtog litteraturprisen De Gyldne Laurbær for den.

Sara Blædel vandt prisen "De Gyldne Laurbær" for sin krimiserie om Louise Rick.
Sara Blædel vandt prisen "De Gyldne Laurbær" for sin krimiserie om Louise Rick. Foto: Simon Skipper
Vis mere

Far og Mor

Sara Blædel voksede op som enebarn og boede med sine forældre, Anne Grete Nissen og Leif Blædel i kartoffelrækkerne på Østerbro i København, men weekender og ferier tilbragte de på et nedlagt landsted udenfor Hvalsø på Midtsjælland. Da Sara skulle i 5. klasse besluttede familien at flytte permanent ud på landet og solgte byhuset. Men det skete ikke uden, at Sara blev taget med på råd – sådan foregik alt – ting blev besluttet som en trio.

Sara Blædels mor var skuespiller og øvede mange af sine roller hjemme. Faren, Leif Blædel, arbejdede som anmelder i de fleste år af Saras barndom. Han skrev hjemme og var kun inde i København to dage om ugen. Derfor var hjemmet en sikker base, hvor der altid var nogen. Det var et hjem med højt til loftet, hvor der sjældent blev sagt nej til noget.

Sara Blædel har været en passioneret rytter, siden hun var seks år. Som barn red hun skovene tynde på Lady og Tulle, familiens to fjordheste. Senere blev hun konkurrencerytter med egne dressurheste.
Sara Blædel har været en passioneret rytter, siden hun var seks år. Som barn red hun skovene tynde på Lady og Tulle, familiens to fjordheste. Senere blev hun konkurrencerytter med egne dressurheste. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Mine forældre var altid meget positive, og de støttede mig i det, jeg gerne ville. Også da jeg efter 10. klasse spurgte dem, om jeg måtte gå i tjenerlære – i stedet for at starte på gymnasiet. Jeg havde haft et sommerferiejob på en frokostrestaurant i København, og det syntes jeg var så sjovt. Andre forældre havde måske lige snakket det igennem en ekstra gang. Men sådan var mine ikke. De syntes, det var en brandgod idé.«

Når man vokser op med markante forældre, der har en fri 70er mentalitet, som tager diskussionerne, når de er der og ikke tager sig af, hvad andre tænker, så kan det ikke undgås, at man skiller sig lidt ud, især i en lille by som Hvalsø.

»Jeg var et sindssygt genert og indadvendt barn. Jeg var meget en ’lonely rider’, sådan har det altid været. Det var ikke fordi, jeg ikke kunne lide at være ude og lege, men jeg havde bare brug for at have mit eget rum. Det bunder nok i usikkerhed. Jeg brød mig heller ikke om, at folk kiggede på mig, hvilket var svært at undgå med sprudlende forældre som mine. Min far var den eneste, der gik ned ad hovedgaden i træskostøvler og rulamspels i 70erne. Og min mor var skuespiller uden hæmninger, så når hun spurgte efter en liter mælk i Brugsen, kunne alle høre det ’Hvor er mælken’, gjaldede det. Jeg syntes, det var så pinligt,« forklarer Sara Blædel.

Forældrene fyldte meget, og som barn var det til tider ikke altid lige sjovt at være en Blædel. Der var meget fokus på dem, og når Sara tænker tilbage, kan hun huske, hvordan hun i virkeligheden hellere ville bo i et parcelhus med en mor, der var skolelærer. Det havde passet bedre til hendes temperament. Men det er mange år siden, at Sara Blædel sluttede fred med det. Og når hun ser tilbage, synes hun, at det i bund og grund var en fed måde, de fyldte på.

Fortællelyst skal ikke dræbes

»I dag er jeg glad for, at min far sagde sin mening og ikke holdt sig tilbage. Han var på mange måder en stor støtte, også i min barndom. Jeg kan huske engang, da jeg havde skrevet en stil i 7. klasse, hvor jeg fik en meget negativ udtalelse fra en lærer, der kommenterede på min ordblindhed. Der blev min far simpelthen så arrig, at han sagde til min klasselærer :’Du skal aldrig dræbe min datters lyst til at fortælle historier’. Det er noget, jeg har tænkt på mange gange siden. Man er sårbar og blottet, når det kommer til ordblindhed, for man ved det jo godt.« Sara holder en kort pause, hvorefter hun fortsætter:

»Men det skal ikke ødelægge glæden ved at skrue op for spændingen.«

Sara Blædels vej ind i krimiforfatterskabet har langt fra været den lige. Men allerede som barn stiftede hun bekendtskab med genren, da hendes mor, Annegrethe, elskede krimilitteratur og ofte læste højt for hende, da hun var lille. Det var især de bløde engelske krimiforfattere som Agatha Christie, der fandt vej til Saras godnatlæsning. Moderen var god til at læse højt. Hun gjorde fortællingerne levende og skabte en masse billeder, som satte gang i Saras tanker.

