- Hvis han ikke selv forlader guvernør-jobbet, vil vi forberede en tiltale mod ham så han bliver fjernet ad den vej, siger oppositionsleder og talsmand for republikanerne i staten new York, James Terdisco til Reuters Bureau.
Dermed er man nået et nyt afgørende punkt i den skandale, der har ramt guvernøren – og det demokratiske parti i USA. Og som måske kan genere Hillary Clinton i sin kamp for nå præsidentposten.
- Jeg har ingen kommentarer, sagde Hillary Clinton i aftes. Men jeg sender mine tanker til guvernøren og hans familie.
Mandag kom det frem, afsløringen faldt i New York Times, at Spitzer var medlem af en eksklusiv prostitutionsring ved navn ”Emperor’s Club VIP.
Den blev afsløret af politiet, men i forbindelse med efterforskningen dukkede såmænd guvernørens navn op – og på en af hans bankkonti var der også beviser for, at han brugte penge til at betale de prostituerede.
Skjulte optagelser viser også, hvordan guvernøren forhandler ”pris” med en prostitueret på Mayflower Hotel i Washington om aftenen på Valentinsdag.
Politiet har siden identificeret pigen på videoen, som en pæn lille brunette ved navn Kristen.
Videre undersøgelser har afsløret, at Eliot Spitzer efterfølgende betalte for værelse 871 på hotellet under navnet Georg Fox – som i øvrigt var ”lånt” af en ven og politisk støtte.
Den 48-år gamle guvernør er gift og har tre teenagerdøtre. På mandagens pressekonference beklagede han, hvad der var sket – og sagde undskyld til både sin familie og vælgere.
Men det er ifølge republikanerne ikke nok. Manden må tage konsekvensen af sit store fejltrin.
The New York Times skriver i dag i en leder, at når guvernøren insisterer på, at det hele er et privat anliggende, så vidner det om en utrolig arrogance.
- Han bedrog ikke kun sin familie, han bedrog også vælgerne – og det er vanskeligt at se, hvordan han vil ”genopstå” efter det rod, skriver avisen.
Kilder tæt på avisen mener at vide, at guvernøren har besluttet at trække sig, men at tidspunktet endnu ikke er valgt.





