Tanker der fortsatte dagen efter med hjerte-veninderne Gitte og Kristina.

»Vi digtede mange historier sammen – altid noget med ’Hvad nu hvis...’. Det er den samme tanke, jeg har i dag, når jeg går i gang med en ny bog ’Hvad nu hvis...’ og så kører filmen. Når jeg først er gået i gang, er det svært at stoppe. Jeg bliver nysgerrig og får alle mulige tanker og ideer til, hvem og hvordan begivenhederne har fundet sted. Det var også det, der skete, da jeg fik ideen til min allerførste bog.«

Sara Blædel med barndomsveninden Kristina Lund.
Sara Blædel med barndomsveninden Kristina Lund. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

På det tidspunkt arbejdede Sara Blædel hos produktionsselskabet Metronome. De var i gang med optagelserne til et nyt program, der skulle filmes bag hotel Royal i en baggård på Vesterbro.

»Jeg stod der i baggården og lukkede for et øjeblik mine omgivelser ude. Og så startede det; Gud hvad nu hvis... der blev fundet en københavnsk journalist dræbt i det her skur. Hvem kunne det være? Og hvilken historie har han fat i, som er så farlig, at han kan blive slået ihjel på grund af den? Er det noget med narko? Det var de tanker, der satte gang i min første krimi ’Grønt Støv’.

På det tidspunkt var en af Sara Blædels gode venner i uropatruljen ved Københavns Politi. Ham spurgte hun til råds. Hun havde gået med en idé, men hun vidste ikke, om det kunne lade sig gøre.

»Jeg spurgte ham, om man kan indfarve narko. Stadig bare af nysgerrighed, fordi tankerne kørte, og historien var ved at tage form i mit hoved. Han lo lidt af mig men sagde, at hvis jeg skulle eksperimentere, så skulle jeg købe babypudder, da det næsten har samme konsistens,« forklarer Sara Blædel.

Hun endte med at gå så langt, at hun kontaktede et firma, der leverer farve til fødevarer. De sendte hende noget grøn farve til indfarvning af mad. Og det eksperimenterede hun med hjemme på køkkenbordet, mens hendes søn Adam, der dengang var seks år, så nysgerrigt til.

»Det lykkes fint og jeg tænkte ’Gud det kan man godt – det er smart’. Derefter skrev jeg til tidligere drabschef Ove Dahl og spurgte, om han mon havde tid til at tale med mig, da jeg var i gang med at skrive en krimi, der foregik i hans afdeling, hvilket jeg overhovedet ikke var. Dagen efter ringede han til mig og sagde, at det lød skide spændende – om jeg ikke kom forbi. Det var der, skiftet skete, og det hele tog form«.

I 1992 etablerede Sara Blæde krimiforlaget Sara B. Forfatteren Kirsten Holst var en af Saras store krimiidoler, derfor var det en stor ære, da Kirsten valgte hendes forlag til at udgive sine bøger. Foto Scanpix
I 1992 etablerede Sara Blæde krimiforlaget Sara B. Forfatteren Kirsten Holst var en af Saras store krimiidoler, derfor var det en stor ære, da Kirsten valgte hendes forlag til at udgive sine bøger. Foto Scanpix
Vis mere

Døden og dødshjælp

Ni bøger senere er der sluttet ring om Rick-serien, der oftest trækker på temaer, som læserne kender fra nyhedsstrømmen. Det kendetegner også den seneste ’Kvinden de meldte savnet’, hvor dødshjælp er omdrejningspunktet for handlingen. Et emne Sara Blædel selv har haft tæt inde på livet, da hun mistede begge sine forældre for to år siden.

»Jeg skulle skrive den historie, især efter mine forældres døde. Det handler om en værdig død, hvilket de begge fik. Min far blev 90 år, og min mor 81 år – hun var ni år yngre end ham. Min mor spekulerede meget i, om min far ville dø før hende. Hun sagde altid, at når Leif ikke var her mere, så ville hun heller ikke være her. De to var altid sammen. De elskede hinandens selskab og nød at sidde på terrassen og få et glas rødvin sammen om aftenen,« fortæller Sara Blædel.

I årene inden havde Sara flere gange haft lange snakke med sin mor om døden.

»Du står ikke af nu – det gør du simpelthen ikke – for jeg vil ikke af med dig«.

Forældrene var flyttet til Virum for at være tættere på Sara og hendes søn Adam.

»De sidste par år kunne jeg godt se, at der ikke var mange kræfter tilbage i min mor. Snakken om at ville herfra sammen med Leif fortsatte, også selv om jeg prøvede at tale hende fra det. Jeg ville ikke af med hende. Så til sidst sagde hun: ’Jamen Sara, jeg er ikke den, jeg var. Jeg er ikke mig mere’. Det var rigtigt. Det var hun ikke – det var ikke sjovt mere. Jeg går ikke ind for, at man må stå af, når det ikke er sjovt mere, men jeg synes, det er en overvejelse, man har ret til at gøre sig.«

Sara Blædels forældre døde med få dages mellemrum på sygehuset i Gentofte, hvor de begge var indlagt med lungebetændelse. Der skulle ikke tages stilling til noget, og Saras mor fik sit ønske opfyldt på en hel naturlig måde. I dag har Sara Blædel accepteret, at døden kom, men om man mister sine forældre tidligt eller sent i livet, så er sorgen den samme.

»Jeg savner dem. Det vil jeg altid gøre. Så en gang imellem går jeg en tur ned til stranden og tager en lille snak med dem. Der sker noget, når man bliver ældre. Det kunne jeg virkelig se, da mine forældre blev indlagt. Nogen der har været stærke og fyldt meget et helt liv. Råbt Brugsen op og været nogen. Og så ligger de der på sygehuset og hoster, mens en sygeplejerske, der ligner en på 14 år kommer ind og siger; ’Ej hr. Blædel, kunne de ikke holde dem for munden, når de hoster’. Helt ærligt han var bare ved at dø. Hvad bilder hun sig ind. Man går fra at være et menneske til at være reduceret til at ligge i en seng og være ingenting. Man bør gøre sig nogle overvejelser om døden, og hvordan man ønsker den.«

»Jeg savner dem. Det vil jeg altid gøre. Så en gang imellem går jeg en tur ned til stranden og tager en lille snak med dem« Sara Blædel på stranden ved sit hus i Hornbæk.
»Jeg savner dem. Det vil jeg altid gøre. Så en gang imellem går jeg en tur ned til stranden og tager en lille snak med dem« Sara Blædel på stranden ved sit hus i Hornbæk. Foto: Linda Kastrup
Vis mere

Det er kommet bag på Sara Blædel, hvor lidt folk snakker om døden. I hendes hjem har det aldrig været et farligt emne.

»Det var en kæmpe hjælp for mig, at mine forældre havde gjort det klart, hvordan de gerne ville have det, ikke mindst da spørgsmålet kom om de ønskede noget livsforlængende, hvilket de ikke gjorde. Jeg forstår ikke, at man ikke snakker mere om døden. Det er et emne, vi alle skal forholde os til før eller senere. Jeg er hverken for eller imod dødshjælp, men jeg synes, det er vigtigt, at man taler om døden.«

Farvel til Louise og Camilla

Sara Blædel skriver stadig om døden, selvom hun har kriminalkommissær Louise Rick og hendes journalist-veninde Camilla Lind på hylden. Men ifølge Sara er det ikke nødvendigvis et endegyldigt farvel.

»Hvis der kommer en Louise Rick-historie mere i mit hoved, så skriver jeg den. Det er ikke et definitivt punktum. Lige nu har jeg bare en anden historie, jeg bliver nødt til at skrive. Det er ikke en politikrimi, men det er stadig i spændingsgenren. Der er nogen, der dør og et mysterium, der skal opklares. Hovedpersonen er en kvinde, og hende glæder jeg mig til at lære bedre at kende. Jeg har ikke nogen titel endnu, men jeg har en overskrift i mit hoved, som er mit drive: ’Der er ikke noget, der er så slemt, at det ikke kan bliver værre’. Ting kan altid lige få et ekstra nyk,« siger Sara og ler en hæs blød latter.